Glæden ved at læsse en lastbil

Et par gange om året mødes en flok BBS-venner på vores lager i Nygade i Videbæk. Og fra 8.30 og ca. fem timer frem forvandler de en tom lastbil til en pakket nødhjælpstransport med tøj, hospitalsudstyr, møbler, symaskiner, cykler og meget andet.

Indimellem er der tid til kaffe og gode snakke. Og chaufføren, som næsten altid er fra Rumænien, undgår ikke at blive udfrittet lidt om, hvor han er fra, og hvad vej, han mon kører. I virkeligheden er det en stor tjeneste han gør, når han beredvilligt svarer på spørgsmålene, for det giver BBS-vennerne en mulighed for at drømme sig lidt ud på de europæiske motorveje og tilbage til Rumænien.  

Det er en speciel oplevelse - og det giver et særligt fællesskab - at stå der i lastbilen og kaste tøjsække og andet gods mellem sig.

Kevin, som var med til læsningen for anden gang, skrev lidt om det på facebook bagefter. Vi har fået lov til at viderebringe hans gode ord:  

Endnu en lastbil fyldt med nødhjælp til rumænien. Fantastisk dag, ikke fordi jeg har et specielt kald til Rumænien men fordi jeg kan mærke at det gør noget godt for mig at gøre noget fysik iforhold til de penge vi som menighed støtter brother to brother med. Så min givertjeneste ikke bliver kold. Og for mig er det som om at verset lid med de lidende, græd med de grædende kommer tæt på.

Tanken om at vi har pakket noget i en bil og om tre dage åbnes dørene og der er nogle der tømmer den og ser hver enkelt sæk som en velsignelse, det fylder mit hjerte med glæde og taknemlighed og tanker omkring tilgangen til mennesker omkring mig. Det er bare godt for mig at gøre noget som kræver så lidt af mig og velsigner så mange. Fantastik endnu engang at der er plads til at man kan hjælpe.

Kurs mod faget

Når lastbilen er pakket, sætter den kurs mod Faget og vores gode ven Emerich Cornells lille landejendom. Her samles nødhjælpen på et lager, inden det - gennem Cornells store netværk og arbejdsindsats - fordeles over store dele af Rumænien.

Der er med garanti en BBS'er eller to, som har haft tanken om at gemme sig nede i tøjsækkene og tage med til Rumænien.

Men at stå her i Videbæk og se lastbilen køre af sted. Og få lov til at være et led i en fantastisk kæde af gavmilde donorer, ildsjæle, som får gaverne kørt til Videbæk, læsning og lastbilen afsted til Faget og herfra ud til hjemmene i Rumænien. Det er nu heller ikke så tosset! 

Af Bruno Langdahl