Brænde der bevæger sig i natten...

De sidste år har vi i BBS købt brænde til fattige familier i Rumænien for nogle af de penge, vores venner giver i forbindelse med julepakkeindsamlingen. Her fortæller Iulia fra Hateg om, hvad kulden betyder for fattige og børn i Rumænien. Og om de dilemmaer og overvejelser, brændeuddelingen har givet hende anledning til.

De sidste år har vi i BBS købt brænde til fattige familier i Rumænien for nogle af de penge, vores venner giver i forbindelse med julepakkeindsamlingen. Her fortæller Iulia fra Hateg om, hvad kulden betyder for fattige og børn i Rumænien. Og om de dilemmaer og overvejelser, brændeuddelingen har givet hende anledning til.  

Vinteren er her. Og med vinteren følger mareridtsagtige scenarier for mange familier på landet og for fattige i byerne. Det er særligt svært at rumme, når man tænker på børnene: Mange børn fortæller, at de hellere vil være sultne end forfrosne! Det betyder selvsagt, at de har smagt begge dele. Det er den virkelighed, vi møder: Børn beder os om brænde, træ eller vores affald, så de kan få lidt varme ud af deres brændeovn.  

I år var måden, vi fordelte brænde til familierne, meget anderledes. Og vi lærte igen, hvordan mennesker hele tiden må være kreative og udvikle nye strategier, så man når sit mål. 

Der er kun tre steder, hvor vi afleverer en større mængde brænde, dvs. nok til seks-otte uger. De fleste steder leverer vi træet hver 14. eller 18. dag afhængigt af vejret. 

Det gør vi, fordi der ikke er en voksen, som vi kan have tillid til kan administrere det, så det varer længst muligt. Nogle gange overopvarmer de huset en 4-5 dage, og så fryser de bagefter. 

Vi havde fokus på det sidste år, og nu går det meget bedre. De ved, at vi ikke giver dem brænde, når de siger, at de har brug for det, men at vi gør det efter en plan – uanset om de bruger det fornuftigt eller ej. Det har givet gode resultater, og der er mange, vi er stolte af. Ikke mindst de unge enlige mødre. Det virker til, at de lærer hurtigere end andre.

Det er den 26. januar og klokken er ni om aftenen. Det sner som i et eventyr, og mit blik glider langs en gade, flere af jer kender. Gaden i Hateg, hvor mennesker nærmest bor i slummen. Der er lys langs vejen, så mine øjne kan følge den hele vejen. Jeg holder øje med, om der kommer nogen. Vi gemmer os. Helt bogstaveligt talt. Jeg holder vagt, mens to enlige mødre læsser brænde af en lille trailer og fordeler det i kurve med hjul på. Vi er alle helt stille. Og holder os i skjul. Når en kurv er fyldt op, tager kvinderne den med hjem og skynder sig tilbage efter endnu en kurvfuld. Vores chauffør både griner af os og beundrer vores indsats. Det er ikke første gang, vi leverer brænde i… stilhed.

Når vi er færdige, sidder jeg lidt i min bil, og jeg kan ikke helt vælge, hvilken impuls jeg skal gå med: At grine eller græde. 

Den hårde virkelighed er, at alle, som bor på den gade, lever på eller under grænsen for et godt og værdigt liv. Mange af dem forsøger. De er arbejdsomme og flittige, men fordi de er dårligt uddannede, kan de nemt blive snydt. 

De fleste af dem kender os, og de ved, at vi leverer brænde til nogle af familierne. Og dette år var presset fra dem, som ikke fik, overvældende. Nogle af jer, som har været med til at fordele julepakker, ved præcist, hvad jeg taler om. Og for at kunne håndtere presset, valgte vi at levere brænde… om natten, når de fleste af dem er inde i deres huse. Jeg har altid vidst, at jeg ikke kan hjælpe dem alle. Men det giver altid en blandet fornemmelse og en række spørgsmål presser sig på. Om dem, om mig selv, om hvad der er det rigtige, om den uværdighed, mange mennesker lever i, om den overflod, jeg og mine børn har. Om de familier, som donerede penge, så vi kan købe brænde. Om Gud, som ser os alle. Og om, at jeg skal kunne stå til regnskab for, hvad jeg gør. Det skræmmer mig!

Den 26. januar. Det er nat. Jeg er i min varme bil og holder stadig øje, da noget slår mig: Mere end 20 børn på denne gade lever dag og nat i et hus, der er meget, meget, meget koldere end min bil! Den næste dag besluttede vi som familie, at vi ville lukke døren ind til Erics værelse og ikke have varme på. Det sparer os for noget brænde, som vi kan give væk. Vi vil gøre det! 

Vi kalder det “Projekt Lukket Dør”. Jeg vil gerne præsentere projektet for flere familier her. Måske vil det give os flere donationer til brænde, for ingen børn burde smage en kulde, hvor vandet fryser til inde i huset. 

Må Gud velsigne jer for den varme, I har sendt til de forsømte børn i Rumænien. 

Af Iulia Cociuba. Oversættelse: Bruno Langdahl.