Jeg kan: En hilsen fra Hateg

På grund af corona-krisen blev BBS' årsmøde afholdt digitalt - vi havde ellers set frem til besøg af både Alina og Cristi fra Casa Ioana og Iulia og Edi fra organisationen POT. Heldigvis har Iulia og Edi sendt os denne rapport, som sammenfatter, hvad de ville have sagt på mødet.

Mit navn er Iulia, og jeg er glad og beæret over at være en del af BBS-familien – sammen med min mand Edi og vores to børn Christa og Eric.

Historien kort fortalt: For omkring 25 år siden mødte vi de første danskere, som kom til Rumænien for at hjælpe på forskellig vis – åndeligt, finansielt og uddannelsesmæssigt. For 11 år siden flyttede vi fra Timisoara til Hateg, igen med stor støtte og opmuntring fra nogle danskere, nemlig Astrid og Poul Enggaard og Jane og Ole Enggard. 

I den lille kirke, som vi kom i, var der to børn. Men vi begyndte vores arbejde med børnene i byen, og efter tre år var der omkring 40 børn i kirken, ingen af dem fra kristne hjem, foruden de to, der var der fra begyndelsen.

Meget hurtigt blev vi klar over to forhold, som gik i hjertet på os: 

1. Rumænien er en del af EU, men vi har masser af forsømte børn, som lever i slummen, få meter væk fra den civiliserede verden.
2. Alle de indsatser, som bliver lavet for dem – af myndigheder, skoler, kirker og andre organisationer – holder disse børn adskilt fra børn, som lever under mere normale forhold. Vi har talt med flere af de personer, som er ansvarlig for disse programmer, og de indrømmer til os, at de er bange for, hvad der vil ske, hvis de bringer de to typer af børn sammen. 

I 2013 grundlagde vi organisationen, JEG KAN. Navnet kommer fra Fil. 4,13: Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft. (I den rumænske oversættelse indledes verset ”Jeg kan alt i ham…”). Vores organisation har to formål: At dele evangeliet og at gøre kløften mindre mellem de to typer børn – dem fra slummen og dem fra mere normale forhold – mindre, mens de endnu er børn.

Vi forsøger at gøre en forskel i deres liv gennem evangelisering, nødhjælp og uddannelse. Det gør vi gennem forskellige programmer for både skoler og familier og i partnerskab med en kirke og to kristne ungdomsorganisationer i Hateg. Og hvor der er problemer, som skal løses i børnenes liv, møder jeg – både som skole-mediator og kristen rådgiver – åbne døre i de fleste offentlige institutioner. 

Og vi rådgiver og hjælper fattige familier, ofte analfabeter, i processen mod at tage skridtet ud af elendigheden. 

Vores mest typiske aktiviteter er:

• Programmer i skolen og på biblioteket
• Gruppemøder, hvor vi deler evangeliet og underviser ud fra Bibelen
• Vi bygger badeværelser, restaurerer huse og hjælper med fornødenheder.
• Vi hjælper med medicin, mad i skolen, skriveartikler, tøj og fodtøj, køkkenredskaber og møbler

Sidst, vi var sammen med jer, i marts 2015, havde jeg dette budskab med til jer: Hvem du er, er Guds gave til dig. Hvad du gør med dig selv, er din gave til Gud. 

Det jeg ønsker at gøre, så langt øjet rækker, handler om at befri potentialet hos en masse mennesker, som ikke bliver regnet for noget! Når folk er fattige, er det ikke fordi de ikke har potentialet til at udrette noget med deres liv, men fordi de ikke har muligheden for at udfolde deres potentiale. 

Se for eksempel, hvad de to eneste hjemløse børn, vi har arbejdet med, er blevet til her i 2020! Jeg har tidligere sendt jer hele historien om Vicky (Victoria Muntean). Hun gennemførte og bestod 12 klassetrin, hun har et fuldstidsjob, og hun har udgivet sin første bog. 

Vi har løbende været i dialog om hendes bog de seneste to år. Jeg læste korrektur på den og kom med nogle ændringsforslag. Så kontaktede jeg to forlag for at tale om detaljerne. For jeg troede, at hun havde brug for min hjælp. Men da hun ringede til mig, var bogen allerede udgivet. Da jeg fandt ud af, at hun selv havde fundet et forlag, forstod jeg, at hun nu står på egne ben! Hun kan tage sine egne beslutninger og selv komme frem i verden!

I, jer der har doneret, gjorde det muligt! I har betalt hendes husleje i fire år! Da hun var 12, boede hun helt alene i en cementruin uden vinduer. Da hun var 14, bad hun mig om hjælp til at købe en generator, så hun kunne få elektricitet, fordi hun syntes vinteren var så deprimerende uden lys.

Hendes mor boede i værelset ved siden af hende. Her tog hun imod en endeløs række af mænd. Men Vicky hang ved og fortsatte i skolen. Hun var beskidt og lugtede, og hun blev mobbet, men hun gav ikke op – fordi I ikke gav op! Må I blive så rigt velsignede!

Tilværelsen har ændret sig radikalt for de fleste af de børn, vi arbejder med. De hører ikke længere til i den virkelige slum, men der er mange udfordringer, som deres familier må håndtere på vejen mod et værdigt liv.

Sandwich-projektet: Sandwicherne hjælper med at fastholde børnene i skole – særligt i de små årgange. De er ikke små, sandwicherne, de er hele måltider – en lang baguette med kødpålæg, ost og grøntsager. 

Skoletransport: Her er der et stort behov! Vi begyndte med blot at dække skoletransportudgifterne for et enkelt barn. Men børn vokser sig store. I dette skoleår støtter vi seks børn. De har gennemført otte klassetrin i Hateg, og de har ikke imponerende karakterer. Derfor skal de fortsætte i en skole, hvor de passer ind med det niveau, de nu har.

Skoleprogrammet ”En anden chance”: Jeg kunne let kalde det ”en tredje chance”. De fleste af dem, som følger programmet, klarer sig, uden at jeg tjekker op på dem. I år vil to teenagere gennemføre, hvad der svarer til 10. klasse her i Rumænien! Andre to har derimod brug for min opmærksomhed og opbakning, for de bliver let mismodige. Her har min tålmodighed virkelig været sat på prøve.

Ny gruppe af børn i år: 0. klasse: Vi har ”adopteret” tre børn! De bor dog hos deres familier. De har ikke tidligere været i skole, og de er ekstremt fattige. Vi tager os af alt, hvad de har behov for. De to er drenge, på syv og ni år, og pigen er syv år.

Drengene lever under meget beskidte og uhygiejniske forhold. Men deres lærer samarbejder tæt med os, og sammen formår vi at hjælpe dem og holde dem i skolen. Ved nattetide leder den ældste dreng nogle gang efter mad i affaldscontainere. Vi betaler for skoleartikler, tøj, fodtøj, medicin – kort sagt alt hvad deres mødre har brug for til dem. Og maden slår sjældent helt til hos dem.

Husleje: Vi betaler husleje for to børn, en bror og en søster. Det kan være svært at tro, men tag over hovedet bliver i større og større grad en udfordring, fordi det er blevet vanskeligere at finde små værelser kun med det fornødne. De fleste, som lejer ud, har udstyret deres værelser med luksusinventar for at kunne hæve prisen.

Bedstemor Adolfina: Vi begyndte at hjælpe Bedstemor Adolfina, da hun havde ni børn. I dag tager hun fortsat vare på fem af dem. De andre er vokset op og fløjet fra reden. De klarer sig helt fornuftigt. Nogle har faste jobs, andre har sæsonarbejde. Og så er der oldebarnet: Patricia! Hun har en smuk familien og meget overskuelige økonomiske udfordringer.  

Arbejdet med frivillige: Vores hovedudfordring er ofte mandskabsressourcerne, fordi vi ikke har lønnede ansatte men frivillige. Dog har vi over et års tid betalt en privatlærer for at hjælpe otte analfabetiske børn med at lære at skrive og læse ordentligt. De havde alle gået i skole nogle år men var stadig analfabeter. 

Vi har et fantastiks hold af frivillige, heraf ti faste frivillige. Der er også en god stabilitet omkring de frivillige, som deltager i den årlige sommerlejr. Det er der ca. 15, som gør. 

Desuden prøver vi altid at involvere det lokale samfund. Og i seks af ti tilfælde lykkes det. Det tager en del tid at organisere, og uendelige telefonopkald, men det virker. 

Lokalsamfundet har åbne og varme hjerter og villighed til at hjælpe, men der er brug for vores lederskab. Og så er folk ofte forundrede og opmuntrede af, hvad de kan præstere, og hvilket potentiale, de har.

Der er så mange historier at dele med jer! For, I ved, livet er fuld af uforudsete udfordringer: 

• En hund bed en dreng så voldsomt, at han måtte på hospitalet for at blive tjekket. Vi stod for alt!
• En mor skulle på hospitalet, og vi måtte finde nogen, som kunne blive hos børnene. Vi blev nødt til at betale en børnepasser for det.
• En syg mor. En frygtsomt dreng. Og lang vej til skole. Drengen var ikke i skole i to uger i træk. Vi måtte finde løsninger på det. 
• En mor tog til Italien for at arbejde, og den ældste pige, 13 år gammel, måtte droppe ud af skolen for at passe de tre yngre søskende. Det fandt vi også løsninger på. 
• En alenemor med tre børn har et lille grisehold og en have. Så der er godt med mad til hendes børn. Men i vinters kunne hun ikke længere holde grisene med mad. Vi købte mad til grisene i en måned – herefter kunne hun selv klare det igen. Hun klarer sig generelt rigtigt fint.
• Og så videre. Og så videre...

Jeg håber, at nogle af de små historier, jeg her har delt, giver en forståelse for, hvor stor en forskel, I kan gøre for nogle af de uønskede, som samfundet har forsømt. Det er jeres gave til Gud! 

Hvem du er, er Guds gave til dig. Hvad du gør med dig selv, er din gave til Gud.

”Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare fuldt ud jeres ånd og sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme!  Trofast er han, som kalder jer; han vil også gøre det.” 1. Thess. 5, 23

Må vores Herre velsigne jer rigt hver eneste dag! 

I Kristus,
Iulia, Edi, Christa and Eric on behalf of POT