Kære venner
Vi har fortsat travlt her. Mere travlt end før corona-situationen, for nu er der endnu større behov.
Vi har også måttet omorganisere vores indsats. Generelt arbejder vi jo med evangelisation, uddannelse og nødhjælp. Nu har vi givet mere fokus til nødhjælp. Det interessante er, at vores evangelisationsindsats aldrig er gået bedre! Vi har aldrig fortalt børn og voksne så meget om Gud, Jesus, Helligånden, håb, tro, taknemmelighed osv. som nu! Uddannelsesindsatsen må til gengæld vente til sommer.
Vi har to mål for nødhjælps- og evangelisationsindsatsen:
Mad og livsfornødenheder
For det første vil vi formidle mad og andre basale livsfornødenheder (gas til madlavning, medicin, bleer, hygiejneprodukter mv.). 271 familier har mindst én gang modtaget mad fra os. 20 familier får regelmæssigt mad fra os hver 10.-12. dag.
I starten hjalp de sociale myndigheder mig med udleveringen. Men det fungerede ikke godt. Nogle af dem var uforskammede og ikke særligt opmuntrende.
Derfor henvendte jeg mig til præster i Hategs kirker, og de anbefalede mig nogle mennesker, som kunne gøre det, vi ønskede: Sikre, at folk, som modtager fødevarer, ved, at det kommer fra vores Gud og opmuntre dem på bedste måde til en fremtid med Gud.
Da jeg talte med de frivillige om, hvad de skulle gøre, mens jeg gav dem lister og adresser, havde de fleste af dem det samme spørgsmål: ”Får vi et kort eller noget andet med din organisations logo, så folk ved, hvor maden kommer fra?” Jeg fortalte dem, at Jesus ikke døde på et kors for at gøre mig berømt! Han sagde til os, at vi skulle give mad til de sultne. Jeg fortalte dem, at de er velkomne til at invitere folk til deres egne kirker. Men at det er vigtigt at se dem i øjnene med accept, respekt og kærlighed og at lade dem høre de gode nyheder.
De sociale myndigheder hjælper stadig med indkøb indimellem, og de stiller et sted til rådighed, hvor vores frivillige kan organisere nødhjælpen.
Hjælpe de lokale producenter
For det andet vil vi hjælpe de lokale producenter med at sælge deres varer. De kan ikke længere sælge deres produkter, fordi de ikke længere kan tage hen til åbne markeder. Vi har købt mere end et ton kartofler (- det lyder lidt smartere end at sige 1.070 kg), 50 kg løg, 50 kg ost, 40 liter mælk, utallige æg og utallige krukker med syltet frugt og syltede grøntsager. Vi fik også 38 liter mælk og omkring 50 æg doneret. Hvad vi ellers har haft brug for, har vi købt i supermarkederne.
Når vi køber fra lokale producenter, fortæller vi, at det er Gud, der har sendt os. Det betyder, at Gud elsker dem – og med det afsæt får vi som regel en god samtale om en fremtid med vores Herre.
Uddannelse
Ingen af de børn, vi arbejder med, har internetadgang. Eller en ansvarlig voksen omkring dem. Eller andre muligheder for at følge med i skolen i denne tid, for alt foregår online. Selv vores lille dreng, Eric, får hver eneste dag opgaver fra sin lærer.
Jeg forventer, at mange vil droppe ud af skolen, når de starter op på ny i september. For de vil føle sig fortabt og uønskede, fordi de vil sænke resten af klassens tempo.
Jeg arbejder hen mod et sommerprojekt for at afhjælpe det. Om sommeren er skolerne lukkede, så jeg kan ikke bruge skolernes faciliteter. Derfor vil jeg høre, om jeg kan låne lokaler på biblioteket og rådhuset, så vi kan arbejde med børnene der henover sommeren. Jeg er i dialog med frivillige, de fleste af dem studerende, for at høre, om de kan afsætte et par dage til at arbejde med børnene hen over sommeren.
Børnene vil få sandwiches, hygiejneprodukter og nogle små overraskelser. Jeg forestiller mig at afvikle tre timer om dagen fra ni til 12 tre dage om ugen - måske kun to timer to dage om ugen for de små (mellem 6 og 10 år).
Sommerlejren
Vi har planlagt lejren det sædvanlige sted fra 3. – 7. august men med kun 60 børn, fordi der er en anden lejr, som er booket ind samtidigt. Det var det eneste sted, vi kunne finde, og det amerikanske team, som normalt hjælper til på lejren, siger, at det vil fungere godt for dem. (Jeg har også brug for dem, fordi de kommer med alle de materialer og spil, som børnene bruger på lejren. Hvis jeg skulle betale for det, ville lejren blive næsten dobbelt så dyr.)
Vi lægger vores planer, men Guds planer er de bedste. Og vi må se, hvad fremtiden bringer, når det gælder lejre og antallet af personer, der må være sammen.
Vores plan B er at lave en dagslejr under åben himmel. Her har vi adgang til to steder, som vil fungere godt. Der vil komme udgifter til transport, men begge steder vil fungere godt til en lejr.
Vi forventer, at den næste fase i Rumænien tidligst kommer den 15. maj. Indtil videre tales der ikke om, at børnene kan starte i skole igen – der er kun lidt rygter om, at de først starter op igen til september. Men en uge før skolestart må jeg være klar til at købe og udlevere sæbe, shampoo, tandpasta, tandbørster og lignende til børnene. De fleste har allerede brugt, hvad de havde.
Og der er ingen voksne i deres familier, som har arbejde eller mulighed for at arbejde for penge. Nogle af dem er gode arbejdere, og selvom de gerne vil arbejde, er der ikke håb for dem. Andre vil ikke arbejde.
Hjertets overvejelser er menneskets sag, men tungens svar er fra Herren. En mands færd kan være ren i hans egne øjne, men Herren prøver hans tanker. Overgiv dine forehavender til Herren, så bliver dine planer til virkelighed.
Ordsp. 16,1-3.