Tankerne ville ikke med hjem igen

Mens jeg skriver denne tekst, er det godt et par uger siden, jeg kom hjem fra en weekendrejse til Rumæniens nordøstlige hjørne. Men jeg fik vist ikke hele mig selv med. Mine tanker bliver ved med at kredse om et lille usselt hus i en romalandsby. Og to små børn.

Vi er på vejen med Cristi i hans minibus. Og på vej. Ud at møde familierne i de fattige landsbyer i hjørnet af Rumænien som grænser op til Ukraine og Moldova. Bag i bussen ligger en masse plastikposer. Vi har været i Lidl i Botosani og næsten tømt butikken for basisvarer som olie, mel, majsmel, sukker, hakkede tomater, pasta og andet godt. Hvis du har givet ”oktoberhjælp”, som vi efterlyste i sidste nyhedsbrev, så ligger dit bidrag omme bag sæderne i bussen. Tak for det! 

Nogle huse besøger vi enkeltvis. Vi afleverer en pose eller to. Og beder for dem, vi møder.

Alle husene er usle. Ofte blot bestående af et enkelt rum, som sengen må dele med ovn og komfur. Men mange af dem er alligevel pæne og ryddelige. Velholdte selvom der ikke er meget at holde sammen på.

Andre steder kører Cristi en runde i landsbyen, kalder folk til sig og fortæller dem, hvor vi mødes om lidt. Folk spreder sig i en halvcirkel. Vi deler poserne ud og får smil og nik igen. Beder igen. 

Vidderne er kolossale i dette område af Rumænien. Gigantiske markarealer og store sletter. Der er hverken bjerge eller skove, som stopper blikket. Der er faktisk hverken træer eller buske. Måske er det hyrderne fra landsbyerne og deres dyr, som sørger for de mange kilometers frit udsyn. 

To børn og en fuld bedstefar
Mens vi nærmer os den næste lille bebyggelse, fortæller Cristi om en mand. Han mødte ham i fængslet, hvor han havde besøg af sine to små børn. Gennem en venlig fængselsbetjent fik Cristi lov til at give dem en plade chokolade. 

Manden var fængslet for mord. Ligesom sin bror. 10 og 12 år havde de fået. Deres far havde drukket med manden fra nabohuset. De var kommet op at skændes, og brødrenes far havde fået tæsk. Da brødrene senere hørte det, hævnede de deres far. Til naboen døde af det. 

Så nu sad han i fængsel. Nu og de næste 10 år. Da hans kone hørte, at det var endt sådan, stak hun af og efterlod deres to børn hos mandens forældre. Måske er hun et andet sted i Rumænien. Måske i et andet land. 

Det var de to børn og deres bedsteforældre, vi var på vej for at møde. Men før vi mødte dem, mødte vi nabokonen. Enken. Helt tilfældigt mens vi var ved at dele fødevareposer ud ved et andet hus. Cristi fortalte os, hvem hun var, mens vi også gav hende en pose med. 

Det var virkelig et par fine børn. Drengen sikkert tre og pigen fire. Mens Cristi talte med bedstemoren, summede drengen omkring den ene af de to poser, vi havde med. Øverst lå en æske med småkager. Pigen prøvede at holde fast i ham – hun syntes vist, han skulle opføre sig pænere, mens hun smilede og så op på os. Det var en fin lille leg, de havde gang i, og de lignede alle verdens små og nysgerrige småbrødre og beskyttende storesøstre som de hoppede rundt der. 

10 år endnu. Indtil de rammer konfirmationsalderen. Hun så heldigvis ud til at være en god og robust kvinde, hende bedstemoren. 

Det samme kan jeg desværre ikke sige om bedstefaren. 

Da vi gik ud af det lille hus, kom han gående imod os. Slingrende imod os. Den lille vogn med det brænde, han havde været ude at samle, trak et spor af endeløse s’er. Han var fuld og havde sikkert været det længe. 

Bedstefaren gav os hånden. Cristi skældte ham ud, tror jeg. Og så tog vi afsted. 

Tabte tanker
Og det var nok lige der, jeg tabte det, som jeg ikke har fået med hjem fra Rumænien. For hvor føltes det på alle måder forkert at køre derfra igen. Efterlade børnene i et lillebitte hus. Med en bedstefar, som ikke kunne gå lige om det galt hans liv. 

Næste dag er vi på McDonalds i storbyen Iasi. Det er som om, det er en helt anden verden. Alt ligner alle andre europæiske storbyer. Nærmest ingenting ligner de små romalandsbyer. Det er som om, de slet ikke er forbundne. Integrerede. Som om landsbyerne ikke rigtigt er en del af samfundet. 

Myndighederne kender til den lille familie med børnene og bedstemoren og den fulde bedstefar. Det giver mig ikke håb. Men det hjælper lidt at vide, at de er en del af nødhjælpsruten. At vejen sikkert også går forbi, når det er julepakker og ikke oktober-hjælp, som skal deles ud. At de trods alt indimellem bliver set og fulgt. Forbundet. 

Beder igen.