De salige

Et besøg hos fattige og forfulgte i hjørnet af Rumænien

Mange kan sikkert nikke genkendende til, at efter en indholdsmættet rejse går der en rum tid, før indtrykkene er blevet ”filtreret” - og at de gode og berigende indtryk bliver tilbage. Indtryk og oplevelser, der flytter rundt på nogle ting i ens liv.

Sådan har vi gang på gang oplevet det, når vi har været på besøg i Rumænien. Det seneste besøg i Rumænien blev heller ikke nogen undtagelse. Vi vil prøve på at gengive nogle få af disse oplevelser.

Vi er på husbesøg sammen med vors gode samarbejdspartnere Cristi og Stefan. Vi kører i Cristis minibus med efterspændt trailer, der er læsset med lidt forskellige ting: Fødevarer, tøj og materiale til små reparationer af utætheder på huse. Vi er i det absolut nordøstligste hjørne af Rumænien. Vi følger floden ”Prut”, der danner grænse mellem Rumænien og Staten Moldova. Vi kører ud til en afsides liggende landsby.

Cristi standser bilen midt på vejen. Det er absolut ikke tilrådeligt at køre længere. Det går op ad bakke, og et kraftigt regnskyl har ødelagt jordvejen, som vi kører på. Vi forsyner os med lidt forskellige ting fra traileren og forsøger på at finde en ”rute” gennem pløret, hvor vi så nogenlunde kan bunde i et par almindelige sko.

Vi bøjer af fra vejen, og på en smal planke passerer vi vejgrøften. En sti fører gennem noget buskads til en lille åben plads. Her ligger en ussel hytte. Gulvet er den bare jord, og døren kan ikke lukkes. Engang havde der også været et lille das, som et team fra Tyskland havde sponseret og sat op; men den havde kun stået der ganske få dage, før den blev stjålet og slæbt væk. Ejermanden, en ung fårehyrde på 28 år, er ikke hjemme, da vi ankommer; men han opdager, at han har fået besøg og skynder sig hjemad. 

Det tager lidt tid. Han kan ikke løbe så hurtigt som sine jævnaldrende. Endnu mens han var barn, har en sygeplejerske i forbindelse med en injektion påført ham en lammelse i venstre hofte. Når han går eller ”løber” bøjer han sammen i kroppen og støtter venstre arm og hånd på sit venstre knæ. Det er tydeligt, at han kender Cristi og glæder sig over besøget. 

Vi får afleveret nogle fødevarer og lidt varmt tøj. Det blev også til en helt ny varmt foret overfrakke fra et større parti jakker, som et vagtselskab hjemme i Danmark havde givet BBS til uddeling i Rumænien. 

Vi er kommet tilbage til alfarvej igen og efter endnu et par besøg, bliver der et lille ophold i landsbyen Mihail Kogalniceanu. Her har vi aldrig været før. 

For os bliver det en stærk og berigende oplevelse at møde ægteparret Elena og Joan Ilcu, der på en forunderlig måde udstråler fred og taknemlighed. Snart bliver vi klar over, at den venlighed og fred der omgiver dem, har de fået del i gennem modgang og lidelser. 

På Stefans foranledning fortæller de om, hvordan de i den kommunistiske tid (før revolutionen dec. 1989) var blevet forfulgt og tortureret af det hemmelige politi, Securitate. Mens de fortæller, bliver Jesu ord i Matt. 5. 11 - 12 levende og nærværende: ”Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.” 

Pludselig og uden varsel bliver Joan afhentet af det hemmelige politi. Han har begået landsforræderi. Forræderiet bestod i, at han lyttede til et kristent radioprogram fra ”Trans-world Radio” (en radiostation i det frie Europa, der producerede kristne programmer på rumænsk). 

Elena sidder alene tilbage og aner ikke, hvad de har gjort ved Joan, eller hvor han befinder sig. Lige så uventet får hun besked om, at hun omgående skal komme til politistationen i Cotusca, en lidt større by der ligger ca. 6 – 7 km. fra deres hjem.

