En eftermiddag besøgte vi et ældre ægtepar, Ion og Ileana, som fortalte os deres meget bevægende livshistorie.
I 1982 under kommunisttiden var de blevet kristne ved at høre Guds ord gennem radioen. De havde ingen bibel men gik rundt til naboerne med radioen, så de også kunne høre.
Der var ingen kirke i landsbyen. Den nærmeste lå 15 km væk. Naboerne kom til tro, men nogen i landsbyen skrev smædebreve, og det kom myndighederne for øre. De blev indkaldt til forhør hver for sig. Bagefter blev de lukket ud af bagdøren, så de ikke kunne snakke sammen.
Ion blev taget med og kom i fængsel og fik bank. Han blev anklaget for at ville starte en revolution. Senere blev han indlagt i 35 dage på et psykiatrisk hospital. Meningen med det var at medicinere ham og på den måde knække ham. En af lægerne var israeler. Han reddede ham fra at blive skør, ved at undlade at give ham medicinen. På den måde var Gud med ham.
Ileana blev også indkaldt til forhør. Hun tog sin broder med og undgik at blive fængslet. Hun vidste intet om sin mand. Var han stadig i fængsel, eller var han død? Men en dag bankede det på døren, og udenfor stod Ion. Stor var glæden – og ikke mindst takken opad – i det lille hjem.
Inden revolutionen fik man bygget en baptistkirke, men samarbejdet med de ortodokse var ikke det bedste. I dag har man fuld frihed til at samles.
Det var en stor oplevelse at høre om, hvordan Gud bevarer sine børn.
Af Else og Mogens Christiansen