Sommerlejr med
 Guds fingeraftryk

Hvert år støtter BBS den store sommerlejr for børn i Hateg, som organisationen POT står bag. Her fortæller Iulia om de dybe spor, som årets sommerlejr satte.

Kære BBS
Det eneste ved årets sommerlejr, som jeg er ked af, er, at I ikke selv kan se den forskel, jeres gaver gør!

Vores vision med sommerlejren er at bringe børn sammen for at fortælle dem om Gud. Børn fra forskellige baggrunde: Forsømte, forældreløse eller uønskede børn, der ikke har en voksen, de kan have tillid til, i deres liv. Børn fra middelklassen. Og børn fra gode hjem. 

Vi forsøger at ramme ca. en tredjedel fra hver. Børn fra kristne familier udgør 15-20%.

Vi voksede op sammen
En overraskelse for os i år var, at mange unge teenagere ønskede at være med på lejren som frivillige. Teenagere, der ikke kommer fra familier med kristen baggrund, men som vi har vandret med i 5-7 år – på lejre og i forskellige aktiviteter. De kunne kort og godt ikke undvære os i organisationen POT/Jeg kan! Så på eget initiativ skrev de ansøgnings-breve om at lave frivilligt arbejde for os!

Sandheden er, at det også ville have været svært for mig at sige farvel til dem. Og det gik op for mig, at dette faktisk er de helt naturlige næste skridt for dem, efter at vi flere år har arbejdet med dem, så de kan kende Gud.

Vores vision handler om arbejde blandt børn. Det er de børn, der nu er vokset op og blevet teenagere. Vi voksede op sammen. Men se nu resultatet! 14 unge fra familier, der ikke kender Gud, meldte sig som frivillige på en kristen lejr med temaet: "Hvem følger du? Hvem tjener du?" Og hvor svaret blev fundet i hver eneste aktivitet, hver eneste dag. "Jeg følger Kristus!"

14 ledere og 14 frivillige til at tage sig af børnene. Hver leder med ansvaret for en frivillig. Det hele blev ret komplekst. Også for mig. Jeg skulle organisere en lejr, hvor børn skal høre evangeliet, hvor frivillige skal høre evangeliet, hvor frivillige skal uddannes og hvor ledere skal uddannet i et nyt ansvar – at fortælle evangeliet mens de træner de frivillige. 

Oven i det skulle der skaffes midler til forberedelsen af det alt sammen! Men det blev båret igennem af denne ekstraordinære mulighed: At kunne fortsætte med at fortælle evangeliet til unge mennesker!

Æren er Herrens!
Det var et stort og hårdt arbejde. Men jeg var fuld af styrke og energi og jeg følte mig ikke træt. Hver dag var jeg fyldt med glæde. Jeg sov godt. Og alt dette i en periode, hvor jeg også måtte passe min far, min datter Christa afsluttede sin uddannelse og min telefon og computer gik i stykker. To dage før lejren gik min bil også i stykker!

Op til lejren havde jeg frygtelige smerter i knæet. En uge før lejren var jeg til læge, og han fortalte mig, at jeg skulle hvile mig og undgå at bevæge mit ben, indtil jeg kunne komme til MR-scanning. Trods alt dette – og vel vidende, at jeg var ansvarlig for en lejr for 110 mennesker – havde jeg stadig fred, ro og glæde!

Alt er til Herrens ære! Jeg indså, at værket tilhører Herren. Han har ikke brug for min bærbare computer, min telefon, mit knæ, min bil. Han har brug for mit hjerte og mit sind. At jeg er midt i det hele uden at lade mit hjerte skræmme! Ære til Gud, at han har været god ved mig og givet mig den nåde at være en del af Hans glæde ved at høre sit navn talt til så mange børn! Tak, Gud, for de økonomiske ressourcer, I har stillet til rådighed for os!

Fra mørke til lys: Tre forandrede liv!
Jeg vil også gerne fortælle jer om det sidste møde, jeg havde med de frivillige, inden jeg tog afsted til lejren. Jeg startede med at fortælle dem, hvad jeg havde i tankerne: At finde den mest genstridige og problematiske unge i Hateg – og tage ham med på lejren. Jeg fortalte dem, at vi ville tage beslutningen sammen.

