Sommerlejr i Hateg: Løfternes sommer!
Igen i år afviklede Iulia og vores andre venner i organisationen POT en stor sommerlejr for børn i Hateg-området. Her kan du læse, hvordan det hele gik.
Det er så vanskeligt at skrive om den her lejr, simpelthen fordi der er så mange ting, jeg gerne vil fremhæve, men jeg vil stadig gerne være kortfattet, og det er ikke let!
Børnenes forældre
Efter mange år med lejre, skoleprojekter og andre aktiviteter, er vi kendt I byen som en “magnet” for børnene. I de sidste 6 måneder har jeg talt med så mange forældre, ikke fordi jeg opsøgte dem, men de har stoppet mig på gaden for at snakke om deres børn. Jeg tror, de har fundet ud af, at jeg er mere end lejrenes arrangør. Jeg tror også, jeg er blevet mere åben og bedre til at lytte. Det kursus, jeg har taget i rådgivning, har virkelig hjulpet. Jeg vil fortælle jer om et par “diskussioner” med forældrene.
Jeg skal lige nævne, at ingen af forældrene er kristne eller kommer i kristne kirker. Kun når de bliver inviteret til familiemedlemmers bryllupper.
“Frøken Iulia, jeg er nødt til at anmelde dig! Jeg ved endnu ikke, hvor jeg skal klage, for dit arbejde med børnene er ikke etisk! Alle børn skulle have lige mulighed for at tilmelde sig jeres lejr.
Da jeg fandt frem til lejren, var det for sent, der var ikke flere pladser tilbage. Hvorfor slår I ikke plakater op på skolen på et sted, hvor alle kan se det? I tre år har jeg prøvet at sende mit barn på jeres lejr!”
“Min dreng på fjorten elsker altid at prøve nye ting. Men der er også ting i livet, han gerne gentager. POT-lejren er en oplevelse, som han ønsker igen og igen. Hans far kan ikke forstå hans tilknytning til lejren. Min mand prøver at tilbyde ham nye eventyr nye steder… Men han vil hellere være sammen med jer! I år for sjette gang. Hvad gør I med dem?!
Der er en gruppe mødre, der er blevet venner efter, at vores drenge har gruppet sig sammen for at overbevise os om at lade dem komme med på lejren… Igen! Det starter som regel i januar eller februar. Vi talte sammen, og en af os spurgte: “Hvad hvis der ikke bliver en lejr i år?”
Kære Iulia, denne lejr er blevet kendt og eftertragtet i hele Hateg-området. Så stop ikke det, I gør der! Ellers vil du få en stor mængde negativ energi fra ulykkelige forældre, lærere og børn over dig! Det ønsker du ikke!”
“Jeg kender min dreng som et glad barn, snakkesalig (måske lidt rigeligt), ærlig (ind imellem ubehageligt ærlig), fuld af energi, og han elsker at le. I dag, da han kom hjem fra lejren, var han helt stille. Og han græd. Langsomt og stille; ikke som et barn, som du har taget legetøjet fra, men som et barn, der er ved at vokse op. “Så kort en uge er..!” (Vi så på billeder fra lejren.)
Hans smerte gør ondt på mig. Jeg nød hans oplevelser. Jeg har altid været glad for dem, der kan forvandle oplevelser til værdier.
Jeg skriver til dig for at fortælle, at du er et af de sjældne mennesker, som gør en forskel I livet for dem du møder.”
“Jeg får aldrig ord, der kan udtrykke min taknemmelighed for, at du har givet min elleveårige dreng sådan en livsforvandlende oplevelse. Han elskede at spille klaver, men i årevis rørte han det ikke! Jeg kan ikke tro, at du fik ham til spille keyboard på lejren! Du har fået mit barn til at blomstre. Du er selv som en blomst.”
(Så jeg fik en buket af drengen og hans forældre.)
Den, jeg bedst kan lide, kommer fra en lærer, der var så glad for, at hendes pige endelig kunne komme med på lejren. De havde prøvet at få hende med i tre år.
“Frøken Iulia, du ved virkelig, hvordan man viser VEJEN! Det er en anden magt end den, der ønsker at være i kontrol.
De frivillige
Vi havde otte nye frivillige, 16 år gamle, hvoraf to kommer fra kristne familier, mens de resterende seks ikke gør. Alle seks har været med på lejren I mindst fem år.
Jeg var meget overrasket over at se teenagere fra ikke-kristne familier tjente mere ydmygt end mange, der kommer fra kristne familier. De holdt sig på alle måder til vores høje standard. Det minder mig om, at når vi er frelst, så må vi fortsætte med at opbygge vores karakter. Må Gud hjælpe os med det!
