Andreea er alene 
med tre små børn

I vores have står der en meget lysegrøn plante. En plante som vi gentagne gange har set på vore rejser til Rumænien. Vi har ofte snakket om, at fik vi muligheden, så ville vi have sådan en plante med hjem. Og nu står den i vores have. Vi kender ikke plantens navn, men hver eneste gang vi går forbi den, minder den os om Andreea.

Andreea er halv-roma (sigøjner), mor til tre drenge og blev enke kun 25 år gammel. Med stor iver gravede Andrea planten op af udtørret, stenhård jord, plantede den i en urtepotte og gav den vand sådan at den kunne overleve på rejsen til Danmark. Nu står planten altså i vores have; men hvem er egentlig Andreea? 

Danut
I dag er Andreea 28 år gammel og alenemor med tre drenge. Hun blev gift med Danut (også halv-roma) for ca. 10 år siden. Det er meget almindeligt, at romaerne bliver gift meget unge. Ingen af dem kom fra kristne familier; men Danut var kommet til tro på Jesus og hørte hjemme i Baptistkirken. 

Andreea valgte at følge sin mand, og hun blev også en del af den kristne menighed i landsbyen, Breuiesti, hvor de boede. For Andrea betød det, at hendes familie slog hånden af hende. De ville ikke mere have noget som helst med hende at gøre.

Danut var flittig og arbejdsom, og som adskillige andre rumænere rejste også han udenlands for at tjene penge, sådan at han kan bygge et hus til sin familie. 

Efter et par års hårdt arbejde i Schweiz, kommer Danut hjem og bygger et hus. Selv ude i landsbyerne skal man betale dyrt for en byggegrund; men da hans forældres hus ligger på en rimelig stor grund, vælger de at bygge huset på denne grund.

Tumoren
Da Andreea ventede deres tredje barn, en dreng, fik de den tragiske meddelelse, at Danut havde fået en tumor på hjernen. Han var kun 30 år. Danut tog det ikke særlig alvorlig. Han følte sig stadig stærk og fuld af energi.

I Rumænien er folkets tillid til myndighederne ofte meget lille – eller slet ikke til stede. Ikke mindst gør det sig gældende hos romaerne. Danut kunne slet ikke tro på en sådan alvorlig diagnose. Efterhånden begyndte han at føle sig syg og svimmel, men på trods af det nægtede han alligevel at indse, at det var alvorligt, og at han var syg.

Danut blev indlagt til behandling på hospitalet i Botosani, men han brød sig ikke om at være lukket inde og stak derfor af fra hospitalet. Kort tid efter blev han igen indlagt på et hospital i Iasi (ca. 135 km fra Botosani). Her er der speciallæger, som tager sig af de meget alvorlige tilfælde. Men også herfra stak han af. Han kunne ikke fordrage hospitaler og havde ingen tillid til dem.

Ca. én uge før Danut døde var Cristi og Alina og nogle af børnene fra Casa Ioana på besøg. De havde en pengegave med til ham. Der blev holdt andagt med bibellæsning, sang og bøn.
Danut havde det rimeligt, kun lidt hovedpine; men to dage senere mistede han synet og blev bragt til hospitalet. Bare én dag senere blev han totalt blind. Efter endnu 3-4 dage døde han. Da han ikke havde taget sin sygdom særlig alvorlig, blev det et kæmpe chok for familien, som slet ikke var forberedt på, at han skulle dø.

Alene med tre små børn
Kun 25 år gammel stod Andreea alene tilbage med deres tre drenge. Den yngste var kun tre måneder gammel. Hendes egen familie ville stadig ikke kendes ved hende eller yde hende nogen form for hjælp. Andreea har, siden hun for tre år siden mistede sin mand, boet sammen med sin afdøde mands familie i det hus, som hendes mand havde bygget. 

I landsbyen, hvor Andreea bor, er der ingen muligheder for at få et arbejde, som kan give hende og drengene det daglige brød. Derfor har hun måttet finde sig i, at hendes afdøde mands to søstre er flyttet ind i huset, og at hun sammen med sine tre drenge er blevet henvist til at bo i ét enkelt værelse.

Den verdslige livsførelse som Danuts søstre lever i – med ukvemsord, fester med druk og høj musik, kærester der kommer og går nat og dag, er blevet pinefuld for Andreea, som gerne vil opdrage sine drenge til et kristen livsførelse.

Hovedkirken i Botosani, som Andreeas kirke i landsbyen er tilknyttet, har besluttet sig for at hjælpe hende. De har arrangeret særlige offerdage til hjælp for Andrea, så der kunne købe en byggegrund og bygges et lille hus til hende og drengene. Men de måtte snart indse, at pengene slet ikke slog til. Her, langt ude på landet, forlangte man 11.000 euro – mere end 80.000 kr. – for en byggegrund!

Så opstod ideen om at flytte Andreea og drengene til kirkens lokaler.

Klods op og ned ad kirken ligger der et lille og meget forsømt hus, hvor der er indrettet et primitivt køkken til brug for kirken. Med en gennem-gribende renovering og etablering af en mindre tilbygning med bad og toilet er dette hus nu blevet gjort til bolig for Andreea og hendes tre drenge. Cristi fortæller, at Andreea har været den flittigste af dem alle til at deltage i renoveringen. Hun har arbejdet fra tidlig morgen til sen aften.

Nu er Andreea og drengene flyttet ind i deres nye hjem.

Det er mit store ønske, at vi sammen kan sende en god jule- eller nytårsgave, som Cristi kan give videre til Andreea og hendes drenge. 

Med ønsket om en god og velsignet julehøjtid,

Estrid og Mads Sjælland