Gud kaldte mig og jeg hørte det ikke

På BBS' årsmøde den 17. marts havde vi den store glæde at have besøg af gode rumæmske venner: Lucia og Stefan Mouisuc og Alina og Cristi Dumbraveanu og deres børn. På mødet delte Cristi, som til dagligt leder børnehjemmet Casa Ioana, sin troshistorie med os. Den berørte os meget, så vi er glad for, at vi har fået lov til at dele den her.

Mange gange taler Gud til os, men vi hører ikke Hans stemme. Vi har for travlt, vi er for optagede af vore egne planer, og vi kommer til at tage forkerte beslutninger, og vi kan ødelægge vores egne liv. 

 

Hans plan for os er perfekt. Han ønsker det bedste for os, ligesom jeg ønsker det bedste for mit barn. Jeg ønsker for min søn, at han får et rigtig godt liv, at han er rask, succesfuld og velsignet. Jeg ønsker, at han skal blive en stor mand, som gør store ting, og at han bliver en leder. Det samme ønsker Gud for os, men hvis vi ikke får taget den rigtige beslutning på det rigtige tidspunkt, ødelægger vi Hans plan.

 

Jeg ødelagde Hans plan for mit liv igennem otte år.

 

En drøm tager form

Jeg var 13, da mine forældre flyttede fra et dårligt område i byen til et nyt et, fordi kommunistpartiet gav mine forældre en større lejlighed. Vi blev nødt til at flytte skole. Jeg begyndte på en ny skole og jeg var bange. Men til min store overraskelse kom jeg i samme klasse som to børn fra min kirke. Det var også den dag jeg opdagede, at de var min grandfætter og -kusine. Det var dejligt og jeg blev glad igen, og begyndte at få nye venner. 

 

Jeg blev tætte venner med min grandfætter. Lad os kalde ham D. Vi begyndte at lave lektier sammen, lege og tage i kirke sammen. Langsomt begyndte vi at tænke på, hvad vi ville med vores fremtid. Han sagde, at vi skulle blive præster. Den plan var, i begyndelsen, noget mere, end hvad jeg forestillede mig for min fremtid, så jeg tog det ikke så seriøst. Men dag for dag blev det mere og mere min drøm, og det gik op for mig, at det også var, hvad jeg ønskede. Så da vi var 16 år, begyndte vi at forberede os mere seriøst på et job som præst. Vi studerede Bibelen otte timer om dagen og bad en time. Det var ret meget, synes jeg, og jeg tænker tilbage på den tid med glæde.

 

Vi kunne finde på at pjække fra skole og gå ind i kirken – min ven stjal nøglen til kirken fra hans far. Vi skiftedes til at lede en gudstjeneste så tæt på virkeligheden som muligt, med prædiken, sang og kollekt. Den, som ikke var ”præst”, sad på kirkebænken og korrigerede den anden, så vi lærte så meget som muligt. Dette stod på i tre år.

 

Samme år som vi færdiggjorde vores High School, skulle vi starte på Baptist Seminariet i Bukarest for at bestå en eksamen, der var adgangsgivende til det treårige studie som præst. Min ven D havde nogle forbindelser. I 1990’erne var der hverken internet eller e-mail, der var kun en indenrigs telefonlinje. Vi havde ikke engang sådan en i vores hjem. Men min ven havde nogle forbindelser, og fandt ud af, hvilke emner man skulle studere for at bestå eksamen. Vi begyndte at studere endnu mere intenst.

 

Svigt og skuffelse

En dag efter kirke forsvandt min ven i en uge eller mere. Jeg begyndte at lede efter ham – bankede på hos ham, men der var ingen, der svarede. Jeg blev noget bekymret, da det var første gang han forsvandt på den måde. Men der var intet at gøre. Jeg måtte bare vente. 

 

Efter nogen tid kom han tilbage, og jeg var ivrig efter at finde ud af, hvad der var sket. Hvor havde han været? Hvorfor havde han ikke fortalt mig, at han var taget afsted? Der var mange spørgsmål i mit hoved. 

 

Til min store overraskelse fortalte han mig, at han var taget til universitet i Bukarest, og at han var blevet optaget på Bibel Studiet. Jeg var chokeret. Jeg spurgte ham, hvorfor han havde gjorde det, uden at fortælle mig om det. Hvorfor var han taget afsted og havde efterladt mig derhjemme? 

 

Han sagde til mig, at jeg ikke skulle bekymre mig, for om et år kunne han hjælpe mig med at komme ind på studiet. Jeg blev meget skuffet over dette svar, og jeg sagde, at jeg ikke havde brug for sådan en ven, og jeg brød al kontakt med ham.

