Nyt fra byggeriet på Casa Ioana

Mød Ionel fra Hateg, og hør om hans fantastiske rejse.

Som lovet i det seneste nyhedsbrev (nr. 1* 2018): ” Vi vil meget gerne holde vore venner løbende orienteret om hvordan projektet skrider frem, såvel med byggeriet som økonomien.”

 

Fra Cristi (lederen af børnehjemmet) har vi modtaget nedenstående tegninger og beskrivelser for nybyggeriet, samt efterfølgende hilsen.

 

1) Kælderen

Kælderen bliver vores varelager. Desuden skal der være et fyrrerum og et opbevaringsrum til køkkenting.

 

2) Køkken og spisesal

Køkkenet bliver opført, så det lever op til alle autorisationsregler. Der er særlige regler og krav på dette område, som vi må følge. Det er ikke alle regler, der giver lige god mening, men der er ikke noget at gøre. Hvis vi vil have et lovligt køkken, er det sådan, det må være.

 

3) Sovesale

Sovesalene vil få flere senge, end der fremgår – tegningen er blot arkitektens bud på, hvordan det kan indrettes. Alt i alt vil vi få plads til 15 børn her. Et af værelserne kan bruges som gæsteværelse for de folk, der kommer og besøger os. Så I kan bruge det, når I kommer_:-)

 

*

 

Cristi skriver videre: ”I virkeligheden var vores drøm en større bygning. Men de lokale myndigheder ville ikke give tilladelse til, at vi byggede 250 m2 men kun 190m2. Sådan er reglerne, og vi kan ikke gøre andet end at følge dem. Og vi er taknemmelige for det, vi får.

 

Kære brødre og søstre: Tusind tak for al jeres støtte og hjælp. Og at I gør det muligt, at vi kan få den nye bygning. Og tak for de andre projekter også! Det fylder os med glæde, hvordan Gud kan åbne døre og opfylde vores drømme! Vi beder for jer hver aften. Vi beder Gud om at beskytte jeres familier, arbejde og kirker og velsigne BBS

 

Gud velsigne jer i alt!

Cristi, Alina og vores 17 børn”

 

I skrivende stund, er de indledende manøvrer til byggeriet påbegyndt. Gårdspladsen er ryddet, lager-containere er flyttet og udgravning påbegyndt.

 

Desværre, eller måske heldigvis, brød en af arbejdsmaskinerne sammen, og arbejdet måtte indstilles. 

 

Det viser det sig nu, at det ikke bare er en defekt maskine der er til hinder for at arbejdet kan fortsætte, men at en relativ ny bestemmelse også er med til at standse byggeriet.

 

Pr. 01. August 2017 er der i Rumænien indført nye og omfattende bestemmelser vedrørende høringer og skriftlige tilladelser for nybyggeri. Disse bestemmelser var Cristi ikke bekendt med. Hans rådgivere (entreprenør og arkitekt) var heller ikke opmærksom på disse nye bestemmelser og havde ikke gjort Cristi opmærksom på at byggeriet ikke måtte påbegyndes før de nødvendige tilladelser forelå. 

 

Arkitekten der har påtaget sig at stå for byggeriet arbejder p.t. med at fremskaffe de fornødne skriftlige tilladelser, således at arbejdet kan sættes i gang igen (på lovlig vis).

 

En hindring mere, eller en stærkt generende faktor er, at det næsten regner uophørligt hvilket vanskeliggør den første del af byggeriet, kælderen. 

 

De har fået regn i så store mængder. Mange af afgrøderne på markene er ødelagt eller direkte rådnet op og flere huse står under vand.

 

Vi vil gerne, i denne situation, være med til, så langt vi kan, at opmuntre vore kære venner i Casa Ioana.  I tålmodighed vil vi vente på, at Gud endnu engang ”åbner og lukker døre”.

 

Som en bæk er kongens hjerte i Herrens hånd, han leder det hen, hvor han vil.

Ordspr. 21.1

Af Mads Sjælland