Nu går vi efter selv at kunne tilbyde skattefradrag

Nu går vi efter selv at kunne tilbyde skattefradrag

Nye rammer – ny kurs for BBS
Det er den 19. marts. 50 BBS-venner er samlet til årsmøde på Efterskolen Solgaarden ved Tarm. Foruden den sædvanlige dagsorden er der et nyt punkt på dagsordenen: Nye rammer – ny kurs for BBS. Baggrunden er den, at SKAT har undsagt den aftale, som gør, at gaver til BBS har været fradragsberettigede. De har endda opsagt aftalen med tilbagevirkende kraft. Nu er spørgsmålet, hvad vi sammen skal gøre for at håndtere den udfordring.

Lidt simpelt sat op er der tre muligheder: Vi kan fortsætte som nu – uden at kunne tilbyde vores givere skattefradrag. Vi kan fusionere med eller blive optaget i en beslægtet organisation, som kan tilbyde skattefradrag. Eller vi kan opnå muligheden for at give fradrag i egen ret. Det er de tre muligheder, som årsmødedeltagerne nu drøfter rundt om bordene og giver input til.

Svarene tegner ikke et tydeligt billede. Men det er sådan set fint nok. Det er ikke i dag, beslutningen skal tages. Målet er blot at give bestyrelsen et bedre beslutnings-grundlag. Og der ér både markante fordele og ulemper ved hver af de tre veje frem. Det er et virkelig godt, solidt og nuanceret grundlag, bestyrelsen kan tage med sig hjem fra mødet.

Nu går vi efter selv at kunne tilbyde skattefradrag
Nu har vi i bestyrelsen set på det hele igen. Vurderet fordele og ulemper ved de forskellige modeller atter engang. Og vi er kommet frem til, at vi vil gå efter at kunne tilbyde skattefradrag i egen ret. Vi tror på BBS. Og vi tror på, at det kan lade sig gøre. Men det kommer til at kræve en rigtig stor indsats af os alle sammen. Og at mange af vores venner bærer med.

Bjerget, vi sammen skal bestige
For at blive godkendt til at tilbyde skattefradrag, (Ligningslovens §8A stk. 2) skal BBS være en almenvelgørende forening, som arbejder for en målgruppe, som er større end 35.000 personer. Det opfylder vi allerede, men nu skal vi undersøge, om det fremgår tilstrækkeligt tydeligt af vores vedtægter. Vi skal også sikre, at vedtægterne er tilstrækkeligt demokratiske, og at foreningens overskud ved opløsning. I samme småtingsafdeling er også, at vi skal have en årsindtægt over 150.000 kr. Det har vi ikke været under i mere end 10 år, og de fleste år har vi lagt på ca. det tredobbelte.

Herefter står to store udfordringer, som vi skal løse sammen, tilbage: For det første skal vi modtage mere end 100 gavebeløb på minimum 200 kr. om året. Og dernæst skal vi have mindst 300 kontingentbetalende medlemmer.

I dag har vi godt og vel halvtreds medlemmer. Men der er sådan set en god grund til, at tallet er så relativt lavt. I dag er det kun, når det gælder stemmeret til årsmødet, at medlemskabet har en reel betydning. (Måske er det derfor, at medlemstallet passer meget godt med antallet af årsmødedeltagere.) Fx kan man også modtage vores nyhedsbrev, selv om man ikke er medlem. Det er der mere end 250 personer, der gør. Så det første og vigtige skridt er, at alle, som er tilknyttet BBS – abonnenter, givere osv. – bliver medlemmer. Så ser det hele pludseligt meget mere overkommeligt ud.

Det kommer der til at ske nu
Nu går vi i gang med at nå målet. Og vi kommer til at bruge en bred vifte af kommunikationskanaler – men med et samlet og entydigt budskab.

Det er centralt for os, at det ikke er for vores egen skyld – men for at kunne hjælpe vores venner i Rumænien bedre, at vi vil kunne tilbyde skattefradrag.

Vores hjemmeside, www.bbsnet.dk,  henviser allerede til muligheden for at hjælpe os og melde sig ind. Kampagnen – og indmeldelsesblanketten kan findes på bbsnet.dk/300

Fra denne side er det også muligt at down-loade og printe en indmeld-elsesflyer eller et indmeldelsesark, hvor mange kan tilmelde sig.  

Brug materialerne, hvis du kender nogen, som du synes, skal være med i BBS. Måske får du endda mulighed for at fortælle lidt om BBS og vores kampagnen i missionshuset eller din kirke. Her er materialerne også velegnede.

Har du mulighed for at fortælle om BBS i en stor kreds – og vil du gerne have materialer med et mere professionelt udtryk end en print selv-flyer, har vi netop bestilt 2.000 hvervepostkort hjem fra trykkeriet. Tag fat i Bruno på brunol@brunol.dk, hvis du gerne vil have en stak af dem.

Foruden disse fysiske materialer, kommer vi til at udbrede budskabet via sociale medier – særligt vores Facebook-side facebook.com/b2bsupport. Vi er taknemmelige, hvis du vil hjælpe os med at dele disse opslag.

Vi går efter at kunne sende vores ansøgning til SKAT den 1. oktober 2023 – med virkning for gaver modtaget i 2023.