Der er bidende kold vinter med snefygning, som har umuliggjort, at rutebilen kan køre. Til fods må Elena selv kæmpe sig gennem snemasserne. Under et massivt pres af trusler forsøger politiet på at få Elena til at sige noget ondt og ufordelagtigt om sin mand. Dette står på i flere timer, før de løslader hende, og hun kan, fuldstændig tappet for energi og kræfter, kæmpe sig tilbage gennem snemasserne, mens store og ubesvarede spørgsmål plagede hende: Hvor er Joan? Hvordan har han det? Hvad udsætter de ham for?

Joan var blevet ført til forhør, og da de ikke kunne få ham til at sige det, de ville høre, blev han gennembanket og efterladt afkræftet og forslået på et bord, hvorefter hans plageånder forlod rummet, der var forsynet med skjulte mikrofoner. (Det var ikke ualmindeligt, at et menneske der havde været udsat for en sådan totur forbandede sine plageånder, når de havde forladt rummet. Det blev så optaget på bånd og senere brugt som anklager imod dem).

Joan vidste at de brugte denne taktik og bed smerterne i sig uden at sige noget.

Joan blev indlagt på et sindssygehospital. Behandlingen med medikamenter og injektioner, som myndighederne havde foreskrevet, fik han aldrig. Gud ville det anderledes. På hospitalet var der en jødisk overlæge, som holdt hånden over ham og beskyttede ham, sådan at han, da han efter 35 dages ”behandling” blev udskrevet, kunne rejse hjem til Elena som et helt menneske.

”Vi er blevet gamle, og der er ikke så mange kræfter i behold.  Nu venter vi på Himlens herlighed”, siger Joan. Ja!, tænker jeg, det er jo også det Jesus har lovet:  

”Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.”

Casa Ioana

Det er altid en god oplevelse at besøge børnehjemmet Casa Ioanna. Her summer det af glade børn. Der hersker en speciel atmosfære, som er præget af fred og fordragelighed. Allerede ved indgangen til gårdspladsen er der børn, der byder dig velkommen og tilbyder dig en hjælpende hånd. 

Man skal ikke besøge Casa Ioana særlig mange gange, før man opdager, at her har alle sine daglige pligter og opgaver, som bliver udført uden klagen eller sure miner.

Ofte har vi undret os over og snakket om den gode ånd, der hersker på børnehjemmet. Får man viden om børnenes baggrund og de kummerlige kår, de kommer fra, bliver man klar over, at her er der flere med sår på sjælen. 

Den sidste morgen, før vores hjemrejse skulle begynde, er vi på vej ind i spisestuen for at få morgenmad; men vi standser op i entreen. Gennem ruderne i døren ind til spisestuen ser vi den yngste generation af børneflokken stå i en rundkreds med hinanden i hånden. Nogen af dem har overtøjet på og skoletasken på ryggen. Også madmor ude fra køkkenet er med i rundkredsen. Der er bedemøde. Vi forstår ikke hvad de beder om. Vi kan kun se, at alle deltager og har noget at bede om eller takke for. Vi forstår, at det er sådan de begynder dagen på Casa Ioana.

For os blev det et svar på vores undren over den gode ånd, som alle vi, der har gæstet Casa Ioanna, føler os omsluttet af. Og vi glæder os over og takker for det gode hjem, som disse svigtede børn har fået.  

High School-projektet

Som omtalt I det sidste nyhedsbrev er BBS gået ind i et projekt, hvor vi støtter med kost og logi til fire unge pigers Gymnasieuddannelse i Botosani. Pigerne er velbegavede men kommer fra virkelig fattige hjem. Skolegangen begyndte september; men da det endnu ikke er på plads med bopæl i Botosani - der arbejdes med flere muligheder - har Cristi sørget for, at de rejser hjem hver dag. Dette er ikke holdbart i længden. Sammen med Cristi beder vi om, at der snart må findes en god og holdbar løsning, sådan at pigerne får ro til deres studier. 

Årsmødet

Cristi og Alina fra Casa Ioana har sagt ja til at deltage i BBS’ årsmøde lørdag den 17. marts 2018. Vi håber på og regner med, at Stefan og Lucia også kommer med.

Af Mads Sjælland