Oplevelser og indtryk, der har brændt sig fast

Da Estrid og Mads var afsted med PC'ere til børn og unge i Rumænien.

Den primære årsag til, at vi igen har fået nye oplevelser, der har brændt sig fast, er, at Tv-produktionsselskabet BLU A/S i Valby har foræret BBS 24 stk. gode computere som en gave til børn og unge mennesker i Rumænien.

Vores gode ven Per Boelskifte i Aabenraa tog sig af det tekniske med installation af software og klargøring til brug i Rumænien.

Vi, min kone og jeg, fik den stærke og gode oplevelse, der fulgte med levering og distribuering af computerne i området omkring Botosani.

Botosani amt ligger i Rumæniens nordøstligste hjørne og grænser op til Ukraine mod nord og staten Moldova mod øst. Et område med store kontraster. Overdreven luksus og dyb fattigdom side om side. Her finder vi store fine huse, som for de flestes vedkommende er bygget af rumænere, der arbejder, eller har arbejdet i udlandet. Samtidig finder vi også huse og boliger, der ”fortæller” om dyb fattigdom og mangel på de mest nødvendige ting for at opretholde livet. En ældre, næsten blind dame, bor alene i det hus, der er billeder af øverst på siden. Seng og køkkenbord er det samme møbel.

I denne lille lerklinede hytte (billederne nederst på siden) bor der tre generationer. Ingen tilslutning til vand, gas eller elektricitet. Ingen i familien har et arbejde.

Officielt er arbejdsløsheden i dette område på 60 %. Vi har fået fortalt, at dette tal ikke er realistisk, da personer, der har været arbejdsløse i mere end ét år, falder ud af statistikkerne, hvilket gør, at den reelle arbejdsløshed er betydeligt højere end 60 %.

Det vil være en umulig opgave, at fortælle om alle de oplevelser og indtryk vi har fået på denne tur. Her vil vi bare forsøge, at gengive nogle få af de indtryk, som vil blive ”hængende” i sindet og tankerne meget længe endnu.

Den fornødne hjælp til at udvælge og finde frem til børn og unge mennesker, der kan have nytte af en computer, fik vi af to af vore samarbejdspartnere Pastor Stefan Moisuc, en respekteret og afholdt pastor, der betjener flere evangeliske kirker i Botosani amt, og Christian (Cristi) Dumbraveanu, leder af et kristent børnehjem, ”Cassa Ioanna” i Botosani. Her blev der også installeret et par computere, en farveprinter og en projektor. Tidligere var der kun én computer til 18 børn. 

Skolen i Alba

Skolen fik to computere og en flatbed scanner. Det blev det første IT udstyr skolen nogensinde har ejet. Udstyret blev modtaget med stor taknemlighed, og der blev givet udtryk for al god vilje til, at så mange som muligt af skolens elever skulle have nytte af det.

At kunne imødekomme skolens behov for mere IT udstyr står højt på vores ønskeliste. Skulle Tv-produktionsselskabet BLU A/S, eller en anden institution, få lyst til igen, at forære os noget godt udstyr, vil skolen i Alba blive en af modtagerne.

Kirken i Alba

Fra skolen går turen til kirken i Alba (en af Stefans kirker), hvor der blev afleveret en computer og en projektor, således at sangene nu kan vises på storskærm i kirken.

Mange af BBS’ venner vil huske, at kirken i Alba var det første kirkebyggeri, vi var involveret i, i Rumænien. Kirken blev bygget i begyndelsen af 90'erne, umiddelbart efter revolutionen. Kirken består, menigheden består, selvom den lider under at rigtig mange unge familier er rejst udenlands for at finde en ny fremtid for dem og deres børn.

Kirkebygningen slides og div. vedligehold, som udskiftning af døre og vinduer er i gang. Gulvet er ved at rådne op og trænger til at blive udskiftet til et tidssvarende gulv med isolering.

