Igen i år har BBS støttet sommerlejren for børn i Hateg, som BBS’ venner i organisationen ”Jeg kan!” arrangerer. Årets sommerlejr, som løb af stablen fra den 27. juni – 2. juli 2015, havde overskriften ”Kristi tjenere”. Edi og Iulia Cociuba, som står for lejren – og som nogle af jer mødte på BBS’ generalforsamling i år, fortæller her om lejren.
Der var 68 børn på lejren og 18 voksne. Dette år var lejren særligt udfordrende, da vi havde stor udskiftning i det rumænske hold af frivillige. I år havde vi også for første gang et særligt program for teenagere. Det tog en del tid og energi at tænke og organisere de aktiviteter og rytmer, vi har kørt fast i fire år, på ny. Men med Guds hjælp overholdt vi alle deadlines, og vi fik vores nattesøvn.
Harmoni
Gud har overrasket mig igen! Min tro er så lille, men Han er en almægtig Gud. Jeg har søgt efter et ord, som særligt beskriver lejren. Det bedste, jeg har fundet, er harmoni - lyden af når noget passer sammen og er helt i takt.
Jeg må indrømme, at denne lejr var det først projekt, jeg har arbejdet på, hvor jeg virkelig forstod, hvad harmoni betyder. Alt gik op i en højere enhed: Børn, forældre, undervisere, de ansatte på lejren, vores frivillige, transporten, økonomien, problemhåndteringen, konflikthåndteringen.
Det hele var som en drøm! Selvfølgelig stødte vi også ind i de problemer, som der altid vil opstå ved et arrangement af denne størrelse, men alle havde en god og positiv attitude. Jeg følte, at Gud var tydeligt tilstede i alle hjerter og sind.
Den bedste lejr nogensinde!
Vi kørte som sagt et særligt program for teenagere - 12 i alt. Fire timer om dagen i to sessioner havde teenagerne workshops, hvor de talte om de ting i deres liv, som betyder noget. Edi stod for programmet. Jeg var overrasket over, hvor stor pris, de unge satte på det - ingen bad om at forlade gruppen.
Efter lejren lykønskede lejrchefen os med "den bedste lejr nogensinde"! Han sagde, at de havde det, som at det var Gud der havde sendt folk til lejren, og at alt var drevet af Gud.
Fra lejrdeltager til frivillig
Tiffany på 16 var selv lejrdeltager for fem år siden - i år var hun frivillig. To uger efter lejren blev hun døbt. "Jeg kan ikke forestille mig mit liv uden at være involveret i lejren", siger Tiffany. Så vi kan kalde hende vores første discipel!
For Niculita på 13 år var denne lejr den femte. "Jeg kan mærke, at folk holder af mig", fortæller hun. "Lejren er som en ekstra familie for mig, fordi vi mødes hvert år og udvikler os sammen. Jeg spiser ikke så meget. Jeg vil være sikker på, at der er nok til alle. Og jeg vil gerne dele min seng med en anden, så der kan komme flere børn med på lejren."
Det varer ved
Andrei er 13 år. Han er meget intelligent dreng og kommer fra en meget indflydelsesrig familie. "Jeg vil ikke gå glip af nogen af jeres lejre eller skoleaktiviteter", siger han. "Der er noget dybere og mere vedvarende værdifuldt ved jeres lejre. Alle andre udflugter og eksotiske steder ebber ligesom ud efter et stykke tid. Men det, som skete her, det varer ved. Det er permanent for mig.
David på 14 år er med på lejren for tredje gang. Hans bror, som er fængslet for at have begået to mord, blev døbt i fængslet i begyndelsen af 2015. David fortæller, at "min bror siger altid til mig, at jeg skal blive tæt på Jesus. Tak for, at I hjælper mig med det."
Til sidst et citat fra forstanderen på den skole, jeg laver skolehjælpsprojektet med: "Det er virkelig et held for os, at du arbejder og involverer dig med børnene på den måde. Det er der ikke andre, der gør, og derfor vil det være en glæde for os at fortsætte arbejdet. Min søn kan slet ikke forestille sig en sommer uden at være med på lejren. Tak for at I gør ham så glad, og tak for alle de ting, I lærer ham."
Alle lejrene er forskellige. Vi kan ikke pege en ud og sige, at det var den bedste. Og vi kan ikke se gennem Guds øjne og evaluere gennem Hans kriterier, men jeg tror, at det er et godt tegn, når både børn og voksne bliver mere og mere forelskede i Kristus, og når flere og flere har frimodighed til at stå ved det. Hvor er Gud en kærlig Far!
*Rom. 12,16: "Hold sammen i enighed. Stræb ikke efter det høje, men hold jer til det lave, og stol ikke på jeres egen klogskab." Den første sætning kan også oversættes: "Lev i harmoni med hinanden".
Af Iulia & Edi Cociuba (Oversat af Bruno Langdahl)