Børnene
Jeg er kommet til at elske dem! Og det er farligt :-) Og de er kommet til at elske mig, hvilket også er farligt :-)
Jeg kan fortælle, at i Hateg-området er de blevet en bevægelse (- blot for at definere, hvad jeg mener: en gruppe mennesker, der arbejder sammen på at fremme politiske, sociale eller kunstneriske idéer). De bærer alle sammen klistermærker med POT, nogle endda når de går på gaden.
Dette år var andet år med et separat program for teenagere. Det fungerer stadig godt, men de kommende år vil jeg gerne starte en helt separat lejr for teenagere.
Nogle spørgsmål til jer i BBS:
- indser I, at alt dette kun er muligt, fordi I er så trofaste i at hjælpe os?
- indser i, hvor stor en forskel I gør i denne del af verden? Forældre, børn, samfundet… Alt er berørt og påvirket på et eller andet niveau!
- Indser I, at for de børn, som I betaler for hvert år, er I engle?
- Indser I, hvilken velsignelse I er?
“For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.” - Efeserne 2, 10
Evaluering
Hvert år efter lejren har vi et møde med alle de frivillige. Sidste år “donerede” Christa sin fødselsdag, 14. juli, til dette formål. Det foregik i vores hjem i en afslappet atmosfære.
Budskabet til de frivillige på dette møde var “Jeg vil altid vælge dig!” Vi talte en smule om åndens gaver og frugterne af disse. Det var et velsignet møde.
I år var lejren for mig lidt speciel, fordi det var første år, hvor jeg vidste, at Edi ikke ville være involveret overhovedet. Edi er meget god til at håndtere drenge, så de synes det er sjovt, og så de lærer og vokser som mænd. Et amerikansk hold er godt, men Edi er rumæner, og det latinske temperament er anderledes.
Mit hjerte og mit sind var ved at eksplodere af glæde ved at se ikke-kristne frivillige, der ikke blot oversatte, men prøvede at forklare budskabet I alle aktiviteterne, så børnene virkelig fangede det! Som I ved har alle aktiviteter et bibelsk budskab.
Dette år så det ud for mig til, at alle (børn, teenagere og frivillige) åbnede øjnene, åbnede hjerterne og åbnede deres sind, og nåden flød frit og fyldte dem. De tog imod det, som var det slik! I alle 6 dage! Er det ikke fantastisk? Hvilken Gud vi har!
Udfordringer
- Vi inkluderer ikke administrative udgifter i lejrens pris. Vi afkræver kun børnene (dem, der selv betaler) det, som lejrfaciliteterne koster. Og de får en kvittering fra lejren. Hvis vi hæver prisen, så tror jeg, at mere end halvdelen af de børn, der betaler fuld pris, ikke ville komme. Vi har brug for en ny strategi I forhold til at finde penge til at få dækket de administrative omkostninger
- Teknisk udstyr: Vi lejer udstyr hvert år for 100-150 euro. Vi mener, at det er tid til at købe vores eget udstyr med Guds hjælp. Det vil blive brugt til: 1) lejre, 2. udendørs fremvisninger af kristne film ved særlige lejligheder - f.eks. påske og andre højtider (eller hvor vi ellers kan finde en film med et kristent tema) og 3. møder i kirken med teenagerne i Plopi (hver fjerde uge), eftersom kirken heller ikke har sit eget tekniske udstyr
- Udgifter til frivillige. I Rumænien havde vi ikke tidligere en kultur med at organisere frivillige. Det er ved at blive mere kendt. Vi investerer så meget tid og energi i vores frivillige! Vi kan se resultaterne, fordi der er så mange små, men vigtige, opgaver, som udføres fuldstændig af frivillige.
Der er gået otte måneder siden det meste af min tid og energi blev brugt på Edi og hans familie. Der var også mange helbredsproblemer for Eric og mig. Men kun ét projekt endte med at lide under det: Mine korte kurser på skolen. For her var jeg den eneste, der var trænet og havde papirerne til at udføre arbejdet. Jeg synes, jeg har fantastiske mennesker, der står sammen med mig, de fleste af dem i mere end fem år. Men jeg vil ikke trække det for langt. Jeg vil ikke overbelaste dem uden at give dem noget igen!
Jeg har meget seriøse overvejelser om en boot camp for frivillige, eller måske en kort tur et sted hen. Jeg vil bede og vente på vejledning.
Tak for, at I “valgte” os!
I Kristus,
Iulia på vegne af POT-børnene
Af Iulia Cociuba. Oversættelse: Mark Langdahl