Uddeling af julepakker i Rumænien

- en kort rejsebeskrivelse, som nok bliver lidt lang...

Fredag den 25. oktober var min kone Stinne og jeg på besøg hos min bror Martin og hans kone Lilian. Som så ofte før gik snakken efter et dejligt aftensmåltid på BBS's arbejde i Rumænien. Dels fordi det interesserer os, og dels fordi Lilian og Martin brænder efter at fortælle om det.

Snakken gik bl.a. omkring julepakker til Rumænien. Martin gav udtryk for, at han havde lyst til at komme til Rumænien for at hjælpe med at uddele julepakker – Lilian havde ikke den store lyst. Helt spontant sagde jeg, at jeg kunne tage med – uden i øvrigt at have tænkt mig om. Jeg fik nogle dages betænkningstid. Godt bakket op af min kone blev resultatet, at jeg sagde ja til at komme med til Rumænien.

Jeg lænede mig tilbage og lod Martin om planlægningen. Aftalen blev, at vi skulle starte mod Rumænien fredag den 13. december om morgenen kl. 08.00 og være hjemme igen lørdag den 21. december om aftenen.

Vore koner havde sørget for mad og drikkevare i rigelige mængder. Efter at have pakket min bil med diverse gaver og kufferter gik turen til Mads Sjælland, Aabenraa, hvis bil vi skulle køre i.

Kursen mod Rumænien

Vi fik læsset vore ting over i en allerede overfyldt varebil – og vi satte kursen mod Rumænien. Udstyret med ikke mindre end tre GPS’er skulle vi jo nok kunne finde vej. Problemet var dog, at de ikke altid var enige.

Efter et par overnatninger i Tyskland og Ungarn var vores mål Vucova. Turen forløb planmæssig. Og dog. Da vi skulle betale vejafgift for at komme ind i Ungarn, glemte vi (læs: jeg) vore papirer vedr. bilen hos Shell. Da vi var kommet godt ind på den ungarske motorvej, kom jeg i tanker om papirerne. Vi måtte finde den første afkørsel på motorvejen og så vende tilbage til Shell i Østrig. Heldigvis havde de vore papirer, og vi havde kørt en omvej på ”kun” ca. 65 km.

En genvej til Vucova

Da vi var kommet til Rumænien, skulle vi finde Vucova. De 2 GPS’er (min var stået af) viste vej, men vi havde fundet en genvej, som dog endte i to hjulspor. Vi forsøgte en anden genvej, som dog endte som en blind vej, så vi måtte acceptere, at de to ”damer” i GPS’erne havde ret – det var lidt flov, men lad være med at fortælle vore koner det – de vil bare bruge det imod os, for vi mænd kan altid finde vej!

Vi kom frem til vores delmål Vucova omkring kl. 16.00 søndag den 15. december for at aflevere et par pakker til præsteparret Carla og Ludovic. Herefter kørte vi videre mod vort mål, Plopi, nær Hateg, hvor vi skulle overnatte hos Edi og Iulia de næste tre nætter i deres anneks.

Varme i kakkelovnen - og hjertet

Efter en god gang suppe hos Edi og Iulia snakkede vi om de næste dages program: Mandag skulle vi købe ind til 56 julepakker og dele de 33 af dem ud til de allermest fattige.

Mandag morgen udstyrede Iulia os hver især med en list over, hvad vi skulle købe – 56 liter olie, 56 pakker bønner osv. Vi blev godt hjulpet af Edi (som havde taget fri), tre store drenge/unge mænd og Edis svigerfar. Efter at have fået pakket 33 poser med dagligvarer og lidt slik (de sidste 23 poser ville Edi og Iulia pakke senere), begyndte vi at køre rundt for at aflevere dem.

Vi var rundt i de allermest fattige kvarterer i Hateg. Det var lidt rystende at opleve – hvilken fattigdom! På 12-13 kvadratmeter boede der 8-10 mennesker. Rummet var både dagligstue, soveværelse, køkken og badeværelse. Værelserne var uden isolering – og vi går vinteren i møde!

Et sted sagde en ældre dame: Vi har varme i kakkelovnen, vi har et varmt hjerte, vi elsker hinanden, og vi har en Gud deroppe, så vi skal nok klare os.

Da vi var færdige med uddelingen, spurgte Iulia mig, om jeg havde været bange eller utryg. Det havde jeg faktisk ikke, men jeg ønskede hurtigst muligt at komme videre – at se mødre med små børn på armen, drenge og piger samt ældre med bøjet hoved og mundvigene nedad, var ikke specielt opmuntrende.

Vi havde jo ”kun” poser med til de børn, der kom til børnearbejdet i kirken. De andre kunne ikke forstå, hvorfor vi ikke havde noget til dem også – havde vi da bare haft tusinder af poser!

Måske skulle jeg have været bange eller utryg, men jeg havde sendt en stille bøn op til Gud om at passe på os. Så opgaverne var fordelt – vi skulle være hans hænder og fødder og dele poser ud, og Gud skulle passe på os, og det gjorde han så.

Bedstemors bøn

Om tirsdagen var planen at købe noget ind til ”bedstemor” Adolfine, som tager sig af sine syv børnebørn, mens hendes to døtre og to svigersønner er i udlandet for at tjene penge. Problemet er bare, at de ikke sender penge hjem – og i øvrigt ved man ikke, hvor de er.

Vi fik købt ind sammen med Iulia og tog af sted for at besøge ”bedstemor”. Sikken fattigdom! De bor otte mennesker på ca. 10 kvadratmeter – Bedstemor, hendes syge datter, seks børnebørn (det ældste barnebarn er på kostskole). De havde godt nok et lidt større værelse også, men det havde de ikke råd til at varme op.

Der blev stor glæde. Dejligt at se deres taknemmelighed. Da vi skulle videre bad ”Bedstemor” en bøn for os. Her må selv et hjerte af granit blive blødt. Klumpen i halsen var kvælende og noget fugtigt sneg sig frem i øjenkrogene.

Kontraster i Timisoara

Onsdag morgen begav vi os på vej mod Timisoara, hvor vi skulle møde Vali og Ginny. Undervejs besøgte vi Cornel og hans kone. Vi fik en snak med dem (via tolk), så alt det nødhjælp, der var ankommet nogle dage i forvejen og fik en kop kaffe med dejlig kage til.

Sidst på eftermiddag ankom vi til Vali og Ginny. Planen var, at vi sammen skulle aflevere en pakke hos Lupo. Vi kørte derud, men han var desværre ikke hjemme. Vali fik kontakt med ham over mobilen, og aftalen blev, at vi skulle komme senere.

Efter at have fået vores aftensmad kørte vi derud igen. Nu var han hjemme med sine tre børn. Den lille familie strålede af glæde. Der var så ryddeligt og pænt i deres lejlighed, som det nu kan lade sig gøre med de muligheder, de har. Min første tanke var, at de da vist ikke behøvede nogen julepakke. Men at se deres glæde og taknemmelighed gjorde min tanke til skamme.

Da vi skulle til at køre videre, begyndte et af hans dejlige børn – en pige på ca. 10 år - at bede. Nok engang kom klumpen i halsen og lidt fugtigt i øjenkrogene frem.

På vejen tilbage til Vali og Ginny gik vi en tur på torvet i Timisoara og besøgte et indkøbscenter – her var det svært at se fattigdommen. Torvet var pyntet til jul med tusindvis af lys og indkøbscentret bugnede af modeforretninger, specialbutikker og cafeer – et indkøbscenter, som jeg ikke har set flottere i Danmark. Her mødes kontrasterne – lige omme bag ved den flotte facade kæmper mennesker for blot at overleve.

Fattigt det land, der må bygge flotte torve, pladser, indkøbscentre og idrætscentre for at aflede opmærksomheden på den fattigdom og elendighed, der er lige om hjørnet.

Torsdag formiddag skulle vi aflevere noget legetøj og tøj til en børnehave i forbindelse med den kirke, hvor Vali er præst. Her mødte vi igen Lupo, der strålende af glæde hilste på os. Han hjælper lidt til i børnehaven og kirken. Når vi andre syntes, at vi anstrengte os med en pose i hver hånd, tog Lupo to flyttekasser på én gang – og han løb med dem.

Vi blev vist rundt i børnehaven og i kirken – hvor er det flot!

Ud og hjem igen

Ved middagstid besøgte vi Valis forældre, og efter en god middag satte vi kursen mod Danmark.

Vi ankom til Mads sidst på eftermiddagen om lørdagen og efter en kop kaffe med kage samt lidt snak om turens forløb, kørte vi mod Videbæk. Dejligt at komme hjem til konen og de vante omgivelser efter de mange oplevelser og indtryk. Det var nu lidt svært at komme i julestemning.

Det har alt i alt været en pragtfuld oplevelse, som har sat nogle spor, som lige skal bearbejdes.

Jeg er noget benovet over, det arbejde, som BBS gør i Rumænien samt den respekt, der er om BBS i Rumænien.

Tak fordi jeg fik denne mulighed for at komme med på turen.

Med kærlig hilsen

Svend Arne Sønderby

NB! Jeg synes, det er lidt ærgerligt, at det skal koste 22-23.000 kr. at få transporteret de ting, som er givet som gaver, og som BBS har brugt tid og kræfter på at få gået efter og pakket til Rumænien. Penge, som skal tages af de pengegaver, som gives til BBS.

Så, hvis nogen af jer – kære læsere (hvis I da ellers er nået så langt i min ”korte rejsebeskrivelse”) har kendskab til en billigere transport eller måske selv har en lastbil, der trænger til en lille udflugt til Rumænien, så ring lige til Martin (97 17 23 80 / 21 29 63 80) – jeg tror, det vil glæde ham.

Af Svend Arne Sønderby