Da Emilie gav sin konfirmationsgave til Rumænien

Jeg hedder Emilie Jensen, og jeg er 16 år gammel. Jeg bor i Hvidovre sammen med min lillesøster, min far og min mor.

For et halvandet år siden skulle jeg som de fleste andre 14-årige konfirmeres. Til en hver konfirmation hører der et væld af gaver til, og jeg skulle derfor tage stilling til, hvad jeg ønskede mig. For mange kan den ønskeseddel skrives på meget få minutter, og for andre kan den skrives på mange dage og ende med at blive flere sider lang, men det var ikke tilfældet hos mig. Jeg var fuldstændig tom for gaveideer, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle ønske mig. Jooh, jeg kunne selvfølgelig godt ønske mig en MacBook, men nu havde jeg jo en computer, og den virkede egentlig meget fint. Jo, så kunne jeg selvfølgelig ønske mig den nyeste Iphone 6 men jeg havde jo en Iphone 5, og den var jo rigtig god. På den måde kunne jeg fortsætte, og min ønskeseddel blev ikke længere end overskriften.

En nat, hvor jeg ikke kunne sove, begyndte jeg pludselig at tænke på mine ikke-eksisterende gaveønsker, og hvad jeg gjorde ved den situation. Pludselig får jeg den ide at ønske mig udelukkende penge og så give dem væk - eller det vil så sige: Det var ikke en ide, jeg selv fik, men jeg var og er overbevist om, at det var Gud, der snakkede til mig.

Det gav så meget mening for mig, at jeg ikke skulle opgraderes med en masse materielle ting, som jeg overhovedet ikke havde brug for, men at nogle mennesker, som havde brug for hjælp, skulle have dem. Jeg blev altså kaldt til at hjælpe nogle mennesker den nat.

Min familie og jeg begyndte efterfølgende at bede til Gud, om at han måtte vise os vejen hen til de mennesker, han havde kaldt mig til at hjælpe.

Jeg holder efterfølgende min konfirmation og får en masse penge, som udelukkende skulle gå til folk i nød.

Kort tid efter min konfirmation går det hurtigt op for mig, at det er Rumænien Gud gerne vil have mig ned til. Min fars onkel og fætter har et sommerhus i Plopi, og nabofamilien til det sommerhus gør en masse frivilligt arbejde blandt lokalbeboerne i deres by - de ville kunne lede os hen til nogle folk, der havde brug for det. Så det var bare rigtig oplagt, at vi skulle derned.

Det efterfølgende år bruger vi på at spare penge sammen til selve turen derned, og her i sommers var vi nede i Rumænien i 10 dage.

Det var ikke en tur, der var særlig meget planlagt hjemmefra. Vi vidste, at vi skulle bo i det nævnte sommerhus, og så havde vi haft kontakt med nabofamilien. De vidste, at vi kom derned, og de ville lede os ud til nogle familier i nød. Andet vidste vi ikke. Vi havde ikke købt noget med hjemmefra, for vi ville gerne bruge pengene fornuftigt og bruge dem på noget, der virkelig var brug for, i stedet for at købe en masse ting de ikke manglede.

Turen gik over al forventning, og vi fik på en særlig måde lov til at hjælpe to familier. Den ene familie var en mor og far og deres to piger på fem og 11 år. De kæmper virkelig hver eneste dag med at få det til at hænge sammen økonomisk, men de har valgt - i modsætning til mange andre - ikke at forlade Rumænien for at tjene penge til familien. Den anden familie var en enke med fem børn, hvor den ældste er 11 år og den yngste otte måneder. Vi hjalp begge familie med skoleting til børnene samt ovn, støvsuger, brænde til vinter og møbler mm.

Det, at jeg har kunne hjælpe nogle, der virkelig havde brug for det, gav og giver mig den bedste følelse i hele verdenen. Det er en følelse, der er så unik og så meget værd. Det er svært at sætte ord på, hvor fantastisk det er at se nogle børn blive lykkelige, fordi de får en malebog og en bamse og lidt legetøj. Det er noget, jeg altid har taget for givet, og noget, som jeg har taget som en selvfølge. Men det er langt fra en selvfølge for alle børn i verdenen.

Det, at se en voksen kvinde stå og græde af glæde, fordi hun har fået noget så basalt som en ovn og en støvsuger og så udbryde "så behøver jeg alligevel ikke at rejse til Tyskland for at arbejde", er ubeskriveligt! En ovn og en støvsuger kan man finde i stort set alle huse i Danmark, og det er noget, som vi danskere ikke anser for noget særligt specielt, for selvfølgelig har man sådan noget. Men det, at hun fik bl.a. en ovn, har gjort en verden til forskel for hende og hendes familie, og de har nu nemmere ved at leve.

Alt det, vi har oplevet på vores tur, har været så fantastisk, og det har været så meget mere værd end en computer eller en mobil. Jeg vil opfodre alle mennesker til at dele ud af de velsignelser, de har fået! For det at give er noget af det bedste i verden. At hjælpe et menneske forandrer ikke verden, men for det menneske vil verden være forandret for altid.

Af Emilie Jensen