Fra Stefan har vi taget et ønske med hjem til BBS´s venner om 1.000,00 € (7.500,00 kr.) til hjælp til et nyt isoleret gulv i kirken, og 500,00 € (3.750,00 kr.) til indkøb af bibler (stk. pris = 45,00 Lei = 77,00 kr.), som Stefan har brug for i sit arbejde.

At computerne var en kærkommen gave i de små hjem, er vi ikke i tvivl om. Flere af børnene havde lidt kendskab til en computer. F.eks. havde nogen af dem prøvet et spil på en computer hos naboen; men at der nu også stod en computer i deres eget hjem, det var en kærkommen gave.  

På vejen tilbage fra Alba passerer vi Dorohoi. Her er der en kvik dreng, som Stefan gerne vil glæde med en computer. Drengen havde mistet sin far, da han var omkring 4- 5 år gammel.

I 2010 gik den store flod, der løber gennem Dorohoi over sine bredder og satte store dele af byen under vand. Også hans hjem kom til at stå under vand og blev påført store skader. I en lang periode blev han sammen med sin mor genhuset et andet sted i byen indtil hjemmet igen var gjort beboeligt.

Moderen gav udtryk for stor taknemmelighed, ikke bare for computeren; men også for den hjælp der var blevet formidlet gennem BBS i forbindelse med oversvømmelsen i 2010.

I byen Botosani

Vi kører stille og roligt af sted på en meget dårlig vej i udkanten af Botosani. Husene, som vi passerer, lider næsten alle under dårligt vedligehold. Vi standser foran et hus, der ligger langt under vejens niveau. Det er faktisk kun det rustne bliktag, der rager op over vejens niveau. Cristi åbner bilruden og råber, om der er nogen hjemme. Ret hurtigt kommer der to store piger (ca. 11 -13 år) op på vejen. ”Kan I tænke jer at få en computer”, spørger Cristi, og pigernes ansigter lyser op. Ja, det vil de meget gerne.

For nogle få år siden havde pigerne mistet deres mor. Hun var bare forsvundet. Ingen vidste, om hun var død eller levede et ukendt sted.  Nu boede de altså her i dette lille usle hus sammen med deres arbejdsløse far og en onkel, der er alkoholiker. El-værket havde slukket for strømmen, og de ville ikke tilslutte strømmen igen før elregningen på ca. 1.000,00 € var blevet betalt (= 7.500,00 kr. eller ca. et halvt års indtægt for en fuldtidsarbejder i dette område i Rumænien).

Skuffelsen var stor, da det gik op for pigerne, at forholdene, de levede under, gjorde det umuligt for dem at have en computer.

Da jeg spørger, om ikke vi kan hjælpe familien at få strømforsyningen tilbage, svarer Cristi, at en sådan hjælp kun vil gavne en meget kort tid, og at en arbejdsløs far og en alkoholiseret onkel ikke er et godt sted for to teenager piger at være. ”Jeg ville allerhelst finde et andet hjem til dem”, siger han, ”men lige nu ved jeg ikke hvor.”

I oplandet

Selv i et lille hus, hvor der er strøm, kan en computer sprede glæde og opmuntring til familiens børn.

Ca. 25 km. fra Botosani guider Cristi os gennem en landsby. Her ude i udkanten af landsbyen bor  ko-hyrden med sin kone, 10 børn og det 11. barn undervejs. Ikke nogen dårlig placering, da han hver eneste morgen skal tage turen gennem landsbyen for at samle køerne, der allerede på det tidspunkt, står udenfor deres respektive ”hjem” og venter på at hyrden skal komme for at tage dem med i den flok som han fører ud til græsning et eller andet sted udenfor landsbyen. Her vogter han dem, indtil han sidst på dagen fører dem tilbage til landsbyen, hvor køerne selv genkender og standser ved deres hjem og venter på at lågen til gårdspladsen åbnes, så de kan gå ind for at blive malket.

