BBS Julepakkerne blev til påskepakker

I begyndelsen af maj 2013 besøgte Estrid og Mads Sjælland den nørdøstligte del af Rumænien med "påskepakker".

Som mange af vores givere ved, blev der samlet så stor en pengegave ind til indkøb af julepakker i Rumænien, at vi ikke kunne forsvare at bruge alle pengene på de kontakter, som vi nåede at besøge i det sydvestlige hjørne af Rumænien  i december 2012. (Timisoara, Faget /Batesti og Hateg).

I det nordøstligste hjørne af Rumænien, i Botosani-området,  drager pastor Stefan Moisuc omsorg for fire kirker. Kirkerne er beliggende i Dorohoi, Alba, Pomârla og Negreni, hvilket indebærer en meget stor geografisk spredning. Man skal krydse Karpaterne for at komme til dette område, hvilket ofte er meget vanskeligt - nærmest umuligt i vinterhalvåret.

Da påsken i år ifølge den ortodokse kalender faldt i begyndelsen af maj, blev det en kærkommen anledning til at bringe påskehilsner - og "påskepakker" - fra kristne venner i Danmark.

Indkøb, pakning og uddeling

Indkøb, pakning og uddeling blev gjort sammen med Stefan og hans familie. Der blev i alt pakket og uddelt ca. 75 påskepakker.

Vi kunne umuligt nå at aflægge et besøg i alle hjemmene i de fire dage, vi opholdt os i Botosani. Det blev til ca. 20 besøg i hjemmene, og vi fik glæden af at være med til fire gudstjenester.

Sammen med Stefan Moisuc og hans datter ”Luxi”, der var vores trofaste tolk, besøger vi her denne enlige ældre kvinde.

I udkanten af Dorohoi, som er en hel lille landsby med små ensartede huse, besøgte vi også nogle små hjem.

Husene er opført som en erstatning for, at en større oversvømmelse har ødelagt og tilintetgjort mange bygninger og gjort familier blev hjemløse.

De fleste af pakkerne blev uddelt i forlængelse af påskegudstjenesterne.

Her et lille glimt fra uddelingen af pakkerne i ”sigøjner-kirken” i Pomârla.

Her et glimt fra uddelingen i kirken i Alba.

Indtryk og oplevelser

Det er uundgåeligt, at man kommer til at rejse hjem med stærke indtryk og oplevelser, der har brændt sig fast i bevidstheden.

Det tager tid at fordøje - ikke mindst indtrykkene fra alle de små hjem, som vi fik lov til at besøge.

Et troværdigt menneske fortalte os, at her oppe i dette fjerne hjørne af Rumænien ligger arbejdsløsheden omkring 60%.

I langt de fleste af hjemmene, som vi besøgte, var enten faderen eller en eller flere af børnene rejst til udlandet (ofte Italien, Spanien, Frankrig eller Tyskland) for at finde et arbejde, sådan at familien kan overleve. Vi fik det indtryk, at der kun er ganske få hjem, hvor hele familien stadig opholder sig Rumænien.

I kirken i Alba var der stort set kun ældre mennesker til stede, hvilket ikke er normalt i Rumænien. Vi blev imidlertid klar over, at sådan var det her, da langt de fleste unge fra landsbyen var rejst til udlandet for at overleve.

Kan du skaffe en malkemaskine? 

I landsbyen Negreni besøger vi en bonde, som også tilhører en af Stefans kirker.

Han fortæller, at umiddelbart efter revolutionen købte han avlsbygningerne fra et nedlagt kooperativt landbrug. Her havde han oparbejdet en besætning på 16 malkekøer, som han sammen med sin kone håndmalkede to gange dagligt. To år med misvækst har tvunget ham til en kraftig reduktion i antallet af malkekøer.

Nu forbyder en ny lov, der træder i kraft i 2014, ham at sælge mælk fra køer, der er malket med hånden. Han fortæller, at betalingen for mælken ikke er tilstrækkelig til at investere i en malkemaskine. Jeg forstår, at i 2014 tvinges han til at lukke for sin væsentligste indtægtskilde: Mælken.

Jeg drister mig til at spørge ham: ”Hvis jeg kan finde et lille malkeanlæg, som passer til din bedrift, og få det bragt herned inden udgangen af 2013, hvad så?”

”Hvis det er muligt, så kan vi forsætte og bibeholde vores lille indtægt", svarer han og fortsætter: "Samtidig vil det give en stor lettelse i det daglige arbejde.”

Jeg lod ham forstå, at jeg ikke kunne love ham, at jeg kan finde en malkemaskine; men at jeg vil gøre, hvad der står i min magt, for at det lykkes.

I tillid til, at der blandt nyhedsbrevets læsere findes venner, der har mere forstand på at finde malkeanlæg end jeg har, så har også denne sag fået en plads i dette nyhedsbrev.

Et besøg i Mitocu-Dragomirnei

For mit eget vedkommende blev besøget hos familien Petraru turens stærkeste oplevelse.

