En hurtig beslutning
Opgaven var enkel: Hjælp nogle af de mange ukrainske flygtninge videre fra Botosani i det nordøstlige Rumænien. Børnehjemmet Casa Ioanas leder, Christi Dumbraveanu havde svært ved at løse den enorme opgave, det var at håndtere den endeløse strøm af ukrainere, som flygtede fra krigens rædsel.
Beslutningen blev truffet i løbet af få dage. Vi fik stillet en minibus til rådighed. Den blev fyldt med tæpper, soveposer, bleer og andre fornødenheder, som man kan stå og mangle, når man har forladt hus og hjem i hast.
Søndag morgen den 13. marts klokken 04.00 forlod vi Aabenraa. Friske og ved godt mod. De få sving vi skulle igennem, inden vi var på motorvejen, gav kun anledning til en lille bekymring. En underlig lyd fra venstre forhjul.
Vi var varskoet. Skolens værkstedsmand havde fortalt, at der var ”en lille ubetydelig” defekt ved en manchet. Da vi nåede Berlin sad vi med dybe panderynker og måtte søge værksted.
Tidsplanen udfordres
Tidsplanen var ret stram. To dage til udturen. En hviledag i Botosani. To dage hjemad, så vi kunne være tilbage torsdag aften. Vi skulle alle tre være hjemme senest fredag.
Værkstedet lovede at kigge på problemet mandag morgen, så vi fandt et gæstgiveri i en lille landsby og slappede af resten af søndagen.
Mandag formiddag fik vi besked om, at værkstedet godt kunne reparere skaden, men de kunne først få reservedelene tirsdag morgen...
Nu spidsede det til! 2.000 km til Botosani - og 2.200 km hjem igen. Fire dage til vi skulle være hjemme. Ca. 1000 km. pr. dag. Ifølge almindelig hovedregning skulle det være muligt.
Tirsdag klokken 09.55 var vi igen på motorvejen, og kursen var sat mod børnehjemmet i Rumænien. Kl. 19.35 passerede vi Budapest i Ungarn. 02.56 kørte vi gennem Satu Mara, efter at have krydset grænsen til Rumænien. 05.18 igennem Barsana. 07.21 passerede vi et bjergpas i Karpaterne med meterhøje snedriver på begge sider af vejen. (Der havde været kraftigt snevejr nogle dage før.)
Derfra gik det nedad men stadig på snoede veje og gennem mindre byer, indtil vi sidst på formiddagen nåede frem til Casa Ioana. Her bliver vi budt varmt velkommen og nyder et solidt måltid mad.
Med Cristi til grænsen
Få timer senere kører vi sammen med Cristi op til grænsen ind til Ukraine for at høre, om der er nogen, der vil med os nordpå. Det viser sig at strømmen af flygtninge er aftaget meget i løbet af de seneste dage. De fleste af dem, som ønskede at flygte, var kommet ud, og nu var det også blevet vanskeligere på grund af optrapning af krigshandlingerne.
Umiddelbart er der ikke nogen respons på tilbuddet om videre transport, men det lokale modtagecenter noterer sig muligheden.
Derefter kører vi til en anden grænseovergang ind til Moldova. Her får vi en rundvisning på deres modtagecenter på den lokale skole og hører om det lokale hjælpearbejde.
Godt trætte og fyldt med indtryk når vi tilbage på børnehjemmet til aftensmad kl. 19.00. Vi får snakket og spillet spil med børnene, set nybyggeriet og gennemgået næste dags program. Planen er at køre omkring middagstid torsdag for at nå Aabenraa i løbet af fredagen.
Efter 33 timers minibuskørsel trængte vi til en god søvn, og det fik vi på et af værelserne på børnehjemmet. Rimeligt friske nåede vi torsdag morgen at hilse på børnene, inden de skulle i skole. Vi fik også en snak med Cristi og nogle håndværkere om byggeriet, og vi fik bussen tømt for nødhjælp.
Senere på formiddagen blev vi vist rundt på lageret i Hodum og drak en kop kaffe hos præsten Stefan Mouisuc (som bor i nærheden), inden vi kl. 13.00 sagde farvel, og begav os mod et modtagecenter i nabobyen Suceava. Herfra har Christi modtaget besked om, at der er to familier, som ønsker kørelejlighed mod nord. Den ene familie skal til Leipzig, den anden vil gerne til Danmark.
Bussen bliver fyldt op
Godt en time senere har vi bussen fyldt op. 10 personer i en nipersoners bus. En ukrainsk mor med sine to døtre og endnu en mor med sine to døtre og hendes mor. De er ankommet til Rumænien om morgenen ved syvtiden efter to døgns flugt fra det sydøstlige Ukraine, kun medbringende hvad de kunne bære i diverse poser og tasker.
Vi nåede den ungarske grænse inden midnat, men vi måtte vente seks timer på at passere den, da der var et voldsomt pres på at komme ud af Rumænien.
Inden vi når Leipzig, spørger familien, som skulle have været sat af der, om de må komme med til Danmark.
Den aftale, de havde I Leipzig var gået i vasken. Det måtte de selvfølgelig. Vi skulle så lige finde logi til yderligere fire personer, men det lykkedes også.
Kl. 23.55 nåede vi grænsen ved Padborg, hvor vi var forberedte på noget papirarbejde, da bedste-moderen og de to mindste af børnene ikke havde biometriske pas.
Nu stod navnet på den efterskole, vi havde lånt bussen af, med store bogstaver hen ad siden på den. Grænsebetjenten kiggede på efterskolens navn, vinkede og sagde: ”I kører bare!” Jeg er opdraget til at lystre, når ordensmagten giver ordrer, og jeg kørte.
Sidenhen har begge familier fået ordnet alle papirer på jobcenteret, borgerservice, udlændingestyrelsen mv. De har fået sundhedskort, opholdskort og bankonti. Begge mødre er i arbejde og de to store piger er ved at afslutte deres studier online hjemme i Ukraine. Den ene af de mindste piger er kommet i skole, den anden i børnehave.
Familien er indlogeret i en fælles stor lejlighed, og bedstemor ”pusler” om dem alle.
Når situationen engang tillader at de kan vende tilbage, har jeg lovet dem, og fået lov til at køre dem hjem.
Måske det kan kaste endnu en rejsebeskrivelse af sig.
Af Lars Rasmussen