Det her må være en af de mest specielle beretninger der nogensinde er holdt i BBS’ historie. Ja faktisk bliver den ikke engang rigtig holdt, men blot skrevet og senere læst på en skærm hos dig.
For to uger siden glædede jeg mig rigtig meget til vi skulle fejre årsmøde sammen. Jeg så frem til at vi skulle fejre dagen sammen med vores gode venner i Danmark og i år skulle vi ovenikøbet også have besøg af vores venner fra Rumænien. Det var nemlig meningen at Edi & Iulia fra Hateg og Cristi & Alina fra Botosani skulle være med på årsmødet, hvor de blandt andet skulle fortælle om, hvad der var sket i henholdsvis POT i Hateg og på Casa Ioanna i Botosani.
Desværre skulle det ikke gå sådan. Og inden vi rigtig havde nået at ærgre os over at vi ikke fik besøg, udviklede corona-sagen sig så meget, at vi så os nødsaget til at aflyse vores generalforsamling og årsmøde.
Derfor sidder du nu og læser denne beretning i stedet for at sidde blandt gode venner i Vorgod.
Vucuva
For en generalforsamling eller to siden fortalte jeg at Karla og Ludovic var flyttet til Nadlac med deres børn og at arbejdet i Vucuva var lukket ned.
I år kan jeg fortælle den glædelige nyhed at det har ændret sig en smule. For nu er der igen liv i kirken hvor Ludovic prædiker hver søndag. Han tager til huset fredag eftermiddag/aften. Betjener menigheden lørdag, og holder gudstjeneste om søndagen. En gang om måneden prædiker han også om eftermiddagen i Timisoara. De fleste weekender tager familien med til huset i Vucuca.
Klinikken er ikke åbnet igen, men der er stadig mange der opsøger Karla når de er i Vucuva.
Lager og læsning af lastbil
Vi har stadigvæk lager i Videbæk. Dog er vi flyttet til andre lokaler i byen. Vi har et godt team lokalt, hvor Martin Sønderby og Åge Langdahl holder styr på de mange gode sager vi samler ind.
Vi har besluttet at drosle en lille smule ned på antallet af lastbiler vi sender afsted i årets løb. Det handler blandt andet om resurserne hos dem der modtager hjælpen, samt at vi ønsker at sende ting afsted som vi er sikre på er til god hjælp.
Faget
I forlængelse af fortællingen om lageret i Videbæk er det naturligt at gå videre til Faget. Har har Emerich Cornel i mange år trofast taget imod det hjælp vi har sendt afsted. Herfra har han gennem sine mange kontakter over store dele af Rumænien delt hjælpen ud.
Hateg
I Hateg arbejder Edi & Iulia utrætteligt videre i deres forening POT. Herigennem har de kontakt til mange familier og unge mennesker blandt de mest udsatte i Hateg og omegn.
De holdte i 2019 også deres sommerlejr som igen var særdeles velbesøgt. Faktisk var der så stor efterspørgsel efter at være med på lejren at de overvejer om der skal holdes to lejre i 2020.
Udover sommerlejren kører de forskellige skoleprojekter, samt gør et stort arbejde med at dele brænde ud om vinteren.
Botosani
I det nordøstligste Rumænien finder vi også en af vores trofaste samarbejdspartnere igennem rigtig mange år.
Vi støtter stadigvæk Stefen Moisuc, som på trods af sygdom de senere år stadig er aktiv i flere kirker rundt omkring i Moldova.
Udover Stefan, arbejder vi også tæt sammen med Christi og Alina på børnehjemmet Casa Ioana. Her har vi kastet os ud i at støtte opførslen af en ny bygning som gerne skal blive til lagerrum, køkken og spisesal, samt flere værelser til børnene.
Som mange af jer ved, gav vi et større pengebeløb i 2018 til opstart af projektet. Det blev til et stort kælderlagerrum som nu er taget i brug. I 2019 er det lykkedes os at indsamle flere midler, som har gjort at Christi har fået mod på at gå ind i den næste etape af byggeriet.
Det er et stort projekt, men også et projekt som har vist sig at være nødvendigt. Myndighederne har nemlig stillet krav om at maks må bo 12 børn i hver bygning. Et krav som synes urimeligt, og som man ikke kan lade være med at tænke måske mest er stillet for at gøre livet surt for Christi & Alina.
Afrundning
Stor tak for medleven, bønner og gaver i 2019! Vi håber, I alle følger med os, og at flere kommer til, i 2020 - ikke mindst for at vi kan bidrage til, at Casa Ioana må kunne fortsætte som i dag.
Guds fred!