Mit første besøg hos denne familie var en sen, mørk og regnfuld sommeraften i 1988. Det var i forbindelse med en illegal transport af bibler. Siden da har der været aflagt mange besøg i dette hjem. Mange af vore teams har besøgt dem og bragt mange læs med nødhjælp, som familien Petraru har formidlet videre til fattige familier i området.

Hjemmet bar præg af nøjsomhed og Gudsfrygt - et hjem, der var fyldt af kærlighed og hjertevarme. Selvom der var 13 børn, så herskede der ro og orden, og alle kendte sin plads og opgave.

Flere af vore teams har oplevet, at husfaderen, George, ved dagens begyndelse stod i et hjørne af gårdspladsen og fordelte dagens opgaver og gøremål til børnene.

Det var 15 år siden, at jeg sammen med min kone, sidst havde besøgt dem.

I januar måned i år døde George. Knuget og dybt mærket af sorgen beretter Lidia om afskeden med sin mand:

”Ét ønske har jeg endnu her på jorden: Jeg vil gerne opleve, at den yngste af mine piger finder den mand, som hun gerne vil gifte sig med; når det er sket, ønsker jeg kun, at Gud vil forene mig med min mand og de tre børn, jeg har mistet”

Lidia har født 16 børn, hvoraf tre døde som små.

Selvom det gør ondt at høre om Lidias sorg og savn, så fyldes hjertet med tak og lovprisning til Gud for den rigdom, som jeg har fået del i gennem dette hjem. Den rige velsignelse, der udgået fra det hjem, er ikke bare til deres egne børn og børnebørn men til en hel landsby, hvor de altid har stået til tjeneste for dem, der lider nød.

Yderst til venstre, ved siden af Lidia, står den yngste af pigerne, der arbejdede i Italien, da hendes far døde. Hun bor nu hjemme hos sin mor. Derefter er det mig og min kone i den røde trøje. Yderst til højre vores trofaste tolk, Luxi, og på bagerste række står sønnen Nicolai sammen med sin søn.

Mødet med Nicolai blev turens store positive overraskelse.  Nicolai er efter megen modgang blevet ved med at kæmpe sig fremad, indtil han har fundet den ”niche”, der passer til ham.

På den anden side af landsbyen har Nicolai bygget sit ”lille imperium”. Med to store vogntog henter han træstammer hjem fra skoven, saver dem op i sit eget savskæreri og fremstiller europaller.

Hver måned sendes to store vogntog til Belgien med paller, som han sælger til en fabrik, der fremstiller reservedele til biler.

Hateg

Selvom hovedformålet med vores rejse har været at besøge Stefan Moisuc og de menigheder, som han drager omsorg for, så kunne et lille ophold med en god nattesøvn i Hateg indpasses i vores rejse såvel til som fra Botosani.

Desuden var den største del af lasten, som vi medbragte, adresseret til Hateg. Umiddelbart før afrejsen fra Danmark modtog vi en mail fra vores venner i Hateg, Edi og Iulia, som spørger efter en yderdør til et fattigt hjem i byen. Døren skal bruges i et hus hos en familie, hvor faderen for nyligt er afgået ved døden. Moderen står alene tilbage med to store drenge og et barnebarn.

Taget på huset er ødelagt, og det regner ned gennem loftet i de to små rum, som huset består af. Vinduerne er rådne, og der er ingen yderdør i huset. Både sommer og vinter er der kun et forhæng.

På grund af manglende betaling er der desuden blevet lukket for el og gas, hvilket betyder, at der hverken er lys, varme eller mulighed for at lave mad.

Myndighederne har besluttet at fjerne børnene og sende dem på en institution.

Men så tager en gruppe fra kirken fat på at istandsætte og renovere huset. Naboerne giver en hånd med, og da vi ankommer med yderdøren, er de allerede klar til at montere den. Taget er repareret, vinduerne er skiftet ud, lofterne og væggene er nypudsede og nymalede. Der er lagt rent sengetøj på den store seng.

Og dér sidder barnebarnet storsmilende, for nu får hun, sammen med sine to store onkler, lov til at blive boende hjemme hos mormor (mor er rejst til Italien).

Denne lille beretning siger lidt om, hvad det fører med sig at tage et arbejde op blandt Hategs forsømte børn. Ofte er tilbuddet til børnene - tre gange ugentligt at få et bad, rent tøj, lektiehjælp og kristendomsundervisning - ikke nok til at opfylde selv de mest basale behov. Ofte må der også rækkes en hjælpende hånd til deres resursesvage hjem.

Det er også grunden til, at vi på denne tur ikke kun medbragte en yderdør men også køjesenge, madrasser og sengetøj, skoleborde, stole, cykler, div. udstyr til fritidsaktiviteter, tøj, sko etc. i lasten.

I denne måned rejser vores venner i Hateg - Edi og Iulia, Flavia og Tinel - på lejr med børnene fra byen. BBS har betalt, således at 30 børn fra dårligt stillede hjem kan være med på lejr.

Vi glæder os til, når engang ferietiden er slut, at kunne fortælle lidt om lejropholdet. Og om et nyt center og værested for Hategs forsømte børn.

Tak for interesse, forbøn og medleven.

Med hjertelig hilsen

Estrid & Mads Sjælland.

Af Mads Sjælland