Rumænien tour retur med julepakker
Mandag den 10. december 2012 rejste Mads og Estrid Sjælland fra Danmark med 200 julepakker og næsten 40.000,00 kr.
1. Julepakker til Rumænien
Mandag den 10. december 2012 rejste vi (min kone Estrid og jeg) fra Danmark med 200 julepakker (ca. 2.200 kg) og næsten 40.000,00 kr. Det hele, såvel pakker som penge, er gaver fra mennesker i Danmark, som gerne vil være med til at opmuntre dem, hvis hverdag ofte er en kamp bare for at få det daglige brød.
Tak til jer, der med både kærlighed og opfindsomhed har indkøbt og pakket en ”julepakke” til én eller flere fattige familier i Rumænien.
Tak til jer, der sendte en pengegave som vi har omsat til julepakker i Rumænien.
2. Timisoara / Oltenia:
Efter en enkelt overnatning undervejs, ankommer vi tirsdag aften omkring 22-tiden til Timisoara.
Ganske vist har snefald og snefygning været årsag til, at vi har brugt ca. fire timer på at køre de sidste 100 km; men når vi sidder sammen med gode rumænske venner i en dejlig varm stue, hvor der er varm suppe og lun salmale på bordet, så forsvinder trætheden som dug for solen. Da vi har spist os mætte, kan vi lægge os til ro i en varm opredt seng. Her er det godt at være.
Her i Timisoara skal vi ikke læsse af, men vi skal foretage indkøb og pakke 150 julekasser til børn i Oltenia.
Oltenia ligger ca. 300 km sydøst for Timisoara. Det er et område med kun ganske få kristne.
Et rumænsk ægtepar (missionærer) arbejder på at opbygge en evangelisk kirke i dette område.
I forbindelse med julehøjtiden inviterer de børnene til en julefest sammen med deres forældre. Julens budskab bliver forkyndt, og børnene får en julepakke. Tidligere år har der været samlet omkring 500 mennesker (voksne og børn) til en sådan julefest.
”Betania”-kirken i Timisoara hjælper og støtter missions- og evangelisationsarbejdet i Oltania under ledelse af, Vali Fat, der er en af kirkens præster.. Mange i Danmark kender Vali. Vali har været elev på Solgården i Tarm og på LM’s bibelskole i Hillerød.
Det kræver plads, og det tager tid at pakke 150 julepakker; men vore to piger, Angela og Roxana, har taget fri fra deres arbejde for at hjælpe os med opgaven.
Angela og Roxana har, ligesom Vali været på efterskole og bibelskole i Danmark. I den forbindelse har vi været pigernes danske hjem.
Pakkerne til børnene i Rumænien har et lidt andet indhold, end juleposerne har til børnene i Danmark.
Naturligvis er der søde sager - det hører julen til; men der er også legetøj, blyanter, stilehefter, sæbe, tandbørste, tandpasta, strikkede huer, halstørklæder og handsker.
Man kan naturligvis ikke give strikkede huer, halstørklæder og handsker af samme farve til piger og drenge. Derfor måtte der indkøbes og pakkes røde strikkevarer til pigerne og blåt til drengene.
Dette medførte, at det også blev nødvendigt at kende forskel på, om en pakke var til en dreng eller til en pige.
Med stor sirlighed og omhu sørgede nogle unge piger fra kirken for, at drengenes pakker fik en slags julepapir, og pigernes noget andet.
Transporten af pakkerne fra Timisoara og uddeling af pakkerne i Oltenia tog Vali sig af.
Beriget af en ny og god oplevelse kunne vi fredag morgen rejse videre med de danske julepakker til Faget / Batesti, der ligger ca. 90 km øst for Timisoara.
3. Faget / Batesti
Mens vi har opholdt os i Timisoara, er vejene blevet rene og tørre, og vi nyder turen til Faget. Der er solskin og frostklar luft. Kun de sidste to km fra Faget til Batesti bliver vi klar over, at vi altså stadig er i Rumænien. Vejen mindede mest af alt om det, som man indenfor skisporten kalder en ”pukkelpiste”. Dårlig snerydning og fastkørt sne gør, at vi igen må krybe langsomt af sted.
Knapt nok er vi fremme hos Emerich Cornel, før han har fået fat på nogle hjælpere fra nabolaget, og i løbet af kort tid er såvel traileren som bilen blevet tømt.
De 200 julekasser, som vi havde medbragt fra Danmark, er nu anbragt i et tørt og sikkert rum i Emerich Cornels hus.
Den videre fordeling og udbringning af pakkerne til de fattige hjem overlader vi trygt til Emerich Cornel og hans medhjælpere.
Snart sidder vi omkring køkkenbordet og nyder et veltilberedt måltid mad.
Endnu en gang har vi oplevet den respekt, som denne familie udviser overfor Guds gaver, maden.
Før vi begynder på måltidet rejser vi os alle sammen op og står omkring bordet. Husfaderen (Emerich) fremsiger en efter danske forhold lang bøn og taksigelse til vores himmelske fader. For os, er det et stærkt vidnesbyrd om hengivenhed og respekt for Guds gaver.
Under måltidet udtrykker Emerich sin taknemmelighed for julepakkerne og alt det, som BBS gennem årenes løb har betroet ham at dele ud af.
”Der findes familier her i området, som ikke har været i stand til at overleve, hvis ikke I havde hjulpet os”, siger Emerich og tolken (en lokal mand) bekræfter det.
Et sådant udsagn virker stærkt på os, der kommer fra et overflodssamfund. Egentlig ”sætter det os i skammekrogen” med den krævementalitet, som vi ganske ubemærket selv er blevet en del af.
