Lidt mere sommerlejr...

Edi og Iulia har sendt os denne besked fra Denisa, 27 år, som nu er farmaceut, men som har været frivillig hos dem, siden hun var 15. I de sidste tre år har hun på grund af sine studier ikke været i stand til at deltage i lejre. Men hun kiggede forbi! ”Tak fordi du rejste mig op!”, siger hun. Det er Iulia og Edis håb, at hendes hilsen også er til opmuntring for os.

Først og fremmest er det en stor mulighed for enhver, fra en ung alder, 14-15 år, at få den nødvendige tillid til at blive sat i en stilling, der kræver et stort ansvar, nemlig frivilligstillingen.

Mit første år var i en alder af 15 år, og selv om jeg var meget ung, fik jeg den nødvendige støtte, vejledning og forståelse til at kunne møde de udfordringer, der måtte opstå.

For mig betød denne lejr meget, både i min personlige og åndelige udvikling.

Jeg har lært at se ud over udseendet, når det kommer til mennesker, at prøve at se ind i deres sjæl, før jeg katalogiserer dem efter, hvordan de ser ud.

Jeg lærte at være mere forstående, fordi hver person har en historie bag sig, en historie, der har betydning for mange af deres handlinger, og det er vigtigt at forstå uden at dømme, at indse, at når en person gør noget upassende, er min mission at støtte hende, for ikke at isolere hende fra mig, ud fra princippet om, at jeg ikke er sådan. For i sidste ende er vi alle mennesker. Vi laver alle fejl, og som Guds folk skal vi hjælpe hinanden, blive mennesker, som behager ham, og ikke vende om, når tingene bliver hårde.

Jeg lærte at værdsætte alt, uanset hvor lille eller ubetydeligt det måtte virke, takket være børnene i lejren, som funklede af glæde over den mindste ting, der blev lavet på krea-værkstederne.

Jeg blev en bedre lytter. Jeg fandt ud af, at et påskønnende ord og et kram i vanskelige øjeblikke har stor værdi.

Jeg lærte at sætte andres behov over min personlige komfort, for at kunne forvandle en almindelig uge, som for nogle af børnene, på dagene uden for lejren, var fuld af vanskeligheder og udfordringer, til en uge med glæde og tak til Gud. 

Jeg lærte at Gud elsker os uanset vores handlinger, når vi ønsker at blive bedre mennesker og søger tilgivelse gennem bøn. Gud giver det til os og elsker os betingelsesløst.

Jeg lærte, at det ikke er en skam at dele sine svære stunder med andre, fordi den svære tid, man personligt går igennem, kan være en opmuntring for en, der er bange for at bede om hjælp, eller tænker, at det er for sent at søge tilgivelse.

Uanset hvordan jeg brugte min tid gennem året, så mit hjerte altid frem til lejren. Jeg kan ærligt sige, at det er det eneste sted, hvor jeg altid følte mig værdsat. Jeg følte altid, at kun det bedste var ønsket for mig, og at alt, der sker, kan man vokse i.

Jeg fandt altid støtte. Jeg fandt nogen at grine med. Nogen at græde sammen med. Og nogen at bede sammen med. Jeg følte altid, at frivilligteamet og personerne i ledelsen var som en familie!

Der er sket mange mirakler i lejren gennem årene. Mange hjerter er blevet forvandlet. Der er dannet venskaber med stærke bånd. Dage med fred og ro til børn, som kun ser kaos derhjemme. Håb og tro i hjerterne på dem, som ikke kendte Gud. Og for os som frivillige hjalp Gud os til at blive ansvarlige, kærlige, engagerede og støttende mennesker ligesom Iulia. Sådan har det været tidligere, og sådan vil det være i årene fremover.

I lejren behøvede vi ikke at lede efter vores eksempler andre steder. Både Iulia og Edi var eksempler for os på alle måder, og selvom der var brug for meget opmærksomhed til lejrens børn, rettede de også altid deres opmærksomhed mod os. I deres øjne er vi alle lige vigtige!

Lejren er den tid på året, hvor vi alle lægger vores daglige pligter til side og forenes om et bedre formål. Det er den tid på året, hvor vi tømmer os selv i fysisk arbejde men fylder vores hjerter, og vi går derfra med tanken om den lejr, der venter os næste år.

Uanset hvor stor, jeg bliver, hvor lang tid der går og hvor livet vil tage mig hen, vil jeg altid tage på POT-lejren med et hjerte fuld af glæde og med al den entusiasme jeg har båret på, lige siden jeg var 15 år gammel. Og jeg takker Gud men også dig for at jeg havde det privilegium at vokse op med dig og på så mange smukke måder se, hvad et kald og en mission egentlig betyder. At det kan forandre liv og sjæl!