Vi er blevet bedt om at fortælle lidt fra vores første deltagelse i BBS’s informationsmøde og generalforsamling. Vi havde set nogle billeder fra en transport og modtagelse af tøj og sager til Rumænien.
Jeg (Else) har pakket mange sække tøj i Lumi Videbæk, som vi skriver Rumænien på, så nu var vi blevet nysgerrige efter at høre mere om BBS. Vi kørte spændte til det gamle fængsel i Horsens, hvor mødet fandt sted.
Vi blev budt velkommen og fotograferet med et ”fangenummer” på brystet. Vi fik et flot kaffebord.
Derefter var der andagt, og så begyndte generalforsamlingen. Mads Sjælland afla gde en meget spændende og detaljeret beretning med billeder fra de forskellige steder i Rumænien, hvor BBS arbejder og har kontakter. Vi husker særlig beretningen om malkemaskinerne og transporten af fyret, hvor traileren mistede et hjul, da de var kommet til Rumænien. Men tænk, en mand med lastbil og kran kom til hjælp, så fyret blev sat helt på plads. Bagefter blev traileren repareret helt gratis. Det viser Guds omsorg i praksis.
Det var også dejligt at møde Lulia og Edi Cociuba og deres børn. Det gjorde indtryk, at Lulia gerne ville have mindre arbejdstid, så hun kunne bruge mere tid med de ”glemte børn”.
Efter aftensmaden, dejligt smørebrød, sluttede dagen med aftensang i kirkerummet i det gamle fængsel. Pastor emeritus Carl Lomholt, fortalte oplevelser fra sin tid som fængselspræst.
Vi tog hjem efter en dejlig eftermiddag med tak til Gud, fordi der er nogle, der er villige til at dele deres og vores velstand med dem, der har mindre.
Af Else og Mogens Christiansen