Rumænien er langt væk.
Og helt tæt på!

Rapportage fra to ungdomskirkegruppers tur til Rumænien.

Der er langt til Rumænien. Det er der god tid til at tænke over, mens vi sidder fast her i den uendeligt lange kø ved grænseovergangen til det land, hvor vi skal bo i den næste uges tid. De to minibusser med 15 unge (og nogle lidt ældre), de fleste fra Odder og Horsens, har været i gang hele dagen. Tidligt i formiddags tog vi afsted fra et lille hotel i udkanten af Berlin. Og nu er klokken midt om natten. 

Nogle timer senere – nu er klokken ca. 6 om morgenen – ruller busserne ind i den lille landsby Plopi. Her møde vi Edi og Iulia, som vi skal bruge ugen sammen med. De har ventet på os, så de er også trætte. 

De to har sørget for, at vi kan låne en lille baptistkirke. Den ligner et af de små missionshuse, man kan støde på langt mod vest i Danmark. Det er vores base for ugen. Det er her vi skal bo og spise sammen. Og drengene skal sove. Det er mest det med at sove, vi tænker på lige nu. Resten af gruppen køres til et nærliggende pensionat. 

De få rå er med Iulia og Edi til formiddags-gudstjeneste i baptist-kirken i Hateg, som er den nærliggende større by. Resten af os sover til midt på dagen. Så samles vi i basen, den lille landsbykirke, hvor vores rumænske værter har sørget for middagsmad til os. 

Bagefter samles vi i kirkens lille sal. Her fortæller Iulia om det arbejde, hun står for, blandt børn fra ødelagte hjem og familier. Det arbejde, som vi skal tage del i de næste dage. 

Iulias organisation hedder POT. Det betyder ”Jeg kan”. Og navnet kommer fra bibelverset, hvor Paulus fortæller os, at ”alt formår jeg i Ham, som giver mig styrke”. Under denne overskrift arbejder Iulia med evangelisation, uddannelse og velgørenhed blandt børn fra Hateg-områdets fattigste familier. 

Om aftenen er vi til gudstjeneste i den lokale pinsekirke. Vi tager lovsangen med. Det er både lidt mærkeligt og lidt magisk at tage del i lovsangen på en sprog, vi ikke kender. Bagefter spiser vi på en lokal restaurant. 

Hategs bagside
Næste dag tager Iulia os med til de slumområder i Hateg, hvor hun arbejder. Vi har købt shampoo og andre hygiejneprodukter, som vi deler ud. Det første område ser rigtigt usselt ud. De, der bor der, peger ud mod markerne omkring og fortæller, at det er deres toilet. Husene er små, selvom der bor mange i hver. Mændene er ikke hjemme. Det er et godt tegn. De er daglejere, og i dag har nogen taget dem ind.

Det næste område er på en måde rigtigt hyggeligt at gå rundt i. Rumænere er ikke bange for farver. Og det hele kan godt minde lidt om Christiania eller en kolonihave-forening. Men husene er små, typisk med et eller to rum og max 20-30 kvm. i alt. I nogle rum er gulvet den rå jord med et tæppe på. Andre huse mangler helt et køkken, som fun-gerer, og andre igen slutter ikke helt tæt. 

Man får fornemmelsen af, at her er knapt så hyggeligt om vinteren (som kan være meget hård i Rumænien). Eller hvis man skal forsøge at passe sin skolegang sådan et sted. I mange af husene, vi ser, er de eneste møbler sengene. 

Alligevel lykkes de. Med hjælp fra Iulia og POT er det lykkedes for de første børn fra området at komme på gymnasiet. De viser vejen, og flere er nu godt på vej. Og vi møder Ionut, en ung mand, som vi hilste på i Pinse-kirken i går. Hans hjem ligner de andre små huse. Men der lyder lovsang fra et lille musikanlæg. Stedet er usselt og fattigt. Og helligt og fyldt med håb. 

