Glemte børn

På BBS' generalforsamling i marts havde vi fornøjesen af at have besøg af Edi og Iulia Cociuba, som driver et arbejde, BBS støtter, blandt børn i Hateg. På mødet fortalte Iulia om deres arbejde. Her følger en oversættelse af Iulias fortælling.

Jeg hedder Iulia. Jeg er glad for at være her - sammen med min familie: Min mand Edi og vores to børn Christa og Eric.

Det er ca. 20 år siden, vi først danskere. De kom til Rumænien for at hjælpe os - åndeligt, økonomisk og uddannelsesmæssigt. Det første brev, jeg skulle skrive på engelsk, var en takkebrev fra forstanderen på den kristne high school i Timisoara til Mads Sjælland. Jeg kunne kun lige skrive engelsk, men mit håb var, and han kunne forstå "thank you!" og "God bless you!"

I dag, her, håber jeg, at I forstår, at jeres mission ikke kun havde betydning for de mennesker, i arbejdede direkte sammen med. Jeres ofre - tid og økonomi - gjorde mig mere ydmyg, og gav mig et ønske om en dag at følge jeres eksempel. Årene er gået. I årenes løb har min mand og jeg drevet et arbejdet blandt børn som frivillige i forskellige organisationer og i kirken.

For syv år siden flyttede vi fra Timisoara til Hateg - igen med stor støtte og opmuntring fra nogle danskere, nemlig Enggaard-familien. I den lille kirke, vi kom i, var der to børn. Vi begyndte at arbejde blandt børnene i byen, og efter tre år var der 40 børn i kirken! Bortset fra de to, som var der til at starte med, var ingen fra kristne hjem. Snart bemærkede vi to ting, som stak os i hjertet.

For det første: Rumænien er med i EU, men alligevel har vi så mange svigtede børn, som lever i slummen, blot meter fra den civiliserede verden.

For det andet: Alle de programmer og indsatser, der er rettet mod disse børn - fra myndighedernes, skolernes, kirkernes og andre organisationers side - holder børnene fra slummen adskilt fra børn, som levere et mere normalt liv. Vi har talt med mennesker, som er ansvarlige for disse programmer, og de indrømmer, at de er bange for at mislykkes, hvis de blander børnene fra slummen med børnene fra normale kår.

For ca. tre år siden stiftede vi organisationen "Jeg kan!" sammen med tre andre fra vores kirke. "Jeg kan!" har baggrund i Filipperbrevet 4.13, som beskriver, at "jeg kan" alt i Herren, som giver mig styrke.

Det var ikke let at tage denne beslutning. For mig var det afgørende at være sikker på, at det var Guds kald - og ikke blot en fiks idé til et kirkeprojekt. Sammen med en kristen rådgiver læste vi Nehemias' bog, og det blev tydeligt for mig, at det virkelig var mit kald. Nehemias' bøn var min bøn. Jeg så efter børnenes liv, ligesom Nehemias inspicerede Jerusalems mure. Nehemias hjalp mig også med at forstå, at der vil være vanskeligheder, problemer og modstand i mit arbejde. Men jeg har fred i det, og jeg kan simpelthen ikke stoppe med at holde af børnene - og at græde, når jeg føler mig hjælpeløs.

Som sagt, så startede vi officielt som frivillig organisation. Der er to hovedsaspekter i det, vi gør. Vi deler evangeliet. Og vi arbejder for at mindske afstanden mellem børn fra normale kår og børn fra slummen, mens de endnu er børn.

Vi forsøger at gøre en forskel i børnenes liv gennem evangelisation, velgørenhed og undervisning. Det gør vi gennem forskellige programmer, vi udvikler i skolen, i deres familier og også i partnerskab med to kirker i Hateg. Vi har programmer i skolen, vi bygger badeværelser, restaurerer huse, deler skolesandwich ud, hjælper med fyld til pennalhuset, tøj, fodtøj, husholdningsartikler, møbler osv. I starten  hjalp vi alle børn uden at stille betingelser. Men efter ca. et år skulle vi også se dem tage nogle skridt: Først og fremmest skal de lade være med at pjække fra skolen - for uddannelse er vejen ud af deres nuværende situation.  

De fleste af børnene lever i tre områder, som regnes for meget farlige at besøge, hvis man ikke er inviteret af nogen, der bor der. Vi føler os dog trygge der, men jeg undgår at have min 13 år gamle datter med for ofte.

Den mest eftertragtede af vore aktiviteter, som også kræver stort ansvar og hårdt arbejde, er vores sommerlejr. Her er der ingen rige, fattige, kloge eller dumme. Alle er bare børn! Børn græder, når de skal forlade lejren - både de rige og fattige! 

