10 år med hjælp til
Hategs forsømte børn

I artiklen ser Iulia tilbage på de første 10 år i organisationen POT
og gør status på arbejdet blandt Hategs udsatte og forsømte børn.

Nu er det 10 år siden, at POT, og vores tjeneste blandt udsatte børn, officielt tog sin begyndelse. Det skete ikke lang tid efter, at vi havde haft besøg af tre vise mænd: Mads, Anders og Bruno. De havde så meget opmuntring med til os, at vi kastede os ud i det. Jeg kan stadigvæk se jer for mig i vores lille hytte: Mads’ grå sweater. Anders med våde øjne. Og Bruno, der siger ”mmm…” og nikker.

Nu er 2023 ved at rinde ud. Og det er min intention at falde til ro, meditere og bede og fokusere ind på, hvad Herren ønsker at fortælle mig om mit liv, min familie, min tjeneste, min kirke, min vision. Eller skulle jeg sige ”Herrens tjeneste, Herrens kirke...”? For ”af ham og gennem ham og til ham er alle ting” (Rom.11,36). På den anden side siger ”min” noget om intimiteten med Gud, hvor han gør det klart, hvad han har til mig!

Når vi ser tilbage, er der et udtryk, som træder frem i det samlede arbejde: Drastiske beslutninger, drastiske indgreb og drastiske ændringer.

Forleden talte jeg med Hateg Kommunes Socialdirektør. Hun fortalte mig: "Du har gjort, hvad systemet ikke kunne: Du brød regler, du skabte stier, du opfører dig, som om du ikke har noget at tabe! Og det er derfor, at det, du gør, virker."

At træffe beslutninger og omsætte dem til handling glider glat, når jeg er forbundet med Kilden. Når jeg er dedikeret til at kende Guds vilje i en specifik situation. Og jeg har altid været hurtig til at tage beslutninger. Men i det sidste år har det været anderledes. Jeg har faktisk haft svært ved at tage beslutninger. Det har frustreret mig. Og det tog mig et stykke tid at indse, at jeg ikke har været forbundet med Gud, som jeg plejede. For eksempel har jeg ikke deltaget i kurser eller konferencer (bortset fra bibelstudie i kirken) den sidste tid. Tidligere har jeg været mere optaget af at vokse åndeligt. Jeg savner disse muligheder for at gro – og deltage på noget, som andre har lagt til rette.

Mit fokus er koncentreret om at give uønskede og marginaliserede børn muligheder for at vokse – at se deres potentiale. Det betyder også, at 90 % af de mennesker, jeg møder, er fra det miljø. Jeg begyndte at bruge deres ordforråd og måde at tale på i min dagligdag med familien og alle andre. Jeg tror, jeg har brug for at genopfriske nogle andre relationer også. Bed gerne Gud om at vise mig vej og hjælpe mig i denne retning.

Samarbejde med kirker
Når jeg kigger tilbage på de første 10 år med POT, er noget af det, der gør mig mest glad, vores samarbejde med kirker. Nogle eksempler:

Bedstemor Adolfina 
Den økonomisk hjælp til Bedstemor Adolfina er knyttet til vores kirke, hvor frivillige og kirkemedlemmer hjælper hende på forskellig vis. Tre børnebørn er fortsat i hendes varetægt. De andre er unge voksne, som forsørger sig selv. Men hun bliver ældre og ældre. Hun plejede at arbejde meget. Det kan hun ikke mere.

Hvert år om foråret køber vi en gris til hende. Det hjælper hende med at finde ro i, at hun har mad nok. Hun får også med jævne mellemrum leveret mad og medicin fra kirken.

Leje for Anamaria
Måske husker du Anamaria fra mine beretninger. Ellers er hende historie i helt korte træk, at hun som alkoholiker, analfabet og mor til to, deltager i vores Second chance-program. Herefter bliver hun døbt, og hele hendes liv ændrer sig. I år blev hun desværre hjemløs, da hendes fraskilte partner solgte den lille lejlighed, de plejede at bo i. Vi delte udgiften til lejen 50-50 med kirken. Vi har ansvaret for hendes børns uddannelsesbehov og eventuelle ekstra skoleaktiviteter, og kirken tager sig af hendes åndelige og personlige udvikling. De hjælper hende også med at finde et job. 

Begge børn går i skole, og selvom de har særlige behov, kan de godt klare sig i det almindelige klasserum.

Børnemøder
Kirken i Plopi har åbnet dens døre for os! Hver gang, vi har brug for lokalerne til vores projekter med børn, kan vi bruge dem.

Vi mødes en gang om måneden med børn fra landsbyerne rundt omkring. Og børnegruppen vokser: Efterhånden er vi ca. 20 børn hver gang. Vi har brug for frivillige. Men der er en organisation i Hunedoara (større by en halv times kørsel fra Hateg), som kommer og arbejder med børnene her i Plopi. De har minibusser og kan også samle børn fra landsbyerne op på vejen hertil. Bortset fra mine egne børn er der ingen, som kommer fra troende hjem.

I kirken er der dog ikke noget for børn og teenagere at lege og spille med. Vi kunne for eksempel godt bruge et fodboldmål, et foldbart bordtennisbord, små musikinstrumenter et bordfodboldspil el.l.