Allerede et par hundrede meter før vi når frem til huset har nogle af børnene genkendt Cristis bil og løber os i møde. At de glæder sig over besøget er let at få øje på, sådan som de hopper og springer af sted ved siden af bilen.

Der er mange hænder til at hjælpe med aflæsningen, og i løbet af et øjeblik er kasser med tøj, madvarer og en computer båret ind.

I en pakke fra Cristi finder børnene meget hurtigt en rulle med sammenlagte kiks, som de deler med hinanden. Det ligner et festmåltid.

Umiddelbart indenfor døren står en stor papkasse. Her sover de mindste af børnene (Jeg ved ikke hvor mange børn der kan ligge i en sådan papkasse). En af de store piger åbner det eneste skab, der findes i hjemmet. Skabet var en gave som Cristi havde bragt til hjemmet et par uger tidligere. Nu vil hun gerne vise os hvor fint det hele ligger på hylderne. Fra en skuffe i skabet tager hun et par stykker papir frem, ”Diplom” står der med meget store bogstaver. En anerkendelse fra skolen for flid og dygtighed.

En ko-hyrdes løn på ca. 800,00 Lei (1.360,00 kr.) om måneden er ikke meget at gøre godt med, hvis så stor en børneflok skal have det daglige brød. Pt. var der heller ingen elektricitet i dette hjem; men Cristi havde åbenbart været i kontakt med de behørige myndigheder og vidste, at i løbet af en overskuelig tid ville der være strøm i ledningerne igen og computeren kunne komme i anvendelse.”

"Man behøver ikke at være ulykkelig, fordi man er fattig”, siger Cristi, da vi er undervejs tilbage gennem landsbyen.  En bemærkning der er vanskelig at ryste af sig. Er det vores overflodssamfund, der godt hjulpet på vej af reklamens magt, der næsten ubemærket har fået os til at tro, at livskvalitet kan købes for penge? Måske har vi en gavnlig lektie at lære hos fattige i Rumænien?

En elektrisk kørestol

På samme tur bragte vi også en elektrisk kørestol til Lidia Petraru i Mitocu Dragomirnei i Suceava amt (nabo amt til Botosani).

Familien Petraru har vi kendt siden sommeren 1988, hvor de trodsede det kommunistiske styre og modtog bibler til videre uddeling. I rigtigt mange år efter revolutionen har de været en uvurderlig hjælp for BBS. Der er formidlet tonsvis af tøj, sko etc. fra dette hjem og ud til mange fattige familier i området. For en del år siden blev denne aktivitet indstillet, fordi kræfterne ikke slog til mere. For to år siden mistede Lidia sin mand George. For et års tid siden fald hun og fik et lårbensbrud, som har lænket hende til en kørestol. I stor taknemmelighed for den gæstfrihed og den store indsats for de fattige, som dette hjem har ydet, har vi med stor glæde bragt en elektrisk drevet kørestol til Lidia.

Den yngste af pigerne, er nu hjemme og giver god og omsorgsfuld pleje til sin mor. Lidia har 13 børn og 34 børnebørn, som bor i Rumænien, Italien og USA.

Hjemrejse

På hjemturen aflægger vi et besøg hos Edi og Iulia i Plopi / Hateg. Nyt herfra gemmer vi til næste nyhedsbrev.

Et kort besøg hos familien Emerich Cornel i Batesti / Faget får vi også tid til; men det er et ”farligt” sted at komme. Emerich har altid en lang ønskeseddel, ikke til sig selv og hans familie; men til de fattige familier i området, og det er et meget stort område.

Det opdagede vi, da vi sammen med ham uddelte julepakker i december 2014 og besøgte mange fattige hjem i området.

Vi vil slutte af med at bringe Emerichs ønskeliste videre til vore venner:

• 200,00 € til brændsel til en fattig familie i Hateg.
• 500,00 € til fødevarer til fattige familier
• Armstokke
• Hospitalssenge
• Toiletstole
• Kørestole
• Symaskiner
• Døre og vinduer

Af Estrid og Mads Sjælland