En dreng fra med velstillede og højt uddannede forældre udbrød: "Mor, fra nu af vil livet aldrig være det samme igen", da han kom hjem fra lejren. Victor på 12, som kommer fra et meget velhavende hjem sagde: "Denne Jesus Kristus er endnu rigere og bedre end min far. Det ville være dumt af mig ikke at tro på Ham".  Mange af de forsømte børn siger hjerteskærende ting som "Vil du ikke nok også adoptere mig?" eller "Er det virkelig rigtigt, at jeg skal hjem igen?".  En tredje håbede, at "Gud ikke opdager, at lejren er ovre, og at han vil blive ved med at give mig mad". 

Når vi ledere tager hjem fra lejren kæmper vi med blandede følelser: Glæden over seks dage, der næsten har været som Himlen, hvor vi har hørt børn synge til Jesus som et vidnesbyrd om, at her er der håb i de mest håbløse liv. Og det deprimerende ved ikke at være i stand til at bevare børnene i et trygt rum, hvor de får mad, har ordentlig husly og er elskede, ønskede og glade. Men Gud er god, og vi lykkes med at have et nogenlunde balanceret sind (- sig til, hvis I oplever det anderledes!).

Vores hovedudfordring er de menneskelige ressourcer - folk skal jo på arbejde, så de kan leve og betale deres regninger. Vi forsøger at involvere folk i lokalsamfundet, og de fleste gange lykkes det. Det tager en del tid og en masse telefonopkald at organisere, men det virker. Vi oplever, at der er åbne varme hjerter og en stor villighed til at hjælpe - alt, der skal til, er ledelse, og folk forundres og opmuntres af at opdage, hvor meget de er i stand til.

To af medlemmerne i vores gruppe blev nødt til at tage til Sverige for at arbejde. De levede på kanten af fattigdoms - med mad nok men uden råd til telefon, tv eller internet. Min partner og bedste ven Flavia bor hos sin stedfar, hvor hun tager sig af sine to børn alene. Mange unge involverer sig, men når de finder lønnet arbejde, bliver de nødt til at forlade os.

Jeg forstår dem så godt. Til oktober skal jeg selv tage stilling til, om jeg vil vende tilbage til mig job. Deltidsjob findes ikke rigtigt i Rumænien - hvis jeg vender tilbage til arbejdet, vil det være til en 50 timers arbejdsuge. Der findes heller ikke dagpleje eller børnehaver, hvor min søn kan være. Når jeg vender tilbage, vil jeg bede min chef om lov til at arbejde deltids. Det bliver noget helt nyt - fordi mennesker i Rumænien er så bange for at miste deres jobs, beder folk aldrig om andet end flere timer. Samtidig vil det kræve et mirakel at finde et nyt job i Rumænien i min alder. Og jeg tror på, at Gud kan udføre mirakler.

Jeg skal tage en beslutning om, hvad jeg vil med mit liv. Jeg har et lille ord, som hjælper mig til disse alvorlige overvejelser, jeg gerne vil dele med jer:

"Hvem du er, er Guds gave til dig. Hvad du gør med dig selv, er din gave til Gud."

På det lange sigt vil jeg arbejde hen mod at frigøre potentialet i dem, der ikke blive regnet for noget. Folk er ikke fattige, fordi de ikke har potentialet til at gøre noget med deres liv. De er fattige, fordi de ikke har mulighed for at udfolde deres potentialer.

Der er et spørgsmål, som har holdt mig vågen på det sidste: Er jeg klar til at ofre mig selv for at andre må have det godt, når jeg ikke ved, om min investering vil give udbytte?

Jeg kunne tale i dagevis om vores tjeneste. Men mit mål var at give jer et indtryk af, hvad Gud gør. Arbejdet er komplekst og snor sig ind i de sociale, religiøse, familie- og uddannelsesmæssige dele af børnenes liv.  Folk spørger mig, hvordan jeg kan holde styr på det. For mig er det enkelt, fordi det er det, jeg gør; ligesom en mekaniker, der kigger ned under motorhjelmen. Han ved, hvordan alle de forskellige dele spiller sammen.

Min mand tager sig af en mangfoldighed af praktiske projekter sammen med drengene, vi arbejder blandt. De bygger hegn og bænke eller senge ud af paller (fordi folk mangler stole og borde). Vores mål er ikke at stille alt til rådighed for børnene men at udfri det potentiale, de selv har, og at vække længslen i dem efter at udføre noget med deres egne hænder. 

Vi vil gerne fortælle mere om vores børn, og alle I BBS'ere som har besøgt os, må have et utal af puslespilsbrikker i hovedet af de oplevelser, fakta og sejre, vi har fortalt om. Men vi må lære, hvornår nok er nok.

Når jeg står her, kan jeg knapt kigge jer i øjnene, for det var jer, der valgte at hjælpe os. Det burde være omvendt: Jeg burde lytte til og lære fra jer! Og vi har virkelig brug for at lære hver eneste dag. Tak for, at I lyttede, tak for jeres støtte, tak for den måde, I har valgt at bruge jeres liv. Og bed for mig, at jeg må tage vise valg.

Af Iulia Cociuba