Senere kommer vi forbi Oanas hus. Oana er i gang med at renovere. Og Iulia har indkøbt materialer til næste etape. Her finder vi vores projekt. Vores bidrag ind i Iulias gode arbejde. Der skal males. Og taget skal lukkes, så der ikke regner og blæser ind. 

Et bordtennisbord fra Danmark
Vi tager hjem og spiser frokost. Og gør os klar til et af turens højde-punkter: Den store dansk-rumænske bordtennisturnering! 

Inden turen har de unge i Odder Frimenighed og Horsens Valgmenighed samlet ind til et bordtennisbord. Iulia manglede sådan et. For at få fat i byens unge og de unge fra landsbyerne. Den lokale bar – ikke just et børnevenligt sted – havde nemlig et bordtennisbord. Det var et trækplaster. 

Nu skulle det hele markeres med en lille turnering. 

Iulia og Edis have er stor som en park. Og det er godt. For her hænger områdets unger ud. Faktisk er der to bordtennisborde. For Iulia har lånt det fra baren, så vi kan spille flere samtidigt. 

Vi slutter aftenen af med lovsang og en lille andagt i vores lille kirkehjem. Det er som om, det hele, sangen, de gode ord, bliver lidt mere levende her. Mere virkelige. 

Sommerlejren
Næste formiddag deler vi os op. En flok tager ind til Oanas hus og går i gang med maler- og tømmer-arbejdet. Resten laver pallemøbler til Edi og Iulias have eller køber ind. 
Om eftermiddagen tager en flok med Iulia op til stedet, hvor de hvert år holder en sommerlejr for ca. 100 børn. Det er ikke kun børnene fra de fattige hjem, som er med, når der er sommerlejr. Det er vigtigt for Iulia, at over- og middelklassebørnene også deltager. Så børnene kan knytte bånd og blive venner, inden de begynder at tænke alt for meget over det der med, hvem der er højt og lavt på strå. Måske bliver de kontakter afgørende, når det første job skal landes, eller når man skal videre i uddannelsessystemet. 

Det er et dejligt sted. Halvvejs oppe på et bjerg helt klædt i efterårsfarvet skov og med en elv løbende ned. 

Iulia fortæller historier fra lejrene. Både om de særlige udfordringer, når man tager børnene ud af deres hverdag. Fx var en af drengene utryg ved at sove selv. Han havde aldrig sovet i en seng med mindre end fire personer før. Men også historierne om børn, som kaster sig grådigt over Bibelen og møder Gud. Eller frivillige – for Iulias unge frivillige er også en blandt flok, hvor langt fra alle er vokset op i kirkens muld. 

Turister for en dag
Onsdag er vores turistdag. Vi stævner ud mod Salina Turda, en gigantisk saltmine, der er en af Rumæniens store og spektakulære turistattraktioner. Herefter går turen til Timișoara, Rumæniens næststørste by. Dagen forinden havde vi hørt, hvordan revolutionen var brudt ud netop her. Hvordan kommunismen – sammen med tyrannen Ceaușescu og hans ondskabsfulde og allestedsnær-værende hemmelige politi – var faldet. Nu går vi rundt i gaderne, hvor det hele var sket. 

Langt væk – og helt tæt på
Det er næsten ikke til at tro, at det hele skal til at slutte nu. Det er torsdag. Formiddagen går med at få tingene lukket og afsluttet i Oanas hus. Det er blevet rigtigt godt! En anden flok besøger et ortodokst kloster, som ligger smukt integreret i efterårssmukke skovklædte bakkesider. 

Om eftermiddagen har vi ryddet op og læsset bilerne. Vi slutter af i Iulia og Edis have med lovsang. Og spørgsmål – for nu forstår vi meget af det, Iulia sagde den første efter-middag, på en helt ny måde. Og krammere. For mennesker, vi ikke kendte for en uge siden, er blevet gode venner. 

Rumænien, som var så langt væk, er pludselig helt tæt på. Det kan man mærke. Og det bliver ved med at være sådan. Mens lyshavene fra Budapest, Bratislava, Prag og Berlin danser forbi på vejen hjem.