
Lørdag den 15. marts var 30-40 BBS’ere samlet til årsmøde på Bøgballe Friskole. Dagen var en god anledning til at dele og fejre gode historier fra året, som er gået, og at bære vores venner i Rumænien og vores arbejde frem i bøn.
I år havde vi besøg af Iulia fra organisationen POT i Hateg og af Iulias søn Eric på 11 år. Iulia fortalte medrivende og levende om skolearbejdet, sommerlejrene, de mange sociale indsatser og det missionerende arbejde blandt børn og unge.
Men mon ikke årsmødets højdepunkt var, da Eric med stor ro og selvsikkerhed og på formfuldendt engelsk holdt et lille oplæg om den læseklub, de nu har etableret.
I en anden artikel i dette nyhedsbrev kan du få mere at vide om læseklubben.