Når man må tage beslutningen med hjertet

Cristi, som sammen med sin kone Alina leder børnehjemmet Casa Ioana, fortæller her om de seneste fire tilflyttere til børnehjemmet. Og om når der er meget mere hjerterum end husrum.

Siden den 20. april 2019 har Casiana og hendes søster Ioana boet hos os her på Casa Ioana.  

Myndighederne kontakter mig konstant, fordi der er så mange børn, som har brug for, at en familie tager sig af dem. Og jeg havde ikke tid, da de sendte bud efter mig, men jeg kom nogle dage senere. Jeg havde min kone Alina med. De viste os de forskellige børn og fortalte os, hvor godt de klarer sig i skolen, og hvor gode børn de er.

Forkerte kriterier
Kvinden, som står i spidsen for børneagenturet, har vist fået en lidt forkert opfattelse af os. Hun tror, at vi er på udkig efter børn, som er meget kloge, skarpe og taler meget. Men den slags kriterier har vi ikke. 

Vi går omkring og ser børnene i øjnene. Vi kan se sorg, frygt og skuffelse, og vi kan se ansigter, som vidner om forsømmelser eller endda misbrug. Det er disse børn, vi er på udkig efter, og som vi vælger at tage os af.  

De viser os de klogeste først og fortæller os om, hvor godt de klarer sig i skolen. Der var en dreng og en pige, som virkelig var "forberedt" på at tale med os. De var meget åbne, og det var tydeligt, at de ville imponere os. Men vi var ikke de rette for dem. Jeg er ked af, at vi ikke kan hjælpe dem også, for de ønskede at imponere os.

Casiana og Ioana*Senere på vores besøg mødte vi Casiana og Ioana. De var tydeligvis både generte og lidt skræmte - og vi fik kærlighed til dem med det samme! Vi var sikre på, at det var dem, vi var blevet sendt efter. 

Og to andre børn...
Men så blev vi opmærksomme på yderligere to søstre. Det var tydeligt, at de havde brug for hjælp. Vi ville så gerne havde dem med også. 

Men vi var nødt til at være vise og ikke tage flere børn ind, end vi kan magte. Vores budget er faktisk ikke engang til Casiana og Ioana - så meget mindre til to mere. 

Vi ville ikke give et endeligt svar med det samme, så vi forlod stedet, og 10 minutter senere ringede jeg til kvinden og fortalte hende, at vi kan tage Casiana og Ioana med os. De gik straks igang med at udfærdige de juridiske dokumenter. Det tager altid mindst to uger. 

I venteperioden tog vi afsted for at besøge pigerne. Og her mødte vi igen de to andre piger. Men vi blev nødt til at forholde os tavse, fordi pengene ikke strækker længere, end de gør. 

Jeg havde lyst til, at vi skulle tage alle børnene med os!
Den dag, vi endelig kunne komme og hente Casiana og Ioana, var jeg ude af byen med et hold fra Tyskland, og Alina tog selv afsted for at hente pigerne til Casa Ioana. Hun tog lidt slik med, som hun kunne give til alle børnene der - omkring 20 børn i alt. 

Alina gik indenfor for at ordne papirerne og tage pigerne med. På vejen hjem kom hun i tanke om, at hun havde glemt at give slikket til børnene. Så hun vendte rundt. Og blev overrasket over, at alle børnene græd. Særligt de to piger, vi gerne ville have haft med også. Det var virkelig et kritisk øjeblik. Alle græd, fordi de ikke var blevet valgt, fordi de ikke skulle afsted til en familie og kunne slippe væk derfra. 

Med gråd i stemmen ringede Alina til mig. Hun spurgte, om vi kunne tage de to piger med også. Jeg svarede, at det ikke var en mulighed. Så fortalte hun mig, hvad der var sket, da hun var vendt om... Og så havde jeg lyst til, at vi skulle tage alle børnene med os!

Det endte med, at vi foruden Casiana og Ioana tog de to piger med også. Selv om vi ikke har sponsorere til dem heller.  

Nogle beslutninger må man tage med hjertet
Jeg skriver det her til jer for at fortælle, at nogle beslutninger må man tage med hjertet og ikke med hjernen. Jeg tog en virkelig god beslutning med mit hjerte - og det fortryder jeg ikke. Måske kan dette brev opmuntre flere til at tage den rigtige beslutning. Også når den må tages med hjertet. 

Gud velsignelse!

Cristi, Alina og vores (nu) 23 børn.

Af Cristi Dumbraveanu. Oversættelse: Bruno Langdahl