Min efterårsferie på børnehjemmet

I efterårsferien var en gruppe BBS-venner på besøg på børnehjemmet Casa Ioana, hvor de legede med børnene, bøjede jern til byggeriet og var med børnehjemsleder Cristi på besøg blandt de fattige samfund og familier, han betjener. Her fortæller Karen om en efterårsferie ud over det sædvanlig.

Lige siden jeg kan huske, har jeg haft en lille mistanke om, at jeg faktisk er adopteret fra Rumænien. Jeg har fået tildelt en mørk, stor, krøllet hårpragt og brune øjne, hvilket har været lidt mistænkeligt, når nu jeg er yngstebarnet af en flok på fire og mine tre ældre søskende alle har skandinavisk fint, lyst hår og flotte blå øjne. Så da min bror spurgte om jeg ville med på efterårsferie til Rumænien, så jeg mit snit til at at komme ned og udforske mine “rødder”, og jeg fik overtalt en veninde, til at tage med på turen.

Spændte steg vi ud af flyveren i Iasi, og med det samme blev jeg ramt af en genkendelig lugt af lejrbål. Straks følte jeg mig hjemme i mørket, klokken var omkring elleve og jeg var klar på eventyr. 

Min bror Anders, havde fået arrangeret, at en mand ved navn Christi ville hente os i lufthavnen. Han var kommet fra børnehjemmet i Botosani, for at køre os tilbage dertil, en tur på omkring halvanden time, hvis man havde taget hovedvejen, vi gjorde det på en time, på rumænsk manér.

Gæstfriheden var allerede at mærke ude i lufthavnen, og da vi ankom til børnehjemmet, fik vi tildelt et værelse og serveret en stor bakke med the, kiks og hjemmepresset æblemost, inden vi gik i seng.

Lørdag morgen stod vi op og gik ned i spise-/dagligstuen. Det var tydeligt, at der var lidt manglede information omkring vores ankomst, men køkkendamen var alligevel sød at servere os lidt pizza, mens vi prøvede at finde os til rette blandt de mange børn. 

Planen var at de andre fra rejsegruppen ville komme hen på aftenen. Så her sad vi, to unge kvinder blandt 19 romanske børn, der gloede på os, som var det bedste sendetid fra Ramasjang. 

Heldigvis var vejret med os, og jeg fik hurtigt fundet en fodbold, vi kunne lege lidt med udendørs. Den var nok ikke gået hjemme i en dansk institution, sådan at spille fodbold på et smadret betonunderlag, med stor sandsynlighed for fald. Men det gjorde vi, som man gør med så mange ting i Rumænien. 

Jeg følte mig hurtigt hjemme blandt børnene, og vi fandt et sprog gennem leg. 

Det var tydeligt at mærke, at dette hjem var fyldt med og drevet af kærlighed. Sjældent har jeg mødt så engageret et par, som lederne af dette børnehjem. Christis lyst og kald til at hjælpe andre, både børnene og fattige familier i området, smittede virkelig af på mig. Et arbejde, der i den grad giver mening og frugt.

En eftermiddag tog han os med op nordpå, ud til de allerfattigste, for at dele ud af overskydende tøj doneret til børnehjemmet og genbrugsbutikken, de samtidig driver. Engang imellem kan det være meget sundt at få sådan en symbolsk lussing i ansigtet til at få sat tingene lidt i perspektiv - og det fik jeg denne eftermiddag. 

Vi besøgte en far og hans mange børn, hvor moderen var smuttet, og han havde solgt hestevognen for at overleve. Min lille nevø fik beskrevet situationen helt korrekt med hans “adder badder der stinker af lort”. For det var en lortesituation. Og hvor var det synd for den familie. 

Hvor er det synd for alle familier, hvor det handler om overlevelse. Og hvor har det været synd for de børn på børnehjemmet, med det de har måtte opleve, før de kom til Casa Ioana. Men hvor bliver jeg glad når jeg tænker tilbage på mit besøg, på eftermiddagene med leg, sjip og fodbold og aftenerne med UNO og Rummikub.

Jeg tænker tilbage med taknemmelighed,over at opleve så stor gæstfrihed, så meget kærlighed, leg, tillid og tro på livet, som der var på børnehjemmet. Jeg føler mig inspireret til at være mere for min næste -  og inspireret til at turde mere.

Hvis det ikke var fordi min gamle mormor i sin tid, gentagne gange havde fortalt hvordan jeg er en tro kopi af min oldemor, ville jeg have være ret tilfreds med konklusionen om, at jeg kunne have været et barn af børnehjemmet.

Af Karen Bruun Rasmussen