Som altid har Emerich en ønskeseddel, ikke til sig selv; men på vegne af dem der spørger ham om hjælp.I håb om, at nogle af vore læsere vil være i stand til at hjælpe os, bringer vi hermed ønskesedlen videre.
Ønskeseddel
Hospitalssenge
Patientlifte (løftekraner til patienter)
Armstokke
Rollatorer
Gangstativer
Kørestole (gerne med 24 tommer hjul)
3-hjulede cykler til voksne
Etagesenge til børnerige familier
Den fortsatte rejse fører os 100 km længere mod øst til landsbyen Plopi, ca. 6 km fra Hateg.
Her skal vi bo hos Edi og Iulia Ciciuba de næste par dage.
4. Hateg / Plopi
Besøget i Hateg blev en oplevelse der ”krøb helt ind under huden”. En oplevelse som man ikke så let bliver færdig med.
Når vi skal forsøge at berette om vores julebesøget i Hateg, så slipper ordene hurtigt op, og vi sidder tilbage med ønsket om, at det skulle alle vore givere hjemme i Danmark have haft muligheden for at se og opleve.
Vi vil alligevel prøve at give et lille glimt fra nogle af vore oplevelser.
Lørdag morgen møder vi op foran Lidl i Hateg. Her står allerede flere hjælpere klar. Meget hurtigt finder vi ud af, at dette har Iulia styr på. Hjælperne deles op to og to og udrustes med indkøbsvogn og indkøbsliste. I løbet af kort tid ruller seks tungt læssede indkøbsvogne i rad og række op til kassen.
Fordi vi foretager indkøb, pakning og udbringning på én og samme dag, bliver der nu mulighed for, at vi ud over de klassiske ting som mel, sukker, olie og juleknas også kan putte letfordærvelige varer i pakkerne. Der bliver således plads til friskbagt brød, margarine, ost, mælk, sodavand etc.
Efter at vi har været en tur omkring kirken, hvor varerne er blevet delt og pakket i ”familiepakker” går turen ud til de fattige hjem.
Det vil være umuligt, at berette om alle besøgene. Vi skal bare tage nogle få eksempler.
Vi besøger en bedstemor, der bor i et lille hus med to små rum. Her bor hun sammen med en mental handikappet søster og seks børnebørn, hvoraf den ældste er 12 år. Børnene sover i én og samme seng - tre i hver ende. Vi kender ikke historien om, hvor forældrene opholder sig; men vi bliver hurtigt klar over, at her er der en bedstemor, der gør sit yderste for, at børnebørnene skal få det daglige brød, og at de hver dag kan få rent og helt tøj på kroppen.
Vi bærer julepakkerne ind. Et par af de store børn hjælper til. Det fylder godt op i et lille rum; men her er der også mange munde, der skal mættes.
”Aldrig har jeg set så meget mad på en gang”, siger bedstemor mens tårerne strømmer ned ad hendes kinder. Hun løfter hænderne og lovpriser og takker Gud.
Vi bliver klar over, at her mangler der også brænde til opvarmning og madlavning.
Det blev til endnu en gave fra venner i Danmark. Kirken får 200,00 € og påtager sig ansvaret for at forsyne dette hjem med brænde hele vinteren igennem.
”Et par etagesenge vil være en kærkommen ting i dette hjem - så kan pigerne og drengene i det mindste få hver deres seng”, siger Iulia, og Edi tilføjer, at også børnecykler vil være en stor hjælp, da de bruger meget tid på at gå til og fra skolen.
Endnu et lille glimt. Her besøger vi også en bedstemor. Hun tager sig af tre børnebørn.
Da vi tager afsked med hende ude på trappen, siger hun: ”Her ejer vi ikke meget og har ikke meget at give af; men vi kan give meget kærlighed til hinanden”.
Det sidste glimt bliver ind et hjem, hvor der bare er ét rum. Her bor en alenemor med fire børn. Hun er ikke hjemme. En stor pige fra nabolejligheden er babysitter.
En stor bunke tøj ligger op imod kakkelovnen, hvor ilden buldrer lystigt.
Edi flytter tøjbunken, sådan at der bliver en større afstand til kakkelovnen, og fortæller børnene, hvor farligt det er, hvis ilden får fat i tøjet.
Bare disse få glimt fra besøgene i Hateg.
Da vi søndag eftermiddag rejser tilbage fra Hateg til Timisoara står det os klart, at vi ikke har bragt den store forandring ind i disse fattige hjem.
At vi har formidlet en stor opmuntring fra venner i Danmark, det er vi klar over, og vi er taknemmelige for, at vi fik lov til at udføre denne opgave.
Det fylder os med glæde og taknemmelighed, at det hele ikke slutter her og først begynder igen, når vi kommer tilbage til julen i 2013.
Edi og Iulia, Flavia og Tinel vil fortsætte deres arbejde for, at disse børn kan ”løftes” op til et bedre liv end det, deres forældre har været i stand til at give dem.
- De vil opmuntre dem til at passe deres skolegang.
- Hjælpe dem med lektier.
- Sørge for, at de får bad og rent tøj på.
- At de får noget at spise.
- Lærer at tale pænt etc.
Ikke mindst er det en hjertesag for dem, at de hører evangeliet og kommer til tro på Jesus.
Iulias "ønskeseddel”:
8 stk. børnecykler til: 3 piger 10 – 12 år
5 drenge 11 – 13 år
3 stk. etagesenge (køjesenge)
Med ønsket om et godt og velsignet nytår til alle vore læsere sendes de hjerteligste hilsner
Estrid og Mads Sjælland
Af BBS