
Både Eric og jeg taler stadig vidt og bredt om vores besøg hos jer! Tak for, at I gav os mulighed for at dele nogle glimt fra livet i vores del af verden. Her vil jeg gerne uddybe lidt om to projekter, som griber ind i hinanden: Læseklubben og Læsefærdigheds-projektet.
Læsefærdighedsprojektet
Læsefærdighedsprojektet er en hjælp til børn, som har læse-problemer. Og det har ca. 30 % af de børn, der går i 4. klasse i vores område! Der er mange, vi ikke kan hjælpe ordentligt med lektierne, fordi de læser dårligt. Og når de skriver, kan de kun kopiere andre tekster.
For 3-4 år siden kunne vores frivillige både hjælpe med lektierne og samtidig lære børnene at læse og skrive. Nu får de så mange lektier – et barn på 10-11 år skal bruge om-kring to timer om dagen på lektier, at vi ikke kan følge med. I november måtte vi sige farvel til to meget dygtige frivillige, som mistede modet. Vi stoppede med lektiehjælp og fokuserede i stedet på at lære børnene at læse, skrive og lave basal matematik.
I en periode følte jeg mig som en fiasko, fordi jeg ikke kunne finde ud af at hjælpe de børn. Så fandt jeg ro i en beslutning: Inden september 2025 skal 10 børn, som ikke kan læse ordentligt, kunne læse – med vores hjælp. For hvad kan man give et barn, der er vigtigere end evnen til at læse og skrive?
Vi er nødt til at gentænke vores tilgang til undervisning. Jeg tror, vi har ladet os styre for meget af skolens krav til lektiehjælpen. Det har blot trukket pinen ud, fordi det ikke var effektivt. Vi er nødt til at starte fra bunden. Og jeg er begyndt at forstå og glæde mig over tanken om, at jeg med Guds hjælp vil give børn et redskab og en evne, som er helt nødvendig her i livet.
Vi har allerede børn, som kommer og spørger, om de må låne bøger. Vi køber bøger, som er lette at læse, har flotte illustrationer og et godt budskab. Bøger er dyre, men én bog bliver læst af mindst 30 børn. Nogle læser alene, andre i små grupper.
Vi begyndte projektet i november 2024 og startede op med 10 børn. Målet er, at de kan læse flydende – og forstå, hvad de læser, inden september 2025. Allerede nu læser tre af børnene næsten flydende. En af pigerne kan jeg næsten ikke følge med! Hun bliver ved med at spørge efter nye bøger.
Læseklubben
Vi organiserer nu en læseklub med børn fra vores landsby, i alderen 10 til 14 år. Bogen, vi læser, hedder ”En lille pilgrims vandring” og er af John Bunyan. Den præsenterer evangeliet på en måde, som børn kan forstå. Historien følger drengen Christian på en lang og udfordrende rejse mod Den Himmelske By – et sted med evig fred og glæde. Han møder mange farer og prøvelser, men hans tro og vedholdenhed hjælper ham fremad.
Undervejs lærer Christian om tro, udholdenhed og faren ved at lade sig distrahere af verden. Til sidst når han Den Himmelske By, og den tunge byrde han har båret på, forsvinder – han er fri!
Bogen indeholder mange bibelvers, som vi læser og diskuterer. Det kræver tid og tålmodighed at lære børn at finde rundt i Bibelen. Vi lærer dem forskellen på Det Gamle og Det Nye Testamente samt geografi og historie fra Bibelen. Vi vil vise dem, at Bibelen ikke er en mystisk bog – den handler om virkeligheden.
Da vi begyndte, opdagede vi, at fire af børnene havde problemer med at læse. Nu hjælper vi dem med at blive rigtig gode læsere. Efter undervisningen hygger vi os, leger og spiser noget lækkert sammen.
Planen er at starte endnu en læseklub i Hațeg til sommer. Bed for, at det må lykkes!
Kirkens børneaktiviteter
I kirken har vi programmer for børn i alle aldre hver søndag kl. 15. Ingen af børnene har en kristen baggrund. Og nogle forældre kommer for at sikre sig, at vi ikke lærer deres børn "noget forkert."
Vi har en rar nabo, som tidligere havde en høj stilling i Rumæniens skolesystem. Han forsøger ofte at overtale mig til at blive lærer. Fortæller, at han har kontakter og kan skaffe mig et job, så jeg kan få et "pænt og roligt liv."
Han forstår det ikke! Nogle gange forstår jeg det heller ikke. Men så tænker jeg... hvis nu, jeg levede sådan et pænt og roligt liv, hvordan skulle jeg så have mødt Adelina?
Mød Adelina!
Adelina er næsten 10 år. På fire måneder gik hun fra at kunne genkende bogstaver til at kunne læse rigtige ord. Nu kan jeg næsten ikke følge med i at finde nye bøger til hende. Nogle gange dukker hun bare op og spørger efter en bog. Førhen inviterede jeg hende ind, så vi kunne vælge en bog sammen – men hun ville ikke gå igen. Hun satte sig bare og begyndte at læse.
Jeg tror, hun har fundet et fristed fra et hårdt og fattigt liv. Hun er opvokset med en enlig mor og fire søstre. Hun er forsømt. I morens jagt på et bedre liv er hun blevet taget med rundt til forskellige steder og lande, og hun er gået glip af meget skole. Men hun er fast besluttet: Hun vil læse. Og læse. Og læse!
Til sommer begynder vi på matematik. Eneundervisning. Hvis hendes mor igen tager hende væk fra skolen, ved vi, at det, vi har givet hende, er værdifuldt – uanset hvor hun ender.
Hjælp mig med at hjælpe Adelina!
Jeg tror, jeg vil kalde læseprojektet AdelinA – fordi det begynder og ender med alfabetets første bogstav. Det er så opmuntrende for os at se resultater! Med de fleste børn er det ikke så let – men det er muligt!
Der er så meget mere, jeg kunne fortælle. Jeg vil slutte af med en lille historie bag kulissen: Inden sidste møde i læseklubben græd jeg en hel time – på grund af nogle uventede forhindringer. Jeg troede ikke, vi ville kunne gennemføre læseklubben.
Dagen efter må jeg bare sige: Det var det bedste møde indtil nu! Børnene var så begejstrede, de opførte sig godt, stillede spørgsmål, ville læse mere og mere. Jeg havde energi til at bage pandekager – med masser af hjemmelavet syltetøj. Og jeg havde en stor fred. Gud var stor i vores begrænsninger!