Der var stilhed. Derefter forsøgte tre af dem forsigtigt at gøre mig opmærksom på, hvem den unge var – og ikke mindst hvor farlig han var. Andre udtrykte også bekymring. Så svarede jeg dem: ”Alt, hvad I har sagt, er rigtigt. Helt rigtigt. Men er det ikke netop derfor, vi skal give ham en mulighed for at bo i en anden verden i en uge sammen med os? Er vi ikke næsten 30 mennesker, som bærer Gud med os? Er den kraft fra Gud ikke større end teenagerens destruktive kraft?”

De frivillige var enige og blev opmuntret af ordene. …så derfor endte det hele med, at vi ikke kun tog dén mest genstridige og problematiske unge – men både nummer et, to og tre!

På andensidste dag i lejren bad alle tre om at blive frelst og at få hjælp til at leve anderledes! De græd, fordi de ville blive længere! De var forvirrede, de vidste ikke, hvordan de skulle håndtere den nye form for følelser, de oplevede. Men fra da af vidste de, at der findes en anden slags liv. De ved, at de kan have andre venner – at der er andre, de kan følges med. At der er et sted, hvor de er accepterede, favnede og budt velkomne!

En af dem fortalte mig, at han faktisk ikke vidste, hvordan han skulle opføre sig. Og at han altid endte i konflikter med alle omkring ham. Sådan er det ikke længere. Nu har han oplevet tilgivelse og accept – og han ved, at han skal lære at leve anderledes. Gud forbarme sig over disse sjæle!

De frivillige sætter ord på
Det er svært for mig at stoppe igen. Der er så meget, jeg kunne dele – med stor begejstring! Det må I have til god til en da, vi kan tale ansigt til ansigt med hinanden.

I stedet vil jeg slutte af med nogle beskeder, jeg modtog på min telefon fra nogle af de frivillige. De sendte dem uopfordret – jeg havde ikke bedt dem om at evaluere el.l.

„Hej Iulia, jeg vil lige fortælle dig, at jeg er taknemmelig for, hvor meget du investerede i mig, og jeg takker dig for, at du i denne uge med sommerlejren og ugerne i de forrige lejre løftede mig ... Du er en ekstraordinær person, og jeg har udviklet mig meget som person takket være dig. Jeg vil have, at du ved, at jeg slet ikke græd i går – før jeg krammede dig."
- Adelina – 16 år. Har været med på lejren i fem år. Frivillig for første gang i år.

„Lejren for mig var frelsende for min ånd! Min familie har ikke kristne værdier. Men jeg føler mig fyldt med kærlighed – og behovet for at lære og komme tættere på Gud. Det er mærkeligt, men jeg føler en større omsorg og barmhjertighed fra alle jer i lejren end jeg gør derhjemme. Mange tak, Iulia!”
- Alexandra – 19 år. Har været med på lejren i fire år. Frivillig for tredje gang.

“Iulia, min familie er helt ligeglad med religion – i det hele taget! Det plejede jeg også at være. Men efter otte år hos dig ... ved jeg ikke, hvordan jeg skal leve i to verdener! Jeg kan ikke leve i to verdener mere! Det er så dejligt, at du bragte lys ind i min barndom! ”
- Victor, 19 år. Har været med på lejren i fem år. Frivillig for tredje gang.

“Jeg kunne ikke tro mine øjne! Hele min barndom har det været min drøm! Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan! Håber, jeg kan være frivillig? ”
- Steve, 16 år. Har været med på lejren i seks år. Frivillig for første gang.

”Da du ringede til min mor, troede jeg, at du ville fortælle hende, at jeg ikke kunne komme med på lejren, fordi du ikke havde brug for mig som frivillig, og fordi jeg var for gammel til at være deltager. Jeg var så ødelagt! Jeg tænkte, at jeg ikke er god til noget, fordi jeg ikke klarede mig godt til eksamen. Min mor fortalte mig først dagen efter, at du ville have mig med! Det var da, jeg vidste, at Gud kunne bruge mig. Jeg håber, at jeg ikke skuffede dig!"
- Iosua, 19 år. Har været med på lejren et år. Frivillig for anden gang.

"Jeg ville ønske, at det (at være frivillig med POT) kunne være en livsstil!"
- David, 21 år. Frivillig for femte gang.