At planlægge med Gud

I en periode har BBS været i dialog med folkene bag Jeg kan! om deres behov for at finde nye lokaler til de mange aktiviteter. Men så en dag modtog vi en e-mail fra Iulia…

Iulia har sammen med sin mand, Edi, og vennerne Flavia og Tinel stiftet organisationen Jeg kan!, som BBS følger og støtter. Organisationen rækker ud til børn fra både velfungerende hjem og fra fattige og brudte familier i slumområdet i Hateg.

Det gør de blandt andet ved at arrangere lektiehjælpscafé, leg og fritidsaktiviteter for børnene, ved at læser bibelhistorier og at hjælper med livsfornødenheder og hygiejne. Du kan læse mere om aktiviteterne på bbsnet.dk/hateg.

I en periode har BBS været i dialog med folkene bag Jeg kan! om deres behov for at finde nye lokaler til de mange aktiviteter.

Men så en dag modtog vi en e-mail fra Iulia…

E-mailen følger oversat på de næste sider. Vi håber, den vil varme jeres hjerter og sprede eftertænksomme spil om mundvigen, som den har gjort hos os.

At planlægge med gud

I en mands hjerte er der mange planer, men det er Herrens beslutning, der står fast.

Ordsprogenes bog 19,21.

For otte-ni måneder siden havde vi en perfekt plan for, hvordan vil ville fortsætte vores faste aktiviteter med børnene – hvornår vi skulle mødes, hvor lang tid, vi skulle bruge sammen og så videre. Vi havde lagt tid i at lægge strategier, forhandle om lokaler og finde frivillige. Vi havde endda BBS’ løfte om hjælp til at betale huslejen. Når det gælder frivillige organisationer er det vanskeligste, som I nok ved, at få den økonomiske ramme på plads. Og det havde vi!

Vi havde kort sagt styr på det hele, men hver gang vi kunne finde et passende lokale at leje, og vi stort set kun manglede at skrive under på kontrakten, kom der alligevel noget i vejen, der satte en stopper for det.

En samtale med Gud

I slutningen af juni, før vores store børnelejr, talte jeg med Gud. Jeg besluttede at sætte hele arbejdet med at finde et egnet lokale på pause og bad Gud om at give mig et tegn – jeg havde brug for i mit hjerte og sind at være sikker på, at det var Ham, der ledte. Jeg bad om, at han ville give mig et tegn, når skolerne startede op igen i september.

Et overraskende møde

Det blev den 15. september – første skoledag. Jeg var gravid, meget træt og bestemt ikke i topform, men jeg tog med Christa i skole, for at møde hendes nye klasselærer. I skolegården blev jeg mødt af en kvinde, jeg på alle måder havde lyst til at undgå den dag! Hun er mor til en af de drenge, vi arbejder med, og hun havde presset mig på en helt urimeligt måde, for at tage hendes barn med på sommerlejren. Hun havde endda skrevet i en SMS, at hendes dreng ville begå selvmord, hvis jeg ikke ændrede min beslutning.

Vi havde mødt familien første gang for omkring fire år siden. Dengang besøgte vi dem i deres hjem, og vi inviterede dem med til forskellige ting, men på det seneste havde familien vendt os ryggen. Deres barn passede ikke sin skole, han var på vej i uføre og endte med ikke at bestå skoleåret. Det var derfor, han ikke kunne komme med på lejren.

Nå, tilbage til skolegården, hvor hun var på vej hen mod mig. I mit stille sind forberedte jeg mig på det værste.  ”Iulia, vendt lige et øjeblik”, sagde hun, ”der er noget, jeg skal fortælle dig.”

“Det er blevet tydeligt for mig, at vi lever i mørke – at det ikke er, som det skal være”. Hun fortalte, at hun havde det bedre, nu hvor hun tale med mig, og fortsatte: ”Jeg har haft en periode, hvor jeg har været min mand utro. Og  jeg har stjålet, så jeg kunne købe make-up og gøre mig smuk for andre mænd. Min mand bedrog også mig. Han var ligeglad med mig. Men vi kan ikke fortsætte på den måde.

Ud af mørket

Jeg begyndte at læse i den bibel, min dreng har fået af jer. Når jeg læste i den, mærkede jeg Guds varme lys over hele min krop. Min mand begyndte også at læse i bibelen indimellem. Jeg forsøgte at dele det med mennesker omkring mig, men de sagde, at jeg var tosset.”

Hun fortsatte sin fortælling i mere end en time, imens andre mødre til de børn, vi arbejder med, sluttede sig til os og lyttede til hendes historie.

Min frustration over, at vi ikke har et sted til vores børneaktiviteter forsvandt på det tidspunkt. Det gik op for mig, hvorfor Gud ønsker, at vi skal være i børnenes hjem: At vi arbejder sammen med, eller i det mindste møder, børnenes forældre er vigtigere end at vi har vores egne lokaler. Jeg forstod, hvor STOR vores Gud er – større end vores planer og strategier!

Jeg var faldet i den fælde, hvor man tænker: ”Jeg skal have den perfekte plan, og jeg skal indfri den!” Men om vi lykkes er ikke bestemt af, at vi knokler, skraber penge sammen, studerer eller arbejder i døgndrift.

Det vil føles anderledes
- fordi det er anderledes
Mens jeg så på skæbnerne omkring mig, slog det mig, at det kan være et selvcentreret perspektiv at gøre sig umage. Vi må have Gud med og vide, at vores succes afhænger 100% af ham. Det betyder ikke, at vi kan være dovne. Vi skal handle og være aktive - men sammen med Gud og ikke adskilt fra Ham. Sæt Guds vilje før din egen! I sidste ende skal vores plan være Guds plan.

Det vil føles anderledes – fordi, det er anderledes.  Men prøv det. Det er den eneste måde, der vil sætte dig fri af frygt og bekymring og give dig fuldstændig fred.

Mit sidste besøg hos en af familierne var den 4. oktober, dagen før vores søn Eric kom til verdenen.  Min datter Christa var inviteret til fødselsdagsfest hos Alina, en pige, som bor i slummen men hos en af de mere velhavende familier. På billedet kan du se alle de inviterede børn. Alle andre end Christa og jeg var fætre eller kusiner til Alina. Børnene tilhører tre familier. Alle fædre er i fængsel. De er en del af områdets prostitutionsmiljø. Det er derfor, familien er forholdsvis velhavende.

De fire piger på billedet deltager i vores skoleaktiviteter. Med jeres hjælp og engagement, og Guds vilje kan de træde ud af deres familiers livsstil. Og ja, jeg vil fortsætte med at besøge dem og afholde aktiviteter i deres hjem, også sammen med deres mødre. Med Guds hjælp!

Af Iulia Cociuba (overs. Bruno Langdahl)