En formidabel påske-tur til Rumænien

Som mange af vore læsere ved, så blev der i BBS’ regi kørt en tur til Rumænien i påsken 2016. Blandt deltagerne på turen var Jutta og Erik Sennels fra Aabenraa. Erik har i nedenstående artikel beskrevet, hvordan han har oplevet denne tur.

Fredag d. 18. marts samledes vi 21 personer i Aabenraa kl. 06.00 klar til en 10-dages tur på 4.500 km. i en minibus til Rumænien med to rutinerede chauffører: Mads og Martin.

Affjedringen i bussen var ikke for god, så på de rumænske veje blev vi rystet godt sammen! Mange af os kendte ikke hinanden på forhånd, men jeg skal love for, der var sammenhold og hensyntagen til hinanden, som jeg ikke har oplevet det tidligere. Alle mødte til tiden hver morgen i det strenge program, og jeg hørte ikke én eneste mislyd på hele turen!

Vores første mål var Prag, hvor vi overnattede i et nedlagt tidl. nonnekloster der lå i en smuk park midt i byen.

Næste dag kørte vi så til et af turens hovedmål, Timisoara, hvor vi havde tre overnatninger. 

Søndag formiddag havde vi til fri disposition, så Jutta og jeg gik ind til bycentrum – Timisoara er en by på størrelse med Århus. Om eftermiddagen var vi gæster i forskellige hjem. Vi var så heldige at have en niece til familien med, der talte engelsk, så hun kunne tolke. De lidt ældre mennesker taler kun deres modersmål, hvorimod de unge næsten alle behersker engelsk - ikke som før muren faldt, hvor alle var tvungne til at lære russisk. 

Efterfølgende var vi til Gudstjeneste i den 5. Baptistkirke ”Betania”. Angela, der har været på et års ophold i Danmark, oversatte til dansk, så vi kunne følge med. Mads blev også kaldt frem og sagde et par ”bevingede ord” omkring vort samarbejde. Om aftenen havde vi så festmiddag, hvortil alle værtsfamilierne var inviteret.

Mandag havde vi en guidet tur i Timisoara. Vi startede udenfor den ungarske kirke, hvor revolutionen startede den 15. december 1989. En af deltagerne, Emil Toader, der var med den pågældende dag, fortalte om dagens forløb. Det gjorde et dybt indtryk på os at få fortalt, hvordan folk blev skudt ned på gaden. 

Revolutionen opstod tilsyneladende ud af ingenting, men pludselig var alle involveret. Der blev indsat politi med tåregas og brandbiler med vandkanoner, men intet kunne stoppe det. Ja, en brandbil blev sågar skubbet i floden. Det bredte sig hurtigt til andre byer og kulminerede med, at præsident Ceausescu blev likvideret 1. juledag (- jeg husker det, som var det i går). 

Vi besøgte en mindekirkegård, hvor vi kunne se, at drabsdatoerne strakte sig fra 15. - 31. december 1989. 22. december er nu den officielle revolutionsdag i Rumænien, mens den 1. december er deres nationaldag.

Senere på dagen kørte vi til landsbyen Vucova. Det er her, Mads og Co. har installeret varme, såvel i kirken som i præstegården. Som en stolt del af menigheden i Sct. Nicolai Kirke kunne jeg glæde mig over, at bænkene i kirken er doneret ved indsamling i Sct. Nicolai Kirke i Aabenraa. 

Efterfølgende gik vi gennem landsbyen og så nogle af de meget primitive hjem, som folk bor i. Vi overværede en gudstjeneste. Herefter var vi inviteret til middag sammen med menighedsrådet, hvor vi fik suppe og steg. Jeg tror, suppe er nationalretten i Rumænien, for det så vi alle steder stå og koge over en sagte ild.

Tirsdag kørte vi så til Batesti, landsbyen hvortil vi bl.a. sender julepakker hvert år. Her besøgte vi også Cornel og Anna der i en del af huset har lager for alle de varer, som vi sender herned. Nevøen David har boet i Australien, så han talte udmærket engelsk og kunne fungere som tolk. Der var i øvrigt bryllupsforberedelser, da datteren skulle giftes i begyndelsen af maj.

Desuden besøgte vi en kirke der var næsten færdigbygget – også med hjælp fra os.

Så videre over Faget til Hateg, hvor vi blev indkvarteret for to nætter. Næste morgen mødtes vi med Iulia i en af de lokale kirker. Her viste hun billeder og fortalte, hvordan hun kæmper for at få børnene til at gå i skole. Det er desværre tit forældrene, der holder børnene væk fra skolen, fordi de mener, det er bedre for dem at komme ud at tjene nogle penge. Som en gulerod for børnene arrangerer Julia hvert år et sommercamp-ophold for de børn, der passer deres skolegang. 

Her bliver børnene vasket rene – og de lærer at børste tænder (- ak ja!). De fleste af børnene er ikke vant til et toilet og slet ikke deres egen seng at sove i, så nogle af dem måtte flyttes sammen i sengene, da de ellers ikke kunne falde i søvn! 

På vor videre færd besøgte vi fattige usle hytter, hvor vi dog har været med til at hæve standarden ved at finansiere køkkener og en form for badeværelser. Vi besøgte bl.a. en enlig mor med flere børn, hvis højeste ønske var en vaskemaskine. 

Den ville koste 600 lei svarende til 800,00 kr. Vi blev hurtigt enige om at give en halvtredser hver. Næste dag fik vi bekræftet med et billede på telefonen, at maskinen var installeret!  Samtidig var de rørt over, vi ville bruge en hel påske på at besøge dem.

Vi kørte videre til et hotel oppe i bjergene – en meget skøn tur, gennem en del sne. På dette hotel, hvor vi var helt alene, holdt Mads en fin andagt om aftenen.  Det sneede hele natten, så da vi vågnede var alt hvidt og meget kønt.

Vi begyndte så hjemturen på de ca. 2000 km. Undervejs besøgte vi nogle drypstenshuler – 4 millioner år gamle. Det var en betagende oplevelse. Turen fortsatte så mod Ungarn. Ved grænseovergangen blev alle pas nøje gennemgået af en meget tiltalende tolder – og så var han pæn tilligemed, sagde pigerne!  

Vi fortsatte til Budapest. Undervejs spiste vi aftensmad i en nedlagt mølle. Her fik vi et kæmpemåltid. Vi led i det hele taget ingen nød på turen men fik det ene festmåltid efter det andet.

Vi overnattede i Budapest, og næste formiddag førte Mads os op på det højeste punkt i byen, Citadellet, med udsigt over hele byen med den meget dominerende Donau, der deler Buda og Pest.

Herefter gik det for alvor nordpå. Gennem Slovakiet og Tjekkiet og så Tyskland ”på langs”. Efter overnatning på grænsen mellem Tjekkiet og Tyskland kørte vi hjem til Aabenraa, hvor vi i LM’s lokaler blev beværtet med Pizza, og den tårevædede afsked kunne tage sin begyndelse.

Som de eneste ”ikke-LM’ere” følte Jutta og jeg os så godt modtaget, at det var med til at gøre turen helt unik for os. For hver dag, der er gået, siden vi kom hjem, er begejstringen blevet større! Det skyldes også et fantastisk forarbejde udført af Lillian og Martin Sønderby samt Estrid og Mads Sjælland.

(Jeg kunne have skrevet i dagevis om denne unikke tur men har prøvet at fatte mig lidt i korthed!). 

Af Jutta og Erik Sennels