 

Jeg var også vred på Gud. Hvordan kunne han tillade, at dette skete for mig? Hvad med min fremtid? Mine planer? Folkene i kirken vidste, at jeg havde brug for at komme ind på universitet. Hvad ville de sige nu? Jeg følte jeg var nået til en blindgyde. Jeg blev deprimeret, og fra juni til december det år, tog jeg ikke i kirke. Jeg var gal på Gud.

 

Få måneder efter Revolutionen begyndte der at komme udenlandske teams til Rumænien, og mange kirker spurgte mig, om jeg ville oversætte for deres udenlandske gæster. På det tidspunkt var det kun min søster og jeg, der talte engelsk i hele byen. Så alle kirkerne havde brug for os til at oversætte prædikerne.

 

Et skæbnesvangert stempel i passet

Her mødte jeg en englænder, der foreslog, at jeg tog på et Bibel-universitet i England. Jeg var en smule overrasket, men så tænkte jeg, at det nok var Guds plan – han ville ikke have at jeg tog til Bukarest, for jeg talte jo engelsk. På denne måde kunne jeg komme på et bedre universitet i udlandet! Jeg kunne bedre lide denne plan, og jeg fik håbet tilbage.

 

Jeg tog til den engelske ambassade i Bukarest med alle mine papirer fra Belfast Bible College. Jeg var forhåbningsfuld, og jeg følte, at der ikke var grænser for, hvad jeg kunne opnå. Samtalen med kvinden på ambassaden gik også godt – lige indtil det sidste spørgsmål. 

 

Hun spurgte mig hvilke planer jeg havde, når jeg havde afsluttet mine studier. Jeg var ikke forberedt på det spørgsmål, så jeg svarede, at det vidste jeg ikke rigtigt. Min tanke var, at hvis Gud sendte mig til Afrika, så ville jeg tage derned, hvis han sendte mig til Kina, ville jeg tage derover, hvis han ville have mig til Indien, så ville jeg tage til Indien. Det fortalte jeg ikke damen, men det var min plan og mit ønske at tage derhen, hvor Gud ville sende mig. 

 

Hun kunne ikke rigtig lide mit svar. Så på den sidste side i mit pas satte hun et stempel med påskriften: ”Afvist”. Dette stempel gav mig mange problemer sidenhen, men det vidste jeg ikke på det tidspunkt.

 

Jeg prøvede at ansøge den amerikanske ambassade om et studentervisum. Jeg prøvede England igen. Jeg brugte alle mine penge på togbilletter til Bukarest, på visumafgifter og på kost og logi, mens jeg ventede på det negative svar fra ambassaderne. Det ”afvist”- stempel har virkelig givet mig mange problemer. 

 

På et tidspunkt kom en direktør for et universitet i USA til Rumænien, og 10 studerende fra hele Rumænien mødtes med ham foran den amerikanske ambassade for at få visum til at studere i USA. Alle de andre ni fik et visum, men ikke jeg. Direktøren sagde til mig, at jeg ikke skulle bekymre mig, og han lovede mig, at jeg ville komme til at studere på hans universitet. Han havde en ven, som var senator, og han ville fortælle ham om mig. Senatoren skrev et brev med pæne ord om mig, og anmodede om, at jeg fik et visum til at studere. Jeg glædede mig til at vise brevet til manden på den amerikanske ambassade, og var fuld af håb, men manden ville ikke engang læse det. Igen mistede jeg modet.

 

Så kom der et team fra USA. Der var en dekan med 20 studerende fra Liberty University i Virginia. Min søster og jeg oversatte for dem i næsten to uger på forskellige ture, kirkebesøg osv. 

 

En af de sidste dage, de var i landet, spurgte dekanen, om vi kunne tænke os at studere på deres universitet. Hvilket spørgsmål var det? Selvfølgelig ville vi det! 

 

Han sendte de samme papirer til min søster og jeg. Vi tog begge til ambassaden i Bukarest. Min søster fik visum på stedet, og jeg fik en afvisning igen. Hun er nu læge i USA, og hun har været der siden 1993. Jeg er stadig i den samme by, og jeg kom ikke på noget universitet i Amerika.

 

En kræftsyg kvinde i England

I mellemtiden var der en kvinde fra England, som var meget syg af kræft, og som lå for døden. Hun havde efterladt en del af sin arv i Rumænien, så der kunne købes et hus, som kunne give børn beskyttelse, et hjem og en fremtid. Jeg endte med at have de penge under min seng i min mors stue. Og jeg endte med at købe huset for at påbegyndte projektet. 

 

Da jeg blev spurgt om at overtage det fulde ansvar for projektet, sagde jeg nej, da jeg tænkte, at jeg skulle være præst. Jeg forestillede mig ikke, at jeg kunne være præst og involvere mig i velgørenhed på samme tid. Jeg ville gerne hjælpe, men det var langt fra mit mål om at blive præst. 