Nye rammer efter pandemien
Coronapandemien her på forskellig vis betydet, at nogle af vores projekter har fundet nye former:

Skoletransport
Størstedelen af Second Chance-programmet er nu online. Derfor er transportomkostningerne reduceret til to gange om måneden.

I Hateg, på det vi kalder ”gymnasiet” (9. – 12. klasse), er der kommet flere klasser til, og også en erhvervsskoledel. Det betyder, at adgangskravene er mindre strikse. Og det er en stor fordel for mange teenagere. (Men samtidig bruger vi nu de klasser, som jeg havde tænkt, at vi skulle lave kostskole i. Derfor må vi endnu engang udskyde dette projekt.)

Skolesandwich
Prisen på en sandwich leveret af et cateringfirma er vokset voldsomt det sidste år. Derfor er vi begyndt at betale for en brødordning i stedet for. Vi leverer pålæg og tomater eller agurker. Den nye ordning betyder, at vi ikke har den direkte kontakt til eleverne. Det er i stedet forældrene, som skal bekræfte, at de passer skolen. Når de ikke giver mig eller læreren besked om, at børnene har haft fravær, får de skåret i maden til den næste uge.

Skoleartikler og andre skoleaktiviteter
Efter mange år at have forberedt børnene med alt, hvad de har brug for til skolestart, lærte vi, at det er bedre at levere forsyningerne til lærerne. Når børnene får tingene fra lærerne, hjælper det også med at udvikle et bedre forhold til lærere og skole. Og de er ansvarlige over for lærerne, ikke over for mig. Vi betaler også direkte til lærerne, hvis de skal i teatret, på ture eller andet, hvor børn selv skal betale.

Gruppesamlinger med børn
Der er tre steder, vi bruger til gruppesamlinger med børnene: Baptistkirken i Plopi, det offentlige bibliotek, hvor vi dog ikke kan få mad, og et cateringsted, hvor vi kan få pizza og andet godt. Nogle gange bliver vi kreative og finder andre steder hen.

Identitet er værdighed
Det vigtigste for ethvert menneske er at have en identitet. At hjælpe børnene med at få et ID-kort, når de bliver 14, er faktisk noget af det, som har presset os mest.

For loven gør, at mange ikke er berettiget til det. Ens forældre skal have et ID-kort. På det kort står en adresse. Og ejeren af boligen på den nævnte adresse skal godkende, at den 14-årige bor der sammen med sine forældre.

Det er meget normalt, at udsatte voksne betaler for at have et ID på en given adresse. Men husejere accepterer ikke, at en mindreårig har adressen i sit hus, fordi de så faktisk har ret til at bo der og ikke kan tvinges ud. Hvis man vil lave et ID-kort til et barn knyttet op på sin ejendom, kan man kun gøre det, hvis man også laver ID-kortet til en af forældrene på sin adresse. Og det gør folk ikke. Men vi finder vores veje.

ID-kortet er afgørende for forskellige tilskud fra staten, for retten til at gå i børnehave, gå til lægen og at få medicin.

Husholdningsstøtte
Det er ofte ikke gjort med ID-kortet. Vi prøver også at hjælpe med husly – og komfurer, brændeovne, vaske-maskiner, tæpper, gardiner, senge, sengetøj, gryder, fade, toiletartikler, rengøringsmidler og hjælp med byggematerialer til at reparere de huse, de bor i.

Idræt og sport
I løbet af de sidste to år er der åbnet sportsklubber for børn, også i de mindre byer. Det er nyt. Førhen var sportsfaciliteter kun tilgængelig i de store byer. Børnefamilier skal betale for alt, undtaget holdtøj. 

Vi støtter i øjeblikket fire drenge fra landdistrikterne med alt, hvad de har brug for for at være en del af en fod-boldklub: Transport to gange om ugen, klubgebyr, sportstøj (fra gen-brugsbutikker), fodboldstøvler og sko til indendørs brug.

De børn, vi støtter, har ingen pålide-lige voksne i deres liv (prostituerede mødre, fædre i fængsel, forældre-løse børn osv.) Derfor står vi for alt, som er nødvendigt for, at de kan deltage: Lægeerklæringer og alt hvad, de har brug for for at føle sig integreret på holdet.

Behov, som presser sig på i vinteren
Vi har brug for hjælp til at købe brænde. Det er svært at vurdere, hvad det koster, fordi prisen skifter fra uge til uge. Og for at kunne købe julemadpakker. Vi køber normalt mad, som familierne ikke selv har råd til: Ost, pølser, bacon, ris, pasta, korn, yoghurt, honning og andet godt. Vi køber ikke slik – det får de fra andre.

I december starter jeg også op på møderne med de frivillige til Sommerlejr 2024.

Jeg vil slutte af med disse ord fra Samle 46, vers 10: Stands, og forstå, at jeg er Gud, ophøjet blandt folkene, ophøjet på jorden!

*

Se en video om POTs arbejde
I forbindelse med et besøg på Bøgballe Friskole har vi lavet en video om POT's arbejde. Den kan du se her: https://www.youtube.com/watch?v=o5wTwyn8z-M.