Hilsen fra barndommen

Iulia fortæller om POTs arbejde med at etablere børnearbejde i landsbyerne rundt om Plopi.

Savner nogen af ​​jer at være barn? Da bekymringerne var små eller - slet ikke fandtes. Dengang sukker på et stykke brød var noget helt særligt. Da en naturlig nysgerrighed fik os til at udforske alt, og da hjerter og sind var mere åbne og tilbøjelige til at tilgive og nyde øjeblikket...

Tænk, hvis man kunne rejse tilbage i tiden! Jeg føler næsten, at vores beslutning om at række ud til børn i landsbyerne omkring os har taget os på sådan en tidsrejse - og tættere på børnenes hjerte.

Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.__Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget;__og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.
- Matthæus 18,3-5

Vi takker Herren for kirken i Plopi! For alle de frivillige, der hjælper med spil, sang og musik-instrumenter. For cyklerne. For fodboldbanen! Vi takker Herren for sultne børn! De har bestilt røget svinekød og bønne-stuvning! De fleste af dem har aldrig smagt det før, men de har hørt om det!

Vi takker Herren for børnenes sultne sind og hjerter! I bøn har en af ​​dem spurgt Gud om at give ham “nogen som elsker mig.” De er ikke generte. Og det er et godt tidspunkt at række ud til dem.

Mit problem nu er … grænser! Det er ikke nyt for mig at skulle sætte grænser i aktiviteter og relationer. Men nu, hvor jeg har med børnene fra landsbyerne og landet at gøre, er jeg nødt til at gøre ting på en ny måde. I dag, efter at vi har boet her i 16 år, har jeg for første gang valgt at låse dørene i mit hus i dagtimerne. Jeg havde brug for privatliv. 

To drenge er lige kommet ind: “Hej, vi kom lige forbi”, sagde de. (De var så naturlige i det og opførte sig, som om de var et sted, hvor de hørte til.) “Jeg er glad for at se jer, men I kan ikke lege indenfor. I bliver nød til at gå ud at lege”, svarede jeg. “Vi kom ikke for at spille, vi kom for at spise”, fortalte de. 

Det var en aha-oplevelse for mig! Hvor går jeg hen, når jeg er "sulten"? Er jeg klar over, hvornår jeg har brug for "mad"? Jeg er ikke en god kok, og jeg har ikke et spisekammer, men der skal være noget at spise for børn.

Omkring 25 børn mødes med os omkring børneaktiviteterne i kirken eller i vores baghave. 

Da vi startede arbejdet på landet, fornemmede jeg en åndskamp. Jeg tabte næsten modet, da jeg ventede på, at teenagerne (13-16-årige) skulle dukke op til et af vores møder, og der kun dukkede tre ud af 12 op. Så fandt jeg ud af, at der er en bar åben i landsbyen, og de har et tennisbord derovre. 

Teenagerne hænger ud der og spiser sodavand, snacks, slik og spiller bordtennis. Først følte jeg, at det vil jeg aldrig kunne konkurrere med. Men så sagde jeg til mig selv, at hvorfor kunne vi ikke have en bordtennis, så de kunne spille hos os uden at skulle betale for det. Et udendørs bord til tennis koster knap 600 Euro. Men det vil kunne være tilgængeligt for mindst 40 børn i weekender, ferier og på hverdagsaftener. Det har vi meget brug for! 

Hjerteskærende historier
Nogle af de historier, vi er vidne til, er hjerteskærende. Efter en ​​aktivitet for nyligt fik hvert barn en lille nipsting. En af drengene, han er 8 år, var meget glad og spurgte mig: „Må jeg tage den med hjem? Det bliver så godt! …Men jeg håber, at min far ikke slår mig igen.” Jeg spurgte ham, hvorfor hans far dog ville slå ham. Han viste mig bæltemærkerne på sin hud. Han var blevet slået for at knække en tallerken. Mærkerne var mørkelilla og dækkede det meste af hans lår. Han sagde, at for ham var det normalt og ikke noget særligt. Jeg har talt med en socialrådgiver om det og er på udkig eftermåder at hjælpe drengen på. Imens har han brug for at blive elsket!

En anden dreng bliver ved med at komme for at lege med en bestemt bil. Jeg ville gerne give ham det, men jeg har indset, at det er det, der giver ham en grund til at komme og være med hos os.

Der er mange historier. Også fra de mange forældreløse børn i området. Alt for mange! De trænger til at vide, hvad kærlighed er. 

Da vi mest arbejdede med folk fra Hateg, var vi glade for, at vores hjem var et andet sted end vores arbejde. Ingen af dem, vi arbejdede blandt, vidste, hvor vi boede. Nu ved alle det. De fleste af dem kender reglerne: Hvis jeg ikke er udenfor, skal de ikke forstyrre. De har adgang til udendørs legetøj, og de kan bruge baghaven. De kan tage vand, og de kan bruge verandaen til det lille hus når som helst. På den måde er vores have blevet landsbyens legeplads. Indtil nu går det rigtigt fint for børnene med at respektere disse grænser. 
Det hele lyder måske lidt kaotisk. Det er fordi, det er det. Lidt. Men vi bliver mere og mere organiserede.

Tak fordi I tænker på os, beder for os, elsker os og hjælper os! 

Gud velsigne det, I gør!