 

Jeg giftede mig med Alina, og jeg var stadig ikke præst. Jeg var ikke sikker på min fremtid overhovedet. På et tidspunkt havde Alina et job, og hun tog afsted hver dag, mens jeg sad tilbage i vores lejlighed og lavede ingenting. Dette stod på i ret lang tid. 

 

En dag fik jeg nok. Da Alina kom hjem fra arbejde, havde vi en seriøs snak, og vi besluttede os for at flytte til England. Der var en dame, som ville hjælpe os. 

 

Den dag besluttede vi os for at forlade Rumænien for altid. Det var en onsdag eftermiddag. Det var planen, at jeg skulle rejse til Bukarest om lørdagen, flyve til London og så arbejde nogle måneder for at spare op til Alinas flybillet. Vi havde ikke råd til to billetter.

 

Jeg kom for at give dig en besked fra Gud

Om aftenen var der møde i vores kirke, og prædikanten var en præst var det sydlige Rumænien. Jeg havde aldrig hørt om ham, og det var første gang han var i vores kirke. Han prædikede og jeg sang i koret. Mens han prædikede, syntes jeg han kiggede lidt for direkte på mig. Jeg sagde til mig selv: ”Måske er det bare noget, jeg bilder mig ind”. Men da jeg ville give ham hånden til farvel, bad han mig blive tilbage, da han havde noget, han skulle fortælle mig. Jeg var en smule overrasket. Jeg havde aldrig set ham før – hvad kunne han have at fortælle mig?

 

Jeg satte mig på en af de første bænke i en ydmyg position. Jeg regnede med, at han ville irettesætte mig. Da kirken var tømt for mennesker, kom han hen til mig og sagde: ”Jeg kom ikke til Botosani for at prædike, jeg kom for at give dig en besked fra Gud. Beskeden er: Tag ikke afsted”. 

 

Han trak på skuldrene og løftede armene og sagde: ”Jeg gjorde mit job, nu kan du gøre hvad du har lyst til”. Han tog afsted og efterlod mig på bænken. 

 

Jeg var meget forbløffet. Det tog mig nogen tid, før det gik op for mig, hvad der var sket. Vi tog hjem, og jeg fortalte Alina, hvad der var sket. Vi kunne ikke tro det. Jeg tog ikke af sted. Selvfølgelig gjorde jeg ikke det. 

 

Cristi bliver leder af Casa Ioana

To uger senere kom min far hen til mig og sagde: Enten overtager du børnehjemmet, eller også lukker jeg det, for vi har ikke penge til at fortsætte. 

 

Det gik op for mig, at igennem næsten otte år havde jeg forsøgt at blive præst, og jeg havde gjort alt, hvad der var muligt for at nå dertil. Gud havde lukket hver eneste dør – en efter en. Han havde holdt mig fra det gennem alle disse år. Måske var det kun mig, der ønskede at blive præst, og Gud ønskede noget andet?

 

Vi bad over det og besluttede os for, at vi ville prøve at lede børnehjemmet et år. Men det år skulle være uden økonomiske problemer for os. Vi overtog børnehjemmet, men vi havde hverken sponsorer eller penge til at klare os gennem to uger. Børnehjemmet var i dårlig stand, og det var uden nogen fremtid. Vi bad Gud om et tegn på, at vi skulle lede børnehjemmet. Tegnet skulle være, at vi skulle have alle de penge vi havde brug for, i et helt år.

 

Som engle kom der nogle amerikanere og tilbød os at sponsorere børnehjemmet i hvor lang tid? Et år – hverken mere eller mindre, præcis som vi havde bedt om. Dette skete i december 1998. Det er mere end 19 år siden, og vi er på det samme sted. Vi er aldrig rejst væk, og det har vi overhovedet heller ikke nogen intention om at gøre. 

 

Vi ønsker at blive her, og udføre Guds plan for vores liv, og det er vidunderligt!

 

Jeg er ked af, at jeg ikke så det før. Måske skulle jeg have bedt mere eller have spurgt ham oftere, men jeg er virkelig glad for, at Guds sendte den mand for at fortælle mig, at jeg ikke skulle tage af sted. 

 

Jeg har stadig kontakt til den præst, og han beder for min familie og jeg hver dag – endda to til tre gange om dagen. Det ved jeg, fordi jeg taler i telefon med ham fra tid til anden. Han har også besøgt os her på børnehjemmet, og jeg fortalte ham, at det var grunden til, at Gud sendte mig den besked gennem ham. 

 

Bed gerne for min kone og jeg, for vi har brug for styrke, kraft og visdom til at være Guds gode tjenere resten af vores liv.

 

Cristi and Alina

Af Cristi Dumbraveanu (Oversættelse: Lene L. Rasmussen)