BBS årsmøde med Esteras øjne

BBS holdt årsmøde den 16. marts i Videnbæk. Her fortæller Estera, som har rumænsk baggrund, hvordan det var at være med.

En sen eftermiddag i Videbæk med en masse mennesker, der brænder for at hjælpe folk i Rumænien, som er i nød. Det er så stort at se så mange, som har en passion og hjerte for de mest sårbare mennesker i Rumænien og ikke mindst dem, der er glemt af systemet i Rumænien. Børn, der måske ingen fremtid ville få, hvis det ikke havde været fordi netop folk fra Danmark er rykket sammen om at hjælpe dem.

Det var vildt at se, hvor meget jeres hjælp betød for dem, og hvor meget det har rykket. Hvor glade de så på billederne, der blev vist på den store skærm og håbet man så i deres øjne. Det er ubeskriveligt at hjælpen har kørt i så mange år, og at der stadig er det samme engagement, og den samme passion på at fortsætte - på trods af mange her også har deres udfordringer og et dagligt liv, der skal fungere.

Jeg beundrer mange af de mennesker der var mødt op og ikke havde givet op og stadig støtter et land, der desværre ikke har en regering, som er for de almindelig folk, der har det svært i livet.

Det har været en særlig oplevelse også at møde folk, der har besøgt Rumænien og flere gange har været der, hvor jeg voksede op. 

Dengang havde jeg aldrig kunne drømme om, at jeg engang som voksen skulle bosætte mig her i Danmark, lære det danske sprog, tage en uddannelse og herfra også kunne støtte mine forældre økonomisk. 

Jeg ved, at der er mange familier i Rumænien, som sætter stor pris på al den hjælp, de har modtaget fra Danmark igennem mange år. Mange af dem har danskerne med i deres bønner.

Jeg blev helt overvældet af at høre alle de historier og oplevelse, som mange af jer delte. Uanset, om I har mødt modgang, så har I fortsat med at støtte og hjælpe. De projekter, I har i gang nu, er også helt vildt, og jeg håber, alt vil lykkes fremover.

Jeg vil altid have jer i mine tanker, og jeg er taknemlig over den hjælp også min familie fik, siden jeg var barn. Vi vil være evigt taknemlige. Må Gud velsigne Danmark og alle i BBS, der gør en stor indsats til at sende hjælp dernede.

Det kræver stort overskud at gøre, hvad I gør, og det skal I have stor tak for.

Det har været en fantastisk aften og jeg vil sige mange tak for invitationen og jeres store gæstfrihed.