Ud af fængslet: Glimt fra mødet med Cristi

Da Lars og Brumme mødte Cristi.

Op til ungdomsgruppens afrejse i efterårsferien viste det sig, at pladsen i de to minibusser ville blive trang. Derfor ændredes planerne, og vi besluttede at supplere med en personbil. Det gav mulighed for at jeg, sammen med Brumme (Jens Poulsen) kunne lægge vejen forbi Botosani, hvor børnehjemmet Casa Ioana ligger. 

Her blev en aftale om at møde repræsentanter for bestyrelsen bag børnehjemmet bragt i stand. Vi ville gerne forsøge at blive klogere på, hvad man tænker om fremtiden. Og også gerne høre nærmere om retssagen mod Cristi og de øvrige medarbejdere. Vi har siden Cristi blev fængslet haft kontakt gennem  hans søn, Jason, som også skulle deltage i det aftalte møde søndag d. 13. oktober.

Vi havde aftalt overnatning hos en anden medarbejder fra Casa Ioana, Madelin, som var med på årsmødet i marts.

Om lørdagen blev vi ringet op af Madelin, som fortalte, at vi stadig var velkomne til at overnatte hos ham, men så måtte vi ikke mødes med andre der var involveret i retssagen. Sådan var instruktionen fra dom-meren i retssagen.

Samme melding kom på en sms fra Jason. Han var samtidig i kontakt med Cristis advokat, for at få grønt lys til, at han måtte mødes med os. Cristi var overført fra fængsling til husarrest nogle dage inden vi kørte fra Danmark.

Og sådan blev det. Søndag middag mødtes vi med Alina og Cristi i deres lejlighed. Cristi er via hans telefon og noget lytteudstyr placeret uden for lejligheder overvåget 24 timer i døgnet. Da fængselsdommen er ændret til husarrest skal han opholde sig i hjemmet.

Det var en overvældende oplevelse at mødes ansigt til ansigt. Cristi har tabt 12 kilo under fængselsopholdet, som på mange måder har været hårdt.

Udover anklagerne, så var cellen meget lille, maden ringe og den daglige gårdtur i en overdækket gård. Han har dagligt været i telefonisk kontakt med familien, som også har kunnet besøge ham en gang om ugen.
  
Han mener selv, at det er lykkedes at klare fængslingen uden at blive knækket psykisk.

Det har været et barskt forløb, og beskyldningerne mod ham og de øvrige ansatte, børnenes vanskelige situation efter de blev fjernet fra Casa Ioana, og uvisheden om fremtiden har givet anledning til megen fortvivlelse og uro i sind og tanker.

Trods dette ser han med frimodighed fremad, og selvom retssagen højst sandsynligt trækker ud, er det hans klare forventning, at han og de øvrige anklagede bliver renset og frikendt i alle anklager.

Med dette møde stående stærkt i vores bevidsthed kørte vi søndag eftermiddag videre sydpå for at slutte os til ungdomsgruppen.
Et kraftigt bump på vejen, eller rettede et dybt hul på en ellers rigtig fin vej, rev vores tanker i en meget nærværende retning. Rystelsen i rattet, da vi ramte hullet, og den ujævne styring gjorde, at vi med det samme fik bilen godt ind til siden væk fra kørebanen.

Et flækket dæk sidst på efter-middagen en søndag et godt stykke fra nærmeste større by fik straks tankerne til at kredse om spørgmålet: Hvor skal vi sove i nat? Der var godt 200 km til det hotel vi havde bestilt.

En ung mand kom til hjælp, hentede nogle huse derfra en bekendt, som kunne tale tysk. Han tilbød at kontakte en ven, som havde et rullende værksted. Efter halvanden time kørte vi videre efter at have fået et brugt dæk monteret. Regningen løb op i ca. 600 kroner.  

Uheldet blev til en positiv oplevelse, og fyldt af taknemmlighed nåede vi sidst på aftenen vores hotel.

Næste middag var vi i Plopi og deltog de næste dage i ungdoms-turen. Det blev en på mange måder meget dejlig oplevelse. Programmet er beskrevet andetsteds, men det skal med her, at disse unge menne-sker udgjorde en sprudlende gruppe, der med højt humør og positiv tilgang løste de opgaver, der var lagt til rette på bedste vis. Det var en stor fornøjelse at følge dem og samværet gav mod på fremtiden.