Himlen ender i Hateg

I efterårsferien var Mads Sjælland, Anders Bruun Rasmussen og Bruno Langdahl i Rumænien. Nedenfor følger en beskrivelse af et af de projekter, de besøgte.

Da Iulia og Edi i 2009 startede i en ny kirke i Hateg, var deres datter, Christa, det eneste barn i kirken. Derfor valgte de at engagere sig for at få et børnearbejde op at stå.

I dag er 60 børn tilknyttet kirken - halvdelen deltager helt fast. De kommer fra byens fattigste og mest velhavende hjem, og der er knyttet bånd og venskaber mellem børn fra familier, som normalt intet har med hinanden at gøre. Og der er tændt lys – gennem skolehjælp, mad og andre livsfornødenheder – hos familier, der lever i håbløs fattigdom. 

På en tur i efterårsferien 2012 fik vi lov til at møde Christa, Iulia og Edi og høre om og se, hvad Gud er i gang med. 

Vi er drejet ind i den lille landsby Plopi og kan ikke umiddelbart finde Iulia og Edis hus. Vi spørger nogle børn, som leger op grusvejen. Det virker. De kender godt Iulia og Edi. 

Edi og Iulia byder velkommen og indenfor i træhuset. Det er importeret fra Finland, og de har selv bygget det. Edi og Iulia er begge 40 år, og deres datter, Christa, er 10.

Mens Edi og Christa begynder på aftensmaden, fortæller Iulia engageret om, hvordan tingene har taget fart og uventede drejninger omkring det kirkelige børnearbejde, parret er engageret i.

Børnelejr og børnekirke

I juni i år arrangerede kirken en børnelejr, hvor 44 børn deltog. Iulia starter med slutningen. Hun fortæller om, hvordan børnene græd og ikke ville hjem. 13-årige børn, der lever på gaden og har været svigtet hele deres liv. Den ortodokse præsts  barn, politimesterens – børn fra de bedste familier i byen. Iulia fortæller, at Edi måtte tage drengene fra slummen med ud at spise pizza, så de kunne falde lidt til ro, inden de skulle hjem. Hvem ved, hvad fortolkningen og reaktionen vil være, hvis man afleverer et desperat grædende barn i slummen? 

”Himlen ender her”, havde en grædende knægt på 12 sammenfattet oplevelsen af, at lejren var slut. 

Det er unikt og rummer et stort potentiale, at det er lykkedes at samle børn på tværs af økonomiske skel – og at samle romaer og andre rumæner. Heldigvis er etniske og økonomiske skel noget, det mest er voksne, der er plaget af. Børnene lader ikke den slags forstyrre legen, en god slåskamp eller et venskab. På sigt er det måske disse relationer, som vil bane vejen fra slummen til en uddannelse eller et godt job.

Men det har også været hårdt og udfordrende. Edi og Iulia har haft vagtfunktion i døgndrift på lejren. Og de har mødt stor nervøsitet for, at fattige børn skulle bære sygdomme. Derfor er der bl.a. indhentet lægeattester på alle børnene. Alligevel er der stor efterspørgsel fra både fattige og rige familier på nye lejre og arrangementer. Kirkens børnearbejde, som på rekord-tid er vokset fra 1 (Christa) til 60 børn, er for mange samlingspunktet i mellemtiden. 

Brug en eftermiddag med os

Det er efterhånden svært at rumme in-formationerne, men man lytter intenst, mens Iulia fortæller. Der er meget at lære og inspireres af - og engagementet smitter. Og nu kommer maden på bordet. Iulia fortæller videre om projektet Brug en eftermiddag med os – et tilbud om skolehjælp, bibelfortællinger, leg og aktiviteter, et bad og, hvis de rette rammer kan fin-des, et måltid mad tre gange om ugen. 

Iulia fortæller, at et af de mest intelligente børn, hun nogensinde har mødt, bor i Hategs fattigste område sammen med en alkoholiseret mor – i et enkelt rum, uden bad og toilet og et bord at sidde ved. Til-buddet har indlysende betydning for Hategs fattigste børn, men igen lægger Iulia stor vægt på, at også børnene fra de velfungerende hjem er med. 

Foreløbigt råder projektet over lokaler et år frem. Der skal dog indkøbes møbler, og lokalerne giver ikke mulighed for at tilberede mad – reglerne for den slags er endnu mere firkantede i Rumænien end i Danmark. Iulia fortæller, at kirken har svært ved at rumme de mange aktiviteter. Det har hun stor respekt for. Derfor arbejder folkene omkring projektet på at etablere en selvstændig organisation.

Hateg

Næste dag kører vi ind til Hateg for at møde nogle af de familier, skolehjælps-projektet henvender sig til. På vejen derind kører vi forbi et af de to lokaler, Iulia ser som en mulig lokation for projektet. Det ligger på første sal – oven over en restaurant. Da restauranten har de nødvendige forhold og tilladelser, vil et samarbejde kunne give mulighed for, at der kan tilbydes et måltid mad om dagen. 

Grusveje og bygninger, der mere ligner skure end huse, vidner om, at vi er i Hategs fattigste område. De første, vi skal møde, er tre familier, der bor sammen. Faderen i den ene familie er i fængsel. De to andre fædre styrer byens prostitutionsmiljø. Edi og Iulia nævner en af pigerne i bofællesskabet og fortæller, at de er særligt nervøse for, om hun bliver en del af det. 

Vi ser det rum, hvor familien, hvis far og mand er i fængsel, bor. Der er hverken adgang til bad eller toilet, og rummet er 15, højest 20, kvadratmeter stort. Her bor en kvinde to piger og en dreng. Børnene er alle faste deltagere i kirkens børnearbejde. 

Vi besøger flere lignende områder i byen, mens Edi og Iulia fortæller om og præsenterer os for børnene. Vi parkerer et sted, hvor børnene leger i gaden. Her får vi lov til at kigge ind i flere af hjemmene og ser igen eksempler på, at hele familier lever sammen i ét rum uden toilet og bad. Et sted er lugten af cigaretrøg og dampvåde vægge nærmest kvælende. Det er kun døråbningen, der lukker lys ind. Man prøver at forestille sig, hvordan det må være at pakke skolebøgerne ud her og gå i gang med lektierne.

Næste stop er virksomheden, hvor både Edi og Iulia arbejder. Stedet er samtidig base for deres kirke, Quo Vadis. Vi kigger indenfor i børnekirken, hvor undervisningen er i fuld gang. 10-12 piger i 8-10 års alderen har selskab af en enkelt jævnaldrende dreng. Da vi spørger, forsikrer han os om, at han fint kan holde styr på dem. Iulia fortæller, at han hører til i familiefælleskabet, vi mødte først på dagen. 

Den ene af de voksne er Flavia, som har været Iulias faste samarbejdspartner om mange af børneaktiviteterne, og som nu er involveret i arbejdet med at etablere en selvstændig organisation. Hendes mand, Tinel, spiller bold med nogle drenge udenfor. 

Herefter besøger vi lokalet, hvor skolehjælpsprojektet Brug en eftermiddag med os foregår, og vi møder den ene af de to, som er lønnet til at varetage projektet. Det er et fint og stort lokale, dog mangler der fortsat borde og andre møbler, og der er både toiletter og bad.

Vi slutter rundturen af i midtbyen, hvor Edi og Iulia udpeger en bygning, som har lokaler, der kan være aktuelle, når finansieringen af de nuværende lokaler om et år ophører. Det er myndighederne, der ejer lokalerne, hvilket har betydning for muligheden for at kunne tilberede mad der.

Hjemme hos Iulia og Edi får vi selskab af Flavia og Tinel, som er færdige med aktiviteterne i børnekirken. Det har været en meget overvældende tid i Plopi og Hateg, som vi slutter af med at bede sammen. 

Da vi sidder i den blå Transit igen, pendulerer tankerne mellem forsøg på at rumme de livsvilkår, vi har været vidne til, og glæden over den betydning, børnekirken, lejrene, skolehjælpen, har. Håbløsheden får ikke lov at